Hellere lille og hurtig, Volvo V40 R-Design

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Nårhm såh … farveller!” Jeg kigger sejrfuld på Audien, der forsvinder i bakspejlet, som jeg træder speederen i bund og racer ud på motorvejen. Yes, det havde han nok ikke set komme, smiler jeg kækt og nyder hvert sekund i front, inden Audien kort efter blæser forbi mig i overhalingsbanen.

Nuvel, man kan altså heller ikke forvente mirakler, når man befinder sig i Volvos mindste model, V40, men med R-Design på bagen, kan man i hvert fald se og føle sig som en raket, indtil andet er bevist.

Volvo V40 så dagens lys første gang i 2012. Derfor trætte den det også til en opgradering forrige år, hvor vognen fik blandt andet fik de nye “Thors hammer” forlygter, og dermed det skarpe look, som har præget hele Volvos modelfamilie siden XC90’s verdenspremiere i 2014. Lillebror ligner med andre ord resten af familien lidt mere nu, og det går an til næste generation indenfor overskuelig fremtid bliver præsenteret. Og så må vi se, om dens særpræg forbliver bevaret: bagenden.

For når det nu er en hatchback, der altså har adgang til bagagerummet fra kabinen, får bagenden en rund form, som er karakteristik for V40. Man er aldrig i tvivl modellen, når man møder den bagende i trafikken. Og er der to udstødningsrør, ved man, at det er R-Design.

Og kig engang på hjulene. Her er vognen udstyret med 18″ letmetalsfælge. Der var engang den slags ikke kunne interessere mig mindre, men bruger man lige to minutter og nuvel, 20.000 kroner, er det ikke svært at få øje på, hvordan de klæder bilen og understreger dynamikken. Man kan sagtens bruge sko, for at undgå at få beskidte og våde tæer, det er der intet i vejen med. Men man kan også vælge sko, der passer til resten af påklædningen. Afhængig af hvem man er, og hvad man er til.

Interiøret er umiskendeligt Volvo, spiffet op i R-Design med sort læder og hvide syninger, et lækkert 6-trins automatgear, sportspedaler i aluminium og et dejligt stort læderrat. Jeg elsker store rat. Men jeg ser gerne, og måske er det bare mig, at de dersens oldschool taster i midterkonsollen, som bringer minderne frem om datidens KTAS trykknaptelefoner, og i øvrigt fuldstændig mystificerer min 7-årige søn, snart ryger hen, hvor de hører til: fortiden.

For der er så meget fremtid over V40 R-Design. Jeg kan ikke lade være med at køre den villige vogn som en lille raket, den er skæg at åle sig gennem trafikken i, og give gas ud på motorvejen, og det er fedt at se overraskelsen hos folk, når de ser en forholdvis fornuftig Volvo pludselig flyve af sted. Det får mig selv til at føle mig som en frisk bandit bag rattet.

Og fordi det er Volvo fornægter sikkerheden sig ikke. V40 er udstyret med en top teknologisk City Safe sikkerhedspakke, som blandt andet består i fodgængerairbag, skulle en forvirret hundelufter eller et grønt bud dukke uventet op i bytrafikken, samt diverse kollisionsforhindrende systemer.

Så ja, det er nok Volvos mindste, men det tager ikke selvtilliden fra bilen, og gør den iøvrigt heller ikke super lille. Der er fin plads til to børn eller teenagere på bagsædet, og alle indkøbene i bagagerummet, hvor bagsæderne også kan lægges ned. Praktikken er naturligvis på sin plads, når man bruger V40 i hverdagen, sikkerheden er i orden, men det forventer man sig vel også af en Volvo, og har man brug for et smil, kan R-Design flytte sig pænt hurtigt, hvis det er.

Nok kan den ikke matche en stor Audi, det ville også være lidt skørt, men den kan nemt overraske omgivelserne og glæde chaufføren, hvis man vælger sine kampe med omhu.

 

Volvo V40 T4 R-Design

Pris fra kr. 402.695,-

Hestekræfter: 190

0 – 100 på 6,5 sekunder

Kilometer på literen: 18,2

Volvo V40 fås fra kr. 254.191,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On