Geneve Motor Show 2018 High Lights

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith

Hvis du ikke når forbi Geneve Motor Show, som løber af stabelen nu og næste uge frem, så kommer der her lidt highlights.

Som altid er Geneve Motor Show fuld af superbiler såsom Zenvo, Bugatti, McLaren og Lamborghini, som vi allerede har vist et par stykker af på facebook, men en anden fast gæst på showet er Koenigsegg. I efteråret satte den svenske bilproducent ny verdensrekord, og slog dermed Bugatti Chiron med fem sekunder, ved at komme fra 0 – 400 km/t – 0 igen på blot 36,44 sekunder i en Koenigsegg Agera RS. Årsagen, forklarede Christian von Königegg på et pressemøde ved standen, var, at de ville undersøge, hvor hurtigt man egentlig kunne køre i den vilde supervogn, og derfor kørte de den såmænd til Danmark og skød den af sted på den nedlagde Flyvestation Vandel. Banen er bare forholdsvis kort til den slags, hvilket altså gjorde, at der skulle bremses ret hårdt. Og derved satte de ufrivilligt en ny rekord. Vognen på billedet herover er den ene af de to håndbyggede Koenigsegg Regera med 1500 hestekræfter, som man kan møde på udstillingen.

Ford har europæisk premiere på den nye specialmodel af Mustang GT, der i hyldest til Steve McQueen og hans legendariske film, har navnet Bullitt. Den vilde V8 har 464 hestekræfter, en topfart på 260 km/t, ingen hest på fronten, en målskive på bagageklappen, en cool rund billardkugle som gearskifter samt andre lækre detaljer. Mustang Bullitt bliver desuden hver især nummereret og kommer til Danmark i sensommeren 2018.

En hel del bilproducenter på årets internationale motorshow i Geneve er blevet ramt af frygten for MeToo og derfor ladet mandlige modeller flankere side om side med de kvindelige. Men hos Skoda lader de denne skønhed stå alene og stråle om kap med den nye Vision X, en konceptbil, som efter sigende skulle være meget tæt op ad den nært forestående lillebror til Karoq. Regn dog ikke med, at krystallerne i logoet kommer med på produktionsudgaven.

Endelig er det et faktum: der er en ny Toyota Supra på vej. Udgaven her, GR Supra Racing Koncept, er dog, jep, en racer konceptudgave af den kommende 5. generation af Toyotas berømte sportsvogn, som altså nu bliver genintroduceret på det danske marked i en produktionsudgave allerede i 2019. Altså 17 år efter at produktionen af den legendariske sportsvogn stoppede.

Toyota har desuden endnu en spændende nyhed på podiet, nemlig den nye 3. generation Auris, som ikke bare er blevet pænt meget mere skarp i designet, men nu også kommer i hele to hybridvarianter, så man kan gå efter en stor eller lille hybridmotor. Det går i øvrigt meget godt i spænd med Toyotas nye udmelding om, at de allerede fra i år vil udfase dieselmotorer i nye bilmodeller.

Jeg er nok ikke ene om at knuselske den store vilde Jeep Wrangler, og synet af den nye generation på Geneve er absolut ikke skuffende. Wrangler er nok blevet rundere i formen, men stadig meget autentisk, og så er den lidt mere luksuriøs i interiøret, der iøvrigt har branchens eneste vandtætte instrumentbord. Det gælder også infotainmentskærm og knapper.  Hvilket måske skyldes, at det nu er muligt, ud over som altid at kunne pille døre og tag af vognen, også at vippe forruden ned, så man kan få luft, hav og mudder lige sylten, når man høvler gennem landskabet i den stærke terrængående vogn. Nårh, ja, der er selvfølgelig også en prop i bunden, så man kan lukke vandet ud.

Nej, det er ikke en Seat, omend vognen hedder det samme som det spanske mærkes store SUV Ateca. Næh, det er nemlig Cupra udgaven af vognen, altså sportsudgaven med 300 hestekræfter. De dynamiske Cupra modeller vil nemlig fremover blive samlet som selvstændigt brand med eget logo, særligt design og detaljer, som her i den allerførste model, Cupra Ateca, der naturligvis også har masser af alcantara i kabinen, som man kan kæle med, når man altså ikke lige er ude at give gas.

Endelig er det også muligt at nyde endnu et knivskarpt pletskud fra Volvo, nemlig den helt nye Volvo V60, som står og funkler i Geneve. Den svensk/kinesiske bilproducent kunne i øvrigt åbne Geneve Motor Show med den prestigefulde titel som Årets Bil i Europa 2018 for deres nye Volvo XC40.

Du kan se flere nyheder fra den internationale biludstilling i Geneve i Aprilnummeret af PRÊT-À-PARTIR Magasin.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On