Frisk livstilsvogn, Kia Stonic

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

Foto Malene Raith

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak. Fordi Kia har spiffet den grå Stonic testbil op med lidt farver. Den lille kompakte crossover kan nemlig godt blive lidt anonym uden, og selvom køreegenskaber og praktik naturligvis altid tæller, så er design absolut afgørende for en livsstilsbil som den her til byen.

Og i mine øjne bare tager vognen sig altså bare bedre og bedre ud jo mere farve og styling, man fylder på.

Men nuvel. Hvis man bare ønsker sig en vogn, der går lidt mere i et med omgivelserne, så naturligvis fred være med det. Stonic kan jo også bare købes i blå eller grå, og uanset kulør har den nye model fra Kia da stadig både frihøjde, beskyttelseskanter over hjulkasser og ved for-og bagende. Ikke fordi det er en frisk lille offroader, men igen fordi, at undersøgelser viser, ifølge Kia, at udseendet er vigtigt, når folk vælger bil i netop det her segment. Faktisk så vigtigt, at folk har tendens til at være mindre loyale overfor deres vanlige mærker, og mere åbne overfor andre brands, så længe exteriøret ser godt ud.

Og så kører jeg lige parolen igen. For det her segment med de SUV-lignende kompakte modeller, populært kaldt B-SUV segmentet, er jo altså i rivende udvikling. Ikke bare i Danmark, men hele Europa. Til sammenligning udgjorde det 16 procent af det samlede salg i 2012. I 2016 var det allerede steget til 26 procent. Og det marked vil Kia naturligvis have en bid af.

Og forventningerne til Stonic er store. Så store at Kia allerede inden introduktionen kaldte Stonic for deres nye baby flagskib med kraftig referance til salgssuccessen og storebroren Sportage.

Stonic deler platform med Kia Rio, men er hævet, hvilket giver den eftertragtede frihøjde, som gør denne type bil så populær. Hvorfor det er populært? Fordi det ikke bare er lettere at hoppe ind på og placere børn på sædet af en højere bil, men også giver et bedre overblik over trafikken bag rattet. Nuvel, det varer selvfølgelig bare til, at alle biler på vejene har den her højde, men lad nu det ligge.

Stonic er desuden gjort mere stiv, har andet styretøj og støddæmpere, og så har den desuden en ny grill med lavt luftindtag på fronten, korte udhæng for og bag, et særligt hak i linjen langs siden, mere rummelighed og vandrette linjer på bagenden. Alsammen virkemidler, som gerne skulle placere Stonic et sted mellem den underholdende Rio og den mere praktiske Sportage.

At det er en livsstilbil, vi er ude i, understreges som sagt så yderligere af den for Kia helt nye mulighed med personlig styling. Der kan vælges farver på bagspoileren, på sidespejlene, de store C-stolper (dem ved bagruden), og taget, foruden mulighed for farve på syninger og lister i interiøret.

Det er nemlig som udgangspunkt ikke det mest sprælske, men det er brugervenligt, enkelt og nemt at overskue med klimaanlæg, en glimrende 7″ navigationsskærm og et godt fungerende bakkamera. Sidstnævnte er rart ekstraudstyr, når man har en høj bagende. Køresystemer som automatisk nødbremse, advarsel om trafik bag bilen og som noget helt nyt for Kia: træthedsassistent, der giver en lille advarsel om, at man måske skulle holde sig en pause er standard, også den høflige vognbaneassistent, der bipper behageligt uden at være stressende, når man kører over en stiplet linje uden at blinke.

Til gengæld skal man undlade at dreje nøglen på vognen, før man har fået sele på. Hvis man altså ikke er fan af høje bip.

Vognen med den mindste motor er måske ikke motorvejens hurtigste, men den fungerer fint, og som jeg kører ind i byen helt upåklageligt. Og har man brug for mere kraft, kan man jo bare shoppe op på hestekræfter til 120. Fælgene på 17″ er ekstraudstyr, som ser godt ud, men også koster lidt på komforten på de ujævne københavnske vejarbejds veje, til gengæld er køreegenskaberne ganske behagelige. Og det er ikke uvæsentligt selv på en livsstilsbil.

Den David Bowie syngende dreng på bagsædet har fin plads, også til sin kammerat, og reagerer desuden altid positivt på vogne med kolorit. Og det er han ikke den eneste, der gør. Flere kommenterer nemlig den stylede nye Kia model som værende frisk og anderledes, hvilket blot bekræfter udgangspunktet for denne type bil: at udseendet så afgjort betyder meget. Om omgivelserne ville reagere på samme måde på en Stonic uden de orange spejle og stolper vil jeg lade være op til andre at afprøve.

Kia Stonic fås fra kr. 194.999,-

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On