Kat på bløde silkepoter, Audi A5 Cabriolet

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis hver måned når det udkommer: Tryk her!

Foto Malene Raith

“Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr …” forsøger jeg at overbevise mig selv om, mens støvregnen drysser ned i bilen, dugger kameralinsen og får mit hår til at kruse på den ukontrollerede måde.

Nuvel. Det kommer ikke helt bag på mig, at vejret om vinteren i Danmark er ensbetydende med mørke, fugt og tunge skyer, og jeg gider faktisk heller ikke lade mig gå på af det. Også selvom jeg er ude at køre åben vogn. For den nye komfortable Audi A5 Cabriolet kan både lukkes i fart og hurtigt, skulle støvregnen blive lidt tungere, og med varme i sæderne, windbrakeren oppe og et godt klimaanlæg kan jeg sagtens nyde den grå himmel over hovedet uden at fryse. Men det allerbedste er nu altså det, jeg opdager, da jeg starter vognen for første gang.

Den nye Audi A5 Cabriolet tager sig godt ud selv i dårligt vinterlys med sine skarpe linjer og endnu mere brutale kølergrill, som al sammen er med til at gøre designet strømlinet, enkelt og herligt aggressivt.

Det elegante og brugervenlige instrumentbord er typisk Audi, og det er det høje niveau af komfort også. Jeg sidder rigtig godt og lunt i sædet med hånden på den gode S tronic automatgearskifter (7 trin) og nyder det blærede Virtual Cockpit, hvor navigationskortet bliver vist i det store display bag rattet midt mellem de minimerede ure. Så smukt.

Nårh, ja, en kop lun Audikaffe til turen er der da også blevet plads til. Men den største overraskelse sker, da jeg trykker start.

“Was?! Er det en elbil?” Når jeg at tænke, men så brummer motoren alligevel også en lille smule. Med tryk på lille. For denne her 4-cylindrede 190 hestekræfters 2.0 liters benzinmotor er altså ufattelig stille. Og selvom jeg pænt overlegent med 50 km/t kører kalechen tilbage på vej langs med havnefronten, så er der stadig overraskende stille i kabinen.

Jeg oplever ellers ofte at cabrioletter, og særligt dem med stoftag, er omtrent lige så lydisolerede som et åbent vindue, hvilket jeg plejer at tage med et skuldertræk og et man-kan-jo-ikke-få-det-hele. Men det kan man åbenbart bare i denne her Audi A5 Cabriolet, og det er ikke bare virkelig lækkert, det forstærker også luksusfølelsen, som man i forvejen har, når man kører åbent.

A5 Cabriolet flyder så komfortabelt af sted, at det er en fornøjelse at cruise rundt i byen, og jeg føler mig som et skarn, hvis jeg ikke åbner taget, hver gang eneste gang en byge ebber ud. Ja, ja, det kan godt være, at jeg minder om en ubeslutsom østers for de bagvedkørende, men den må de tage med de højere magter.

Dog står jeg fast på at lukke taget, som jeg kører ud på motorvejen. Ikke fordi det larmer, for man kan faktisk sagtens både tale i håndfri telefon og høre sin musik på motorvejen med taget nede i A5 Cabriolet, men de sorte skyer ser for truende ud til, at jeg vil tage chancen. Oplevelsen er dynamisk, ikke på racerbilmåden, selvom jeg kan sætte vognen i Dynamic, men på den overlegne flyder måde.

Normalt er jeg ellers typen, der kører i sportsmode overalt og hele tiden, hvis jeg kan komme til det, men det passer bare bedre til denne her bil at køre i Comfort. Måske fordi vognen gør det på så blæret vis, at det virker forkert at forsøge også at lege fartkonge. Eller også er det bare en fiks ide.

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om den suveræne velvære, som man kan nyde i den nye skarpe og lydløse Audi A5 Cabriolet. Skal familien overbevises, hvilket næppe er tilfældet, kan det desuden nævnes, at der er kommet mere plads på bagsædet. Det gør det ikke bare perfekt til at dele sin komfortable livsstil med hele tre passagerer, det gør det også nemmere at komme derom med taget lukket. For ind imellem er der nu alligevel noget, der hedder dårligt vejr.

Audi A5 Cabriolet Sport 2.0 TFSI

Pris kr. 706.907,- (ekskl. ekstraudstyr)

Hestekræfter: 190

Topfart: 237 km/t

0 – 100 på 7,9 sekunder

Kilometer på literen: 17,5

Audi A5 Cabriolet fås fra kr. 674.070,-

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis hver måned når det udkommer: Tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On