Reportage fra fremtiden

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende så snart det udkommer, tryk her!

Foto Malene Raith og Jaguar Land Rover

“Tænk på hvor mange mennesker der hver dag verden over bruger tid på at lede efter en parkeringsplads. Og hvad det gør ved forureningen …” Ordene er fremtidsforsker Anders Sorman-Nilssons, og hans pointe er enkel: vi er nødt til at forholde os til forandringer. Som udgangspunkt er al det, der er i verden, når vi bliver født, det gode, og al det nye er ikke. Sådan er vi indrettet. Men verden står lige nu overfor en ny industriel revolution, hvor robotter og avanceret teknologi indenfor kort tid kommer til at forandre vores hverdag, og det skal vi vænne os til. Men bare rolig, fremtiden behøver ikke blive mindre human af den grund. Måske tværtimod.

Jeg befinder mig i London, hvor Jaguar Land Rover har inviteret til Tech Fest 2017, en debat om fremtiden under sloganet: teknologi med hjerte. Koncernen har nemlig gjort op med fortiden og lagt en strategi, der betyder, at fra 2020 vil samtlige biler fra den engelske producent være elektriske i mere eller mindre grad. Fra mild hydrid med et lille batteri til startmotoren til en elektrisk udgave af klassikeren Jaguar E-Type. Den rene elbil, Jaguar I-Type er jo allerede en realitet. Og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme, hvor selvkørende bilerne allerede er, og lige om lidt bliver i endnu højere grad. Andre bilproducenter har allerede meldt lignende ud, men det gør så absolut ikke debatten mindre spændende. For forandringerne bringer nye store spørgsmål på banen, og dem kan vi lige så godt begynde at forholde os til.

At det unægtelig er brydningstider, er der vist ikke mange, der er i tvivl om, og slet ikke de i dagens anledning forsamlede medier her i London. Men hvordan skal vi gribe det an? Som en vision om fremtiden, har Jaguar Land Rover skabt konceptet Jaguar Future-Type. En selvkørende bil, som man ikke ejer, men deler. Hjertet i bilen er det stemmestyrede rat, opkaldt efter E-Typens designer Malcolm Sayer.

Rattet er ikke bare forbundet med bilen, men hele dit hjem, kan svare på spørgsmål og løse i hundredvis af opgaver som for eksempel bestille manglende varer til køleskabet, holde dig informeret om nyheder, kalenderaftaler eller sørge for underholdning til turen. Som Jaguar Land Rover udtrykker det, køreturen vil ikke længere handle om at komme fra A til B, men om at få mest muligt ud af livet fra A til Z. Og vel Å, hvis man bor i Norden. Bilen bliver altså det tredje rum, som man bruger på samme niveau som hjemmet og arbejdspladsen.

Det lyder jo al sammen superduper, men der er andre ting, vi også skal forholde os til. For eksempel etiske spørgsmål. Vil det i virkeligheden også kunne begrænse vores frihed? Når alt kan måles og overvåges, kan man jo se, om der er blevet kørt for hurtigt, og hvor man har været. Vil det i sidste ende kunne lede til et Big Brother samfund?

“Og hvad med lastbilchaufføren?” påpeger Jaguar Land Rovers direktør, Dr. Ralf Speth. Vi kender fordelene ved selvkørende biler, såsom ikke flere færdselulykker og renere luft, når vi ikke skal holde i kø eller rode efter parkeringsplads samt den nye frihed, det giver, når tiden i bilen kan bruges på noget fornuftigt.

“Alle vil blive mere produktive, og det vil gøre alting billigere, når vi er mere effektive. Men hvad med lastbilchaufføren? Der er ingen tvivl om, at mobility revolutionen vil komme til at påvirke den globale økonomi i alvor grad. Man mener, at olieproduktionen vil blive groft nedsat, og det påvirker økonomien. Store omvæltninger er om hjørnet,” understreger Dr. Ralf Speth.

Og det er vand på fremtidsforskerens mølle. For det er ikke de stærkeste eller klogeste, der vil overleve, men dem, der er bedst til at adapte til forandringer. Som eksempel bruger han Luddies revolutionen. Hvor engelske arbejdere under den industrielle revolution i begyndelsen af 1800-tallet smadrede maskiner, fordi de frygtede, at de ville tage arbejdet fra dem og iøvrigt ikke brød sig om den livsstil, der fulgte med udviklingen. Men udviklingen kan ikke bremses, og det er mere hensigtsmæssigt at undgå kaos ved at tage forandringerne et skridt ad gangen. Og ikke gøre, som da Sverige i 1967 fra den ene dag til den anden gik fra venstrekørsel til højrekørsel, hvorved alt gik i stå.

Men det er også vigtigt at understrege, at det faktisk er alle de kedelige og tunge jobs, som robotterne er ved at overtage, også selvom fiktionens verden påvirker os i en anden retning.

“Alle mine venner gik efter studiet i gang med at bygge robotter, der kunne hjælpe mennesker,” forklarer Daniel Wilson, som har en doktergrad i Robotics. “Men når jeg så gik i biografen, oplevede jeg det modsatte. Så var alle robotter pludselig menneskets fjende.” Lige nu arbejdes der på robotter, der kan hjælpe os. Tage sig af ældre mennesker, være en ven, de kan snakke med i hverdagen og automatisk ringe efter hjælp, hvis en krise opstår. De robotter er her allerede.

“Mit mål er at imødekomme folks frygt, men folk er svære at gøre tilfredse. For i det øjeblik noget nyt bliver en del af vores hverdag, mister vi straks interessen for det. Tag bare de her små robotter, der tusser rundt her på scenen, for ti år siden ville de have været mindblowing. I dag trækker vi bare på skulderen,” fortsætter Daniel Wilson og peger på et par små nuttede kaniner, der triller rundt på – og også falder ned fra – scenen. “I sidste ende er det den menneskelige faktor, som vi selv besidder, vi kan lide. Såsom at spise en god frokost eller eje søde børn, og det kan robotter aldrig tage fra os.”

Jaguar Land Rover Tech Fest 2017 bringer mange interessante perspektiver om fremtiden op. Ikke mindst deres egen vision for hvad der venter om hjørnet. For eksempel Jaguar EV-Type. Ny teknologi i genkendelige klæder. Nøjagtige svar kan dagens diskussioner dog ikke give, fremtiden kan der stadig kun spås om, men hovedsagen er jo også, at vi er her. Og forholder os til de forandringer, der er på vej. På den måde kan vi påvirke udviklingen, i stedet for at benægte den eller ligefrem bekæmpe den.

Eller som fremtidsforsker Anders Sorman-Nilsson så smukt formulerer det: “Du kan lige så godt begynde at forberede dig på fremtiden i dag. For det er det sted, hvor du skal tilbringe resten af dit liv.”

Modtag PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende så snart det udkommer, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On