Når enden er god… Hyundai i30 Fastback

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

“Hah, og hvor er det så lige, man trykker på firehjulstrækket?” Griner jeg, som vi triller hen over mindre sten og huller i vejen. Min kollega og jeg har rodet os ud på en ujævn grusvej, som ender blindt i et buskads, så nu er vi på vej ud igen med uforrettet sag.

Og det er faktisk hverken fordi, vi befinder os i en SUV, crossover eller firehjulstrækker. Derimod er den grå i30 Fastback sænket, dynamisk og noget helt andet end en offroader, men vi vil bare så gerne finde et pænt sted at fotografere vognen. For hvis der er noget den helt nye model fra Hyundai handler om, så er det linjer, design og stil.

Vi starter da også dagen ved den smukke kunst- og videnskabsby, Ciudad de Las Artes  y Las Ciencias (som man siger på spansk), i Valencia, Spanien, hvor Hyundai har inviteret til testkørsel af deres helt nye i30 Fastback.

i-modellerne er Hyundais kernemodeller, og i30 har siden første generation solgt i henved 1 million eksemplarer i Europa. I Danmark udgør den nærved 25 procent af Hyundais samlede salg, og siden den første kom på markedet herhjemme i 2007 er der blevet indregistreret 19.372 stykker.

Betydningen af i’et blæser lidt i vinden, og Fastback er da heller ikke helt let at sætte i bås, men sikkert er det, at det er en helt ny fjerde version af i30, der hidtil har talt en stationcar, en hatchback og den sportslige hothatch i30 N. Fastback fuldender hermed i30 familien, som en slags coupé med fem døre. Linjerne er inspireret af tidligere tiders GT-vogne med sin lave taglinje og aerodynamiske bagende, og køreegenskaberne sportslige uden at være ukomfortable.

På pressemødet forklarer Hyundais designere, hvem de forventer, er i målgruppen for den nye vogn. Typisk folk i byen uden børn, som går op i design og dynamik, og gerne vil have noget, der står ud i mængden. Oversat til danske forhold betyder det nok mest folk, hvor børnene er flyttet hjemmefra. Beskatningen sender trods alt oftest først folk bag rattet på en ikke-brugt bil, når de er blevet etableret med uddannelse, job … og børn.

Man kan altså godt bruge den til det, hvis man vil, men det er ikke en udpræget familiebil, det her. Den er i hvertfald ikke tænkt sådan, det er coupéer sjældent, omend i30 Fastback både har et fint bagsæde og adgang til det med bagdøre. Men det er til shoppingposerne og overtøjet. i30 er nemlig trods alt en Golf-størrelse bil, som i Fastback’en har fået en lavere taglinje, er blevet en lille smule sænket og en lille smule længere.

Hyundais nye store signaturgrill på fronten er blevet dekoreret med et særligt hønsenetagtigt mønster, forlygterne er lange og smalle, og så har Fastback desuden et sæt elegante LED-lys, som understreger det sporty look.

Men det er den spidse og kantede bagende, der først og fremmest fanger min opmærksomhed. Her skiller designet sig nemlig for alvor ud fra de andre i30 modeller med buen på bagageklappen, som går ud videre ned i de brede baglygter. Det ser unægtelig skarpt og selvsikkert ud sammen med det store Fastback logo plantet midt på klappen, og nuvel, så er det også godt for aerodynamikken.

Når man åbner bagklappen, ryger hele bagruden med op, og det får den elegante coupélignende taglinje til at fungere.

Der sidder 18″ fælge på vognen, jeg kører i i dag, men jeg har også valgt topmodellen. En 1.4 benzinmotor med 140 hestekræfter og et 7-trins DCT automatgear. I30 Fastback fås også med en 1.0 benzinmotor med 120 hestekræfter og 6 manuelle gear, og senere følger også to dieselvarianter med henholdvis 110 og 136 hestekræfter.

Og den store motor kører både rigtig behageligt og dynamisk. Den er hurtigt oppe i fart, når jeg skal ud på motorvejen, men hvis jeg vil gøre det hurtigere, kan jeg selv skifte gearene på rattet. Den halvhårde undervogn er med til at understrege det sportslige, nuvel, det mærker vi specielt, som vi roder rundt ude på grusvejen, og så har udgaven her desuden både adaptiv fartpilot og lanekeeping assist, et par selvkørende funktioner, som optimerer kørekomforten. Specielt på motorvej og længere ture, hvor vognen også er dejligt støjfri.

Over midterkonsollen sidder en glimrende 8″ skærm, hvor jeg kan følge navigationen, som også bliver vist i det lille display mellem urene, og i rummet bag gearskifteren kan jeg lægge min iPhone til trådløs opladning. Hvis jeg altså har en iPhone 8 eller højere.

Det er ingen tvivl om, at i30 Fastback henvender sig til den lidt mere kræsne Hyundai kunde. Dem, der vil have ekstra meget udstyr, mere komfort og mere stil fremfor praktik, uden at det skal koste en formue. Fokus er som sagt på ægte coupé maner på forsæderne, og bagsædepassagerer må betragte sig selv som på tålt ophold i den lille cruiser, som både kan køre komfortabelt i byen, og dynamisk på motorvejen, når ferien i Sydeuropa kalder. Nårh, ja, så klarede den da også grusvejen i appelsinlunden ganske uproblematisk, helt uden firehjulstræk eller ekstra frihøjde.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On