MmmMotorsport

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith & BMW

”Vi har arbejdet intenst mod 24-timers løbet i Le Mans. Det er det største udholdenhedsløb i verden …” Ordene tilhører BMW Motorsport Director, Jens Marquardt, men de kunne lige så godt være mine. For som jeg står her ved den 13,6 kilometer lange berømte bane vest for Paris med ører, der vibrerer af motorlarm og endorfiner, der som følge bruser i blodet, kan jeg kun give ham ret.

Det her, det er det største. På rigtig mange områder.

Circuit de la Sarthe i Le Mans, Frankrig, har siden 1923 lagt både racerbane og almindelig landevej til udholdenhedsløbet over dem alle: 24 Heures du Mans. For motorsportinteresserede danskere behøver banen næppe nærmere introduktion, og man skal da også have levet under en sten, hvis man ikke ved, hvem Tom Kristensen er. Men det er faktisk ikke kun derfor, at jeg er her. Jeg er nemlig inviteret herned af BMW i anledning af verdenspremieren på deres helt nye BMW 8-serie.

Sløret på racerudgaven, BMW M8 GTE, blev allerede løftet, da BMW bekræftede rygtet om, at de ville vende tilbage til Le Mans-serien WEC (World Endurance Championship) i år med hele to vogne. Men den nye BMW 8-serie til menigmand har endnu ingen set.

Nåh. Men hvorfor gøre så meget at gøre ud af en ny bil, spørger du måske. Jo, det skyldes flere ting. For det første kan man ikke komme udenom, at taler man BMW, taler man sportsvogne og køredynamik, ikke praktik og varevogne. For det andet sidder motorsport dybt forankret i det tyske mærkes DNA.

Allerede i 1930’erne havde BMW succes i det italienske prestigefulde Mille Miglia løb, også deres Formel 1 historie går mange årtier tilbage, de deltager i det tyske mesterskab DTM og så videre. I 1939 vandt BMW så Le Mans i sin klasse for første gang, og siden har mærket været repræsenteret enten som vogne eller med motor i det franske udholdenhedsløb.

BMWs M afdeling (M for Motorsport, men det ved du sikkert) blev startet i 1972, og sidst vi så dem her på Le Mans, var i 2010 med de farverige såkaldte BMW M3 Art Cars, der var dekoreret af kunstneren Jeff Koons og deltog i LM GT2 klassen. Og vi er så også nogen, der husker, host, host, at en af dem kørte ind i Tom Kristensen og kostede ham førstepladsen.

Nu er BMW altså tilbage på banen igen i pomp og pragt med det de kalder Mission 8. Nemlig. Det er en 8-serie mission det her. Og de to måske vigtigeste grunde til at BMW, og andre bilproducenter, kaster en formue efter et arrangement som det her er: at de for det første markerer sig som et dynamisk brand overfor millioner af mennesker, der verden over kigger med (Audis deltagelse ved Le Mans i sin tid gjorde for eksempel at de for alvor slog igennem på det amerikanske marked), og for det andet giver et langdistanceløb en unik mulighed for at gennemteste bilerne og indsamle data, som senere kan blive brugt i de helt almindelige produktionsvogne.

“Samtidigt præsenterer vi den helt nye BMW 8-serie Coupé. At lancere denne bil til dette unikke løb er meget specielt for os. Dette er første gang, at racerudgaven rammer vejen før den tilsvarende produktionsbil. At se begge biler side om side i Le Mans er virkelig et højdepunkt,” fortsætter Jens Marquardt.  Og det er jo ikke en hvilken som helst BMW.

8-serien er BMWs flagskib, og den nye store sportscoupé er et imponerende skue med sit beasty nye design.

Silkeklædet blev løftet af den 4,843 meter lange og 1,9 meter brede vogn aftenen før løbsstart og blottede dermed den nye imponerende front med den store selvsikre nyreformede grill (altså super nyreformet er den jo ikke rigtig længere).

BMW 8-serie Coupé kommer til Danmark i november måned i to udgaver: BMW M850i xDrive Coupé med en ny 4,4 liters V8-motor med M Performance TwinPower-teknologi og hele 530 hestekræfter, der sender fra 0 til 100 km/t på bare 3,7 sekunder. Med firehjulstræk, sportsudstødning og hele dynen. Og så den mere afslappede direktionsvogn BMW 840d xDrive Coupé med en sekscylindret dieselmotor og 320 hestekræfter.

Den luksuriøse vogn har lang akselafstand, men det er ikke noget, der kommer bagsædepassagerer til gode, erfarer jeg, som jeg sætter mig ind på forsædernes tykke læder. Det er en coupé, ikke? Her er der hverken bagdøre eller plads til namsefingre på bagsædet. Næh, kyl hellere golfsættet, shoppingposerne eller pelsen derom, og stræk så stængerne ud bag rattet. Gennemsyret luksus. Du kan se det hele i filmen nederst.

Det er der så ikke meget af i de rå muskelbiler BMW M8 GTE racerbiler, der ruller på banen lørdag eftermiddag.

24 Heures du Mans er en sand bilfestival, der samler ikke bare folk, men også vogne fra hele verden. Har man en spændende bil, er det her stedet man kører til for at få den beundret, og har man ikke en, tager man hertil for at kigge på dem. Som jeg bevæger mig rundt i den allestedsnærværende lugt af grillkul møder jeg for eksempel en flabet McLaren 650, oplever en tyk ældre herre lave rullefald ud af en klassisk Testarossa, og folk der klapper i begejstring, som tre Super 7 kører forbi.

Kan man lide biler eller har man en bilglad søn, er Le Mans simpelthen oplevelsen over dem alle. Glem Disneyland. Også som kvinde. Ja, selvfølgelig er her flest mænd – åbningceremonien med racerbiler, mænd der firer sig ned fra helikoptere og Tricoloren, der foldes ud på himlen af kampfly, er den rene Gillette reklame. Men der er altså kommet flere kvinder blandt publikum med årene, også flere børn, og jeg møder såmænd sågar en hund, da jeg går en tur i pittlane kort før løbsstart.

Og pas på hvad du siger. Nej, nej, de dersens franskmænd taler ene og alene fransk, men der er danskere overalt. Det ses ikke bare på de mange Dannebrog, der blafrer i vinden, men også på kasketterne fra K-Rejser. Og tunnelerne under banen runger til tider rent dansk. Nok er halvdelen af fansene gået på pension sammen med Tom Kristensen, men der er skam stadig tusindvis der vender tilbage hvert år og hylder de andre danske kørere.

I år deltager seks danskere i fem forskellige biler, heriblandt den eneste kvindelige racerkører ved løbet, Christina Nielsen. Men faktisk gemmer BMW også på en dansk overraskelse. 23-årige Mikkel Jensen fra Århus har en atypisk baggrund som racerkører, da han faktisk først startede med at køre gokart som 15-årig. Det gjorde han til gengæld så overbevisende, at han, efter at have kørt for Mercedes, blev kontaktet af BMW og tilbudt en plads i deres juniorprogram. Der er man for et år ad gangen, men Mikkel er i gang med andet år, og står efter sigende på vippen til at blive fabrikskører for BMW.

Her på Le Mans er han tilknyttet den ene BMW M8 GTE racer som reservekører, og selvom chancerne for at komme i vognen er minimale, får han mulighed at vise, hvad han kan. Mikkel Jensen har nemlig fået et sæde hos det italienske LMP3 team, Eurointernational, og selvom han aldrig har været på Le Mans før, kører ham alligevel sin LMP3 vogn ind på førstepladsen i første runde af Michelin Le Mans Cup fredag eftermiddag. Desværre bliver han så kørt af banen i anden og afgørende runde lørdag formiddag, men med alle BMW cheferne tilstede hernede har han nu alligevel fået gjort sig bemærket.

I år er en såkaldt supersæson for Le Mans serien, WEC, der fremover ikke længere vil følge kalenderåret, men blive afsluttet med seriens længste løb, og det betyder at denne sæson først afsluttes ved næste års Le Mans.

Måske er det derfor, at tyskerne i BMW lejren er optimistiske. For nok befinder de to BMW M8 GTE racere sig i den mest, med al respekt for prototyperne, spændende og actionpakkede gadebilsklasse LM GTE Pro, hvor de skal konkurrere mod brølende Corvetter, lynhurtige Ford GT, vinderne fra sidste år: Aston Martin og lyserøde Porscher, men der går faktisk ikke lang tid efter løbet er sat i gang, før BMW’erne begynder at markere. Og som solen går ned over Le Mans og det store pariserhjul ved Fordchikanen tændes, rykker BMW M8 nr. 82 (selvfølgelig noget med 8) sikkert frem i feltet. Desværre byder natten på problemer for vognen, der ellers kom på en andenplads ved 12 timers løbet på Sebring, og da vognen næste morgen ryger i barrieren, er det slut. BMW M8 GTE nummer 81 fortsætter til gengæld ufortrødent.

Alt kan ske på Le Mans, hvor sikre vindere ikke så sjældent udgår i 23. time, og selvom den sidste sort, hvide og røde BMW M8 GTE ikke får kørt sig længere op end en 12. plads er der alligevel tilfredshed i BMW lejren. Vognene er nye, den ene klarede skærene, den anden har en andenplads i bagagen og WEC sæsonen endnu super lang.

Som de brølende motorer slukkes og de rødglødende bremser køler ned i takt med at grillkullene går ud på teltpladserne, vender den offentlige trafik på ny tilbage til landevejen her i Le Mans. Fødderne er ømme, kinderne røde af sol og kroppen træt af alt for lidt søvn. Alligevel er der smil på mine læber. For nok blev det ikke BMW M8 GTE, der tog sejren i GTE Pro klassen i år. Men det gjorde danske Michael Christensen til gengæld i sin lyserøde Porsche. Kongeklassen, LMP1, blev efter flere års forsøg endelig vundet af Toyotas hybridracer.

Spændingen, farten, lyden og de 24 timers belastning af vogne og mandskab gør unægtelig, at jeg er helt enig med BMWs Motorsportdirektør. Det her er verdens største udholdenhedsløb –  og simpelthen verdens bedste motorfest.

Og oui, løbet kommer igen allerede til næste år.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On