Stueren og dynamisk ny Ceed

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Kia

“Er der egentlig nogen, der ved, hvorfor den dersens apostrof overhovedet var der til at begynde med?” Spørger jeg kollegaen, men han trækker bare på skulderen. Nåh … okay.

Det må jo så bare forblive et livets små uopklarede mysterier. Hvilket faktisk også er helt ok. For nok er ændringen af Kia Ceeds mystiske stavemåde en behagelig overraskelse, men det er langt fra den vigtigste forbedring på nye generation af den sydkoreanske vogn. Ceed både kører og syner nemlig bedre end nogensinde.

Der er ingen tvivl om, at der blæser spændende vinde hos det sydkoreanske bilmærke. De seneste 10 år har Kia oplevet en vækst på imponerende 92 procent i Europa og sidste år vovede de sågar at sætte en premium bil i verden. En bil, der vel at mærke tog bilanmelderne med storm.

I Danmark har Kia dog mest gjort sig i mindre biler. Faktisk har 90 procent af bilsalget ligget i minisegmentet, der som bekendt har tabt pusten de senere år. Folk shopper op i størrelse. SUV’erne og Crossoverne er i stigning, det såkaldte golfsegment har overtaget titlen som det bedst sælgende, og det er lige præcis her, at vi finder Kia Ceed.

Ceed lagde oprindelig ud i med at være en såkaldt volumenbil. En billig bil, der skulle pushes så mange som muligt ud af i hele verden. Ikke sindsygt sexet, og da heller ikke noget, der sådan rigtigt tæller i Ceed universet. Det er nemlig først vognen som kom i 2007, som tæller som første generation.

Det er så den nye 3. generation Kia Ceed, der står foran mig på parkeringspladsen i Nordsjælland, hvor Kia har inviteret til kort testkørsel, og med den er det endelig i orden at stave navnet uden den besværlige ´. Ceed er nemlig en forkortelse the Community of Europe with European Design, så hvad meningen overhovedet har været med det ´ forbliver et curiosum.

Til gengæld refererer det til, at Ceed er en Europæisk bil, som er udviklet, designet og bygget i og til det europæiske marked.

Og den nye Ceed har oven i hatten fået “The Stinger Treatment,” (som er Kias nye premium/performance vogn), not bad, siger jeg bare, for det kan ikke bare ses på designet, men i særdeleshed også mærkes på hele bilen.

Personligt kunne jeg nu rigtig godt lide forgængerens udseende. Det var anderledes, lidt råt og havde kant, hvor det nu er blevet lidt mere stuerent, nydeligt og mainstream. Men det er naturligvis fornuftigt nok, da det uden tvivl vil appellere til flere.

Fronten har tydelige referancer til premiumbanditten, Kia Stinger, og Ceed kendere vil desuden også fluks bemærke, at de fire små såkaldte “Icecube” tågelygter er flyttet op i selve forlygten. Der, sammen med luftindtaget, er blevet rykket lidt ud på siderne, så fronten ser bredere ud.

Den nye Ceed har samme længde og akselafstand som forgængeren, men er både lavere og bredere, og så er udhængene gjort henholdsvis kortere og længere. Foruden at de nye lige linjer får motorhjelmen til at syne længere.

Men der er skam ikke kun brugt energi på det ydre. Indvendigt er instrumentbordet nyt, knapper og skærme rykket opad, så de er nemmere at betjene, og den store 8″ horisontale infotainmentskærm er standard. Hvad man ikke kan se, er at sikkerhedssystemer som aktiv vognbane assistent, der forsigtigt, men bestemt holder mig indenfor striberne, automatisk nedblændeligt lys, automatisk nødbremse med cyklist og fodgænger genkendelse, og træthedsvarsel, der al sammen er standard. Lækkerier som adaptiv fartpilot og elektrisk bagklap kan tilvælges.

Der er kommet lidt mere plads på bagsædet og generelt skruet ned for hård plast og op for gode materialer i hele kabinen. De ændrede udhæng har desuden givet plads til 15 liter mælk mere i bagagerummet, og hele 97 af slagsen i SW’en (stationcar).

Selvom 70 procent af Kia kunderne vælger SW, er det nu altså den almindelige fem dørs, jeg sætter mig ind i. Til gengæld har vognen den store 1.4 liters benzinmotor med 140 hestekræfter.

Og den er et overraskende dynamisk bekendskab. Speederen reagerer herligt frisk, og inden jeg får set mig om, stryger jeg ud ad den lille snoede landevej. Allerede fra første sving får jeg smil på læben. Nok havde jeg regnet med, at den ville være frisk, men at den nye Ceed er så velafbalanceret, kommer alligevel bag på mig. Styretøjet er både stramt og præcist, og vognen sidder så godt fast på asfalten, at man føler, at man sidder i en tysk vogn i en højere prisklasse. Hvilket det på sin vis jo også er. På nær det med prisen.

For det er da også BMW Ms forhenværende chef, Albert Bierman, der har været ind over den nye Ceed, og det kan mærkes.

Men tilbringer man ikke så meget tid på motor- og landevej, og går man ikke vildt op i at runde hjørner i høj fart, kan den mindre 1.0 liters benzinmotor med 120 hestekræfter også sagtens bruges. Den er i sagens natur ikke lige så hurtigt ude af starthullerne, men køreegenskaberne er fine.

Ceed er ifølge Kia en vogn til dem, der gerne vil betale lidt mere for ikke bare at få en praktisk, men også mere dynamisk bil. Og de bliver ikke skuffede over den nye generation, der, ud over at naturligvis at have plads til familie og indkøb, også gør køreturen til en fornøjelse. Måske er det også derfor, at den nye Ceed er med blandt de sidste fem finalister, der kappes om titlen som Årets Bil i Danmark 2019.

Prisen starter på kr. 210.000,- Læs også om Kia Ceed SW i nær fremtid.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On