Til vands, til lands og ved muffen

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Foto Malene Raith og JLR

“Hovsa, ups, sorry …!” udbryder jeg med smil fra øre til øre og kun en lille smule overrasket. Det er bare sjovere at tage chikanen sidelæns, men jeg må altså ikke rigtig for instruktøren. Det er nemlig slet ikke ideelt.

For jeg kører ikke bare på en ikonisk racerbane, jeg sidder også bag rattet i den ypperligste sportsvogn fra Jaguar, en F-Type SVR, som med sine 575 hestekræfter snildt kan nå op på den fornuftige side af 260 km/t på langsiden. Og så skal man altså gøre, hvad der bliver sagt, koncentrere sig om at få bremset i god tid, og passere chikanen optimalt. Og ikke lege Brian i svingene.

Jeg befinder mig på den legendariske Formel 1 bane Autodromo Nazionale Monza ved Milano, Italien, som med sine tre vilde langsider har kostet adskillige racerkørere, blandt andet Ronnie Peterson, livet, siden første spadestik for over 95 år siden. Her har Jaguar Land Rover inviteret til seriøs testkørsel af forskellige af deres vogne, som i rigtig seriøs testkørsel. Ikke bare lidt sjov med en F-Type og bremseøvelser i en Range Rover. Vognene har nemlig alle det til fælles, at de er skabt i Jaguar Land Rovers særlige SVO afdeling. Special Vehicles Operations. Og ja, det klinger unægtelig en lille smule af James Bond, og føles faktisk også lidt sådan, når man kommer over 230 km/t på langsiden. I en enorm Range Rover Sport. Det vender jeg tilbage til.

Special Vehicles Operations, der blot har tre år på bagen, blev oprindelig sat i verden, fordi efterspørgslen på speciallavede biler begyndte at stige. Finanskrisen var slut, og folk, altså de meget velhavene af slagsen, ville nu have noget, som ikke bare var luksuriøst, men også helt unikt. Derfor begyndte den britiske bilfabrikant, der i forvejen havde en afdeling, som ombyggede vogne efter kundernes ønske, at udvikle en ny særlig udgave af deres, på det tidspunkt nye model, F-Type. Den fik tilført DNA fra det klassiske Jaguar ikon, D-Type, og fusionen blev døbt Project 7. En hyldest til Jaguars syv sejre på Le Mans. Bilen blev kun lavet i 250 eksemplarer, og vupti, en stjerne var født.

Project 7 blev revet væk, og SVO var kommet for at blive.

Efterfølgeren, Project 8, blev med sine 300 eksemplarer, hurtigt et “collectors item”, men udover specialbyggede biler i begrænset antal, begyndte SVO også at tage andre modeller under kærlig behandling. De blev mærket SVR.

SVO kan lidt sammenlignes med Mercedes-Benz AMG, men til forskel findes der ikke noget, der hedder SVR styling. Det er altid “the real deal”. Vaskeægte topmodeller fra Jaguar Land Rover, som er optimeret på områder som for eksempel komfort og luksus, der ses i Range Rover Autobiografy og Range Rover Autobiography Dynamic. Den første er skabt til dem, der foretrækker at blive transporteret i super luksus på bagsædet, den anden er til dem, som derudover også vil have mulighed for at sætte sig bag rattet ind i mellem og få en fantastisk køreoplevelse.

Og så er der selvfølgelig modellerne Range Rover Sport SVR og Jaguar F-Type SVR.

Her er top tunet dynamik i højsædet, og det er selvfølgelig de to biler, det handler om på Monza i dag. Og første bil, jeg sætter mig bag rattet i, er F-Typen.

Nok er den lille skarpe sportsvogn rimelig spif og sporty i forvejen, men i SVR udgaven får jeg stor spoiler, vild udstødning og ekstra hestekræfter, helt nøjagtig 575 stykker i alt, i en lille let to-personers vogn. Under hjelmen ligger en 5.0 liters V8 turbomotor, som kan sende mig fra 0 – 100 km/t på bare 3,7 sekunder med en topfart på 322 km/t. Bum. Lad mig sige det med det samme: det nåede jeg ikke op på.

For det er en fugtig morgen her i Italien, ikke? Ja, ja, det lyder som en dårlig undskyldning. Det er det måske også, men faktum er, at det en testkørsel, ikke et racerløb, det her. Og der skal altså ikke gå meget mere Brian i den, før jeg risikerer at skade den eksklusive vogn. Til 2,7 millioner kroner. Men 236 km/t får F-Typen da lov til at strække ud ved på langsiden, og bare rolig, det er rigelig til at give farve i kinderne. Specielt, når der venter en chikane for enden.

Det er sindssygt, sjovt og vildt det her. Jaguar F-Type SVR er super adræt og meget nemt manøvrerbar, og når jeg rammer kurver og gear rigtigt, er det let som en leg at indhente de større vogne på banen. Ikke overraskende måske, til gengæld bliver jeg det selv, som jeg skifter vogn. Til den store Range Rover Sport 5.0 V8 med 550 hestekræfter. Nuvel, nok bruger den et sekund mere på at komme op på 100 km/t og har “blot” en topfart på 265 km/t, alligevel er der noget helt overjordisk ved oplevelsen.

For vi kan vist godt blive enige om, at en Range Rover ikke er en strømlinet vogn. Den repræsenterer faktisk overhovedet ikke noget, man forbinder med fart med sin store grill, motorhjelm, høje siddeposition og enorme lodrette forrude. Vognens front er faktisk en stor luftstopper, der mere skubber end skærer sig igennem, og derfor er det så meget desto mere imponerende, at jeg kan sidde heroppe i sus og dus, og som en dronning vræle ud af langsiderne med 230 km/t. Okay, nok er det særligt vigtigt at bremse i god tid her, til gengæld krænger Range Rover Sport SVR ikke som en bus. Den ligger fast og manøvrer som en sportsvogn. DET er vildt!

Nårh, ja, og læg så lige dertil, at den jo også kan kravle op ad stejle stigninger, høvle gennem lyngen i højlandet, over store sten og forcere dybe vandhuller i junglen.

Det er med andre ord toppen af lækkert køretøj, det her, som kun er de færreste forund. Ikke bare velhavere, men de af slagsen som er pænt godt ved muffen. Prisen på en Range Rover Sport SVR er lidt over 2.5 milloner kroner, og naturligvis ikke noget, som JLR i Danmark forventer at sælge i dusinvis herhjemme. Eller i halve dusiner. Men enkelte kunder er der. Og så handler det selvfølgelig også om noget andet, nemlig branding.

Jaguar Land Rover er godt i gang med at løfte mærket og gøre det mere dynamisk. Nok er komfort og luksus stadig et bærende element, det er nu bare blevet kombineret med meget performance fremfor cigartændere og krystalkarafler.

Man kan få sin SVR udstyret og malet præcis, som man ønsker. Vil man have sin Range Rover i pink, så får man sin Range Rover i pink. Bespoke, kalder englænderne det, hvilket bedst oversættes til dansk som håndsyet. Det foregår selvfølgelig ikke på samlebånd, men stationært i hallen på Oxford Street i Coventry, hvor SVO har til huse, og i dag beskæftiger omkring 600 ingeniører og designere samt 250 mekanikere.

Næste vogn, der bliver taget under kærlig behandling af Q Division, er sandsynligvis den nye Range Rover Velar, men hvornår vi får den at se, er uvist. Der blev langet ca. 3500 af de eksklusive vogne over disken i 2017, langt størstedelen Range Rovere, og ifølge Q, altså direktøren for SVO, Mark Stanton, forventes antallet såmænd at blive endnu større i år.

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, så snart det udkommer tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On