Forfrisket med forfriskning, VW Golf

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Aaah. Der er unægtelig altid noget trygt og hjemligt ved at sætte sig ind i en Golf. Nok er det ved at være host, host en hel del år siden, at jeg, med et dugfrisk kørekort i lommen, satte mig bag rattet på en Golf 3 for første gang og nervøst bevægede mig gennem trafikken, og nok er der sket en hel del med vognen siden.

Men selvom linjerne er nye, er de stadig tro mod vognens oprindelige omend mere kantede design, og gear, kobling og styretøj er ikke noget, jeg behøver ikke bruge energi på at lære at kende. Det fungerer bare. Ikke mindst i denne her nye faceliftede Golf 7 med den helt nye 1,5 liters TSI EVO motor.

“Lynet er slået ned i den, så farven er elektrisk,” forklarer sønnike legekammeraten, som de fulde af æresfrygt tager vogntøjet i besigtigelse. Altså. Normalt kommenterer jeg ikke farver på testbiler, for de kommer trods alt som oftest i flere nuancer. Men lige præcis denne her, Turmeric Yellow, synes jeg, er en fryd for øjet. Særligt efter de kedelige finanskrise år, hvor ingen turde bevæge sig udenfor farvespekteret sort, hvid og sølv. Og kombineret med den blå BlueMotion liste på fronten, giver det faktisk den ellers, og det er ikke ondt ment, til tider anonyme vogn, sin helt egen personlighed, som er svær at overse.

Her mindes jeg specielt alle de gange, hvor jeg satte bilnøglen i låsen på den forkerte af de fire blå Golf 3, der holdt parkeret i min gade.

Golf er jo en ikonisk model for bilproducenten i Wolfsburg, som siden lanceringen i 1974 har solgt i mere end 33 millioner eksemplarer på verdensplan. Der sælges i snit over en million om året i øjeblikket, og bilmodellen står for omkring 16 procent af Volkswagens samlede salg.

Vi er nu oppe på 7. generation, og det er som sagt den, der er blevet faceliftet. Opgraderet lidt i design og interiør.

Og nej. Det er ikke kun dig, der måske ikke liige kan få øje noget stort nyt ved den opgraderede vogn, men kig nu efter alligevel. Der er nemlig kommet en ny forkofanger og ny bagkofanger, der gør vognen både bredere og lavere at se på, og så har den fået en ny kromliste. Lygterne har fået ny form og fås med fuld LED.

Og så er der jo som sagt interiøret. Ja, ja, det ligner måske meget sig selv rimeligt meget sig selv, men infotainmentsystemet, Discover Media, med en 8” skærm er nyt, og jeg er særligt fan af den digitale instrumentering, som gør, at navigationen kan flyttes ind i displayet mellem urene.

Sikkerheden er også forbedret med blandt andet mulighed for kø assistent, skiltegenkendelse, vognbane assistent, adaptiv fartpilot, og falder jeg i søvn bag rattet, altså sådan helt for alvor, kan vognen såmænd også overtage kørslen, tage farten af og starte katastrofeblinket.

Og så er der jo lige den der motor under hjelmen. Den nye 1.5 liters TSI EVO motor som i dette tilfælde har 130, men også fås med 150 hestekræfter. Den brummer behageligt dybt, som jeg tuller af sted gennem byen, og da jeg kommer ud på landevejen og fri af alle lyskryds, synes jeg, at jeg bemærker det. Cylinderfrakoblingen. Fra fire til to.

Motoren bliver en smule mere stille og stabil, omend det kan være noget jeg bilder mig ind. For denne her motor er faktisk generelt meget støjsvag og giver sig først til at snerre lidt, når jeg lige skal lave en frisk overhaling. Hvilket jeg så gør ret tit. Jeg mener, man kører jo ikke som en morfar i en Golf, vel?

Det kan selvfølgelig give mig dårlig samvittighed over noget andet. Nemlig brændstofforbruget, men selvom jeg åbenlyst ingen ørn er til sparekørsel, klarer det gule lyn det nu ganske godt.

Måske er det med til at jeg stadig føler mig hjemme i en Golf. Her er plads til lange ben bag rattet, to glade børn på bagsædet, alle skoletasker og indkøbsposer i bagagerummet, og den friske nye motor står ikke tilbage for nogen. Den er uanstrengt, dynamisk og nuvel, at brændstofforbruget så unægtelig er en her hel del bedre i denne her end min første Golf, er så absolut en af de forandringer, man kun kan klappe i hænderne over. Uanset om man er til blå eller gul.

VW Golf 1.5 TSI EVO

Pris kr. 261.596,-

Hestekræfter: 130

Topfart: 210 km/t

0 – 100 km/t på 9,1 sekunder

Kilometer på literen: 20 – 20,8

Golf fås fra kr. 216.996,-

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On