Smooth operator, Mercedes E400 Coupé

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Åh, det vil jo være så lækkert,” tænker jeg med hænderne fulde af poser og stopper ved bagenden. Tænk, hvis jeg kan slippe for at rode efter nøglen. Skulle man lige prøve? Jeg kigger hurtigt over skulderen. Der er ingen, der kigger, så jeg swiper halvhjertet en fod ind under bilen. Det plejer jo alligevel aldrig at virke uden en lille dans, men hov? Vupti! Bagagerummet åbner fluks til min store overraskelse. Helt uden spræl eller usikre benspjæt.

Normalt ville jeg kalde den slags for herligt praktisk. Men når det lige præcis er den nye Mercedes-Benz E400 Coupé er det bare mere passende at kalde det komfortabelt. Eller elegant. For det er simpelthen, hvad den vellykkede nye vogn er.

Jeg har ellers flere gange haft lidt kvaler ved coupéer. Bevares, formen kan der ikke sættes en finger på, design kommer uden tvivl før anvendelighed her, og det er jeg jo om nogen fan af. Men omvendt irriterer det mig også. For den dårlige adgang til bagsædet, som iøvrigt ofte kun har plads til børns korte ben, er normalt helt no go for en lang person som mig. Men bare ikke i denne her.

Den nye E400 Coupé kan nemlig ikke bare køre forsæderne tilpas let og langt frem, jeg, 185 cm, kan nemlig også være på bagsædet. Måske ikke til Provence og hjem igen, men så i hvert fald til Nordsjælland og tilbage uden problemer.

Det gør unægtelig bilen noget mere anvendelig og meget nemmere at retfærdiggøre i en velhavende husholdning med børn, og er dermed ikke blot kun til glæde for folk med golftasker og gode pensionsordninger.

Med det er naturligvis langt fra det eneste, der foryngrer og gør E400 Coupé til en vogn, der meget hurtigt stryger opad på ønskelisten. Det er helhedsindtrykket af en utroligt fuldendt vognen, der gør det.

Det første, der møder øjet er selvfølgelig designet. Den brede smukke front med det AMG stylede diamantgitter, de enorme luftindtag og smidige lygter, der forstærker bredden, over den helt rene og perfekt mandelformede profil til en elegant afrundet bagende. Oh, manner, det ser godt ud.

Egen bagende placeres i et ventileret lædersæde tæt, men ikke for tæt, på asfalten, selen skubbes frem af en lille elektrisk arm og rattet kører roligt ned til køreposition, som jeg trykker start. Og det giver jo selv lange ben mulighed for nem ud- og indstigning.

Men kast også lige et blik på interiøret. De dybt indstukne luftdyser, der præger det enkle interiør, giver instrumentbordet sit særpræg tillige med det enorme display, der strækker sig venstre side af rattet til midt på instrumentbordet. Tilpas stilfuldt inddelt i ure med hvad dertil hører og infotainment med mulighed for detaljeret navigationskort som selv svagtseende kan følge med på.

Og så er der lige kørslen. E400 Coupé er E-Klasse Coupés topmodel med 333 hestekræfter og en hastighed fra 0 – 100 km/t på blot 5,3 sekunder. Men det er nu ellers ikke fordi, den gør det store væsen ud af det. Næh, E400 Coupé er naturligvis så høflig og stilig, at den slags gøres elegant og tilstrækkelig lydløst. Støjen i kabinen er faktisk mest præget af den iltre tyggegummigumlen fra min egen mund.

E400 Coupé er udstyret med køreprogrammer fra Eco til Comfort, til Sport og Sport+, i alle programmerne brummer vognen tilpas vredt til, at man ikke glemmer, hvor kraftfuld den er, men særligt i Sport+ bliver den fræk.

Her bliver omdrejningerne i sagens natur højere, så man hele tiden er klar til en hurtig overhaling, men det der mest får mig til at køre rundt i det program hele tiden, er de små muflede pops, som kommer fra udstødningen. Ikke noget, der kan skræmme børn eller nervøst anlagte personager, men nok til at markere overfor de bagvedkørende, at det her bæst kan andet end at se godt ud.

Rattet styrer på en gang kontant og komfortabelt, luftundervognen bliver aldrig hård og ubehagelig og firehjulstrækket, 4Matic, holder vognen suget til vejen selv i skarpe sving på våd vej. Ganske enkelt super smooth. Fra yderst til inderst, i by og på motorvej gennem alle 9 trin i G-Tronic automatgearet.

“En million? Det tror jeg ikke på …” udbryder manden, “den må mindst koste to!”

Njah, det gør den ikke. Men som den står her med AMG styling og hele dynen af ekstraudstyr, koster den knap halvanden. Men kan man leve uden AMG styling, high tech sikkerhedsudstyr og luftundervogn, kan man faktisk få den dynamiske cruiser til omkring en million kroner. Læg dertil udgifter til diæter i form af stor tørst.

Ja, ja, prisen gør den selvfølgelig ikke til allemands eje, til gengæld kan alle mand nu være med i den vellykkede og aldeles anvendelige luksuriøse coupé.

Mercedes-Benz E 400 4Matic Coupé

Pris fra kr. 992.100,- (ekskl. teknologipakke, premiumplus pakke, AMG styling m.m.)

Hestekræfter: 333

0 – 100 km/t på 5,3 sekunder

Topfart: 250 km/t

Kilometer på literen: 11,9

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On