Frisk opdatering af Vitara

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto PR

Der er solgt over 6.500 stykker herhjemme siden introduktionen af fjerde generation i 2015, men tre år er lang tid i bilverdenen, så nu har Suzukis succesmodel Vitara fået sig en opfrisker.

Men lad os lige nuppe lidt historie først. For den populære SUV fejrer nemlig jubilæum i år. 30 år er det blevet til siden Suzukis familieoffroader i 1988 så dagens lys for første gang, og successen er ikke til at tage fejl af. 3,7 millioner er solgt på verdensplan, 35.000 af disse i Danmark, hvor det bedste år var 2006. Takket være nogle gunstige regler for gulpladebiler endte Suzuki Grand Vitara nemlig dengang som årets mest solgt vogn herhjemme, hvis man lagde person- og varevogns salg sammen. Året efter var reglerne ændret og tingene noget anderledes.

Tilbage til nutiden. Som bilinteresseret ved du sikkert, at SUV segmentet har været i stigning de seneste år. Samtidig er der også væltet et mindre bjerg af kompakte SUV’er og crossovere ud fra samtlige bilproducenter, men Vitara skiller sig alligevel ud fra mængden på et væsentligt punkt: den er nemlig helt fra starten tænkt og bygget som en SUV, og ikke, som så mange andre nye SUV modeller, skabt på basis af en eksisterende personbil.

Det er som sagt fjerde generation af vognen, der ej længere er en Grand, men kun Vitara, som har fået en lille overhaling, og det frisker unægtelig op på flere punkter.

Fronten har nemlig fået en mere rå og simpel grill med seks brede ribber, der er smækket lidt krom om LED-kørelysene og ditto ved nummerpladen. På bagenden er der nye fyldige lygter og beskyttelsespladen (som jo er med til at signalere offroad) har blevet spiffet lidt op.

Der er skruet op for kvaliteten i kabinen med mere blød plast på instrumentpanelet, men bare rolig, der er stadig lidt af den hårde tilbage på dørene, det lille display mellem urene er blevet lækrere med flere farver, det er muligt at få panorama soltag og så er midterarmlæn blevet standard. Al sammen forbedringer, der bringer komforten en tak op og gør Vitara bedre.

Også sikkerhedsudstyret er blevet mere nutidigt med flere nye funktioner såsom skiltegenkendelse og advarsel om krydsende trafik bag vognen, en feature som man faktisk ret hurtigt bliver glad for, når man parkerer i bås i byen.

Sidst, men ikke mindst er der nye motorer på programmet. Den gamle 1.6 liters sugemotor med 120 hestekræfter udgår nemlig og bliver erstattet af en 1.0 liters turbomotor med 112 hestekræfter, der som noget nyt har partikelfilter. Og den kører aldeles glimrende, frisk og godt på den lille formiddagstesttur, som vi tager den med rundt på.

Desuden kommer den opdaterede Vitara også med en 1.4 liters motor med 140 hestekræfter, som vi tester i begyndelsen af det nye år.

Er du mere til diesel, er det bare ærgerligt. Det er nemlig slut. Diesel udgår, så den opdaterede Suzuki Vitara kommer udelukkende som benzinbil, når den introduceres her i weekenden. Vitara kan fås med for- eller firehjulstræk og AllGrip select (køremodes til terræn).

Prisen starter på kr. 198.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On