Mere af det gode, Peugeot 308 FL

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Hm, den er god nok. Løven er flyttet,” jeg går søgende rundt om bilen, men umiddelbart er der ellers ikke noget vildt, der står ud.

Det er da heller ikke verdens største designmæssige facelift, den populære Peugeot 308 har været udsat for, men den er dog blevet ændret på nogle vigtige punkter, som øjet ikke ser.

Jeg befinder mig for foden af Alperne i Tyskland, hvor Peugeot har inviteret til testkørsel af den opgraderede udgave af bilen, som de kalder deres bedst sælgende model.

Helt nøjagtig er der produceret 760.000 eksemplarer af Peugeot 308 siden lanceringen i 2013, og nu er tiden altså inde til en opdatering.

Det er selvfølgelig altid nervepirrende, at skulle justere på en succesfuld model, og måske er det derfor, at designet i store træk ligner sig selv. Ny er dog fronten, 308 har nu endelig fået rykket løvelogoet fra motorhjelmen, som er ny og en smule slankere, ned i  grillen, der er blevet mere lodret, bred og bister a la 3008.

Forlygterne har fået en ny lyssignatur og baglygterne kan nu også ses hele tiden, også i dagslys.

Indvendigt ligner den nye Peugeot 308 sig selv med det lille rat og det prisvindende i-Cockpit, som er blevet optimeret og fået ny grafik, men det er nu også blevet muligt at få nogle interessante nye sikkerhedssystemer.

308 vil nemlig nu som den første model fra producenten, kunne udstyres med en adaptiv fartpilot, som selv holder fart og afstand. Sammen med en ny aktiv vognbane assistent, som følger striberne på vejen og aktivt forhindrer bilen i at slingre over dem, bliver den nye faceliftede 308 lidt mere selvkørende.

Jeg mærker det, som jeg kører rundt på de snoede Alpeveje hernede i Sydtyskland. Her giver jeg lidt gas rundt i svingene, når der ikke er modkørende, men 308 hiver en smule i rattet, hver gang jeg svinger for langt ud. Ikke ubehageligt, blot nok til at jeg kan mærke, at den forsøger at holde mig på rette spor.

Men jeg har bare lyst til at lave lidt sjov og ballade. Særlig fordi jeg befinder mig i en GT-line udgave, som kan sættes i Sport, så speederen bliver mere responsiv med lidt vred brummen i højtalerne, men også fordi, vognen er udstyret med den nye BlueHDI (diesel) motor med 130 hestekræfter.

Den er både dynamisk og kører omkring 5 procent længere på literen end sin 120 hestekræfters lillebror, som den skal afløse. Og så er den lækkert stærk nok til, at den uden problemer kan trække SW udgaven, som jeg kører i, roligt op ad selv stejle bjergveje i tredje gear, så jeg ikke hele tiden skal skifte gear i bjergene.

Hele motorprogrammet er naturligvis blevet mere effektivt, så 308 kan imødegå de nye krav til udledning, og på den store dieselmotor med 180 hestekræfter og GTI modellen er der desuden en ny 8-trins automatisk gearkasse. Den prøvede jeg dog ikke.

Peugeot 308 er med andre ord ny, men også den samme. Frygt ej de vilde ændringer i det skarpe design, som naturligvis stadig holder, og nyd den nye dieselmotor, de nye sikkerhedsfeatures og de dynamiske køreegenskaber som kendetegner den populære vogn.

Den opdaterede Peugeot 308 er ude hos forhandlerne nu.

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On