Frisk, fræk og praktisk, Seat Ibiza FR

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

Foto Malene Raith

“Oh ja, ja, rolig nu, der er styr på det,” smiler jeg omend en lille smule overrasket. Der går nemlig alligevel et splitsekund, før det helt går op for mig, hvad det lige er, der sker på vej ind mod København i den friske Seat Ibiza FR.

En bilist roder med en parallelparkering foran mig, og selvom jeg har foden på bremsen og er klar til at overhale, har vognen ikke helt tiltro til, at jeg ved, hvad jeg laver. Først blinker og bipper den advarende, inden vognen beslutter sig for selv at bremse. Nuvel, nok havde jeg situationen under kontrol, men det er lige præcis i de her situationer, at ulykker opstår. En smådoven trafik, hvor folk begynder at tænke på noget andet. Og så er det jo super smart, at vognen er udstyret med automatisk nødbremse.

Det er den nye femte generation Ibiza, som jeg befinder mig i. Minibilen så dagens lys første gang i 1984, og den er af flere årsager en vigtig bil for Seat.

For det første går det bedre end nogensinde for det tysk ejede mærke, 2016 var fjerde år i træk med vækst, og det har ikke bare givet sorte tal på bundlinjen, det har også gjort Seat til et af de hurtigst voksende bilmærker. 408.700 biler blev der skubbet af samlebåndet sidste år og resultatet før skat på 143 millioner euro det bedste nogensinde.

For det andet har minibilssegmentet taget over efter mikrobilerne og er nu i vækst igen, og det gør det ikke desto mindre afgørende at være til stede med en konkurrencedygtig vogn.

Sidst, men måske aller vigtigst, så er Ibiza den første vogn i Volkswagen koncernen, som er bygget på den helt nye platform, som også bruges til blandt andet den nye VW Polo og Audi A1.

I sin 33 år lange eksistens har Ibiza solgt i mere end 5.4 millioner eksemplarer på verdensplan, 1290 stykker blev det til herhjemme sidste år, hvor minibilen står for omkring 20 procent af Seats samlede salg. Og med den nye vogn har de et pænt godt kort på hånden. For femte generation Ibiza er på flere områder anderledes end forgængeren.

Den nye Ibiza kan for eksempel kun fås med fem døre, den er bredere end sin forgænger, og så er akselafstanden desuden øget med 95 mm. som gør, at der er markant bedre plads på både bagsæde og i bagagerum. Jep, det gør den til den til dato mest rummelige Ibiza.

Og så er den desuden rigtig vellykket at kigge på. Linjerne er markante og dynamiske, som de stryger ned over fronten mod logoet, hen langs med siden af vognen og giver baglygten en skarp kant. De karakteristiske trekantede for- og baglygter i full LED, der kan ses i dagslys, og de store, og på FR versionen 18″, fælge gør unægtelig vognen super frisk og fræk at se på.

Men FR signalerer da også dynamik. Og det ses særligt på bagenden med de brede dobbelte afgangsrør, og de tre cylindre giver desuden vognen en dynamisk brummen, når man accelererer.

“Jeg har hørt, at de somme tider bare er lavet af plastik,” siger manden på havnen, som er kommet nærmere for at betragte den iltre røde vogn. Jeg nikker, men ved ikke rigtig, om jeg skal fortælle ham det. For det er de kantede “udstødningsrør” her altså også, og  der er slet ikke hul igennem. Det er ren pynt, og pyt med det. Det ser nemligt godt ud og det er trods det, det handler om. Og de 115 hestekræfter er fint kvikke og underholdende i både by og på motorvej.

Seat Ibiza FR er ikke kæberaslende hård i undervognen, og det er faktisk er rart i en frisk hverdagsvogn, som både er praktisk og samtidig appellerer til, at jeg lige skærer hjørnet ekstra hurtigt. Og så giver de tre cylindre desuden vognen en dynamisk brummen, når man accelererer. Al sammen sjovt og underholdende på den kontrollerede måde.

Men også indvendig tager Ibiza FR sig godt ud med sine røde syninger, skarpe sæder og nydelige instrumentbord med den store farveskærm i midten. Infotainmentsystemet er enkelt og brugervenligt at finde rundt i, mens fartpiloten godt kunne tåle at blive rykket op på rattet. Og jeg sidder rigtig godt i sædet bag det store rat, også på længere ture, hvor Ibiza FR kører dejligt stabilt og, hvis man kan undlade at træde for meget på speederen, også fint brændstoføkonomisk.

Det gør faktisk den nye Ibiza FR til en meget anvendelig og frisk allrounder, som både giver plads til almindelige hverdagsoplevelser som indkøb og børneafsætning, og til køreglæde i skarpt design uanset om man blot skal en tur ind i nabokommunen eller til en anden landsdel.

Og nårh ja, skulle man blive uopmærksom i bilkøen, er vognen altså også kvik nok til at bremse, hvis man selv er for sløv i optrækket.

Seat Ibiza FR

Pris kr. 181.470,-

Hestekræfter: 115

Topfart: 195

Kilometer på literen: 21,3

Seat Ibiza fås fra kr. 134.900,-

 

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende, så snart det udkommer: tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On