Fint besøg fra Rüsselsheim, Opel Grandland X

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin helt gratis hver måned, Tryk her!

Foto Malene Raith

Ganske uvant for den danske sommer skinnede solen på den helt nye SUV fra Opel, Grandland X, da to præproduktionsmodeller var på lynvisit i Danmark i går. Men dagen var også særlig for Opel af andre årsager. 1. august markerer nemlig den juridiske overdragelse af den tyske bilproducent i Rüsselsheim fra amerikanske GM (General Motors) til franske PSA. Oui, dem der som bekendt producerer Peugeot og Citroën.

Nærkontakt mellem Opel og PSA er dog ingen nyhed. Den netop lancerede kompakte SUV/Crossover Opel Crossland X er resultatet af et samarbejde mellem netop de to bilproducenter, tillige med vognen, som altså blev vist frem i Danmark for første gang: Opel Grandland X.

Grandland X er storebror til Crossland X og pendant til søsterbilen Peugeot 3008. Den store vogn har ikke firehjultræk, men kan fås med IntelliGrip, som Opel kalder det, som er en slags køremodes, der kan indstilles efter køreforhold og underlag. Bilen er pakket ind i Opels eget design fra yderst til inderst, er udstyret med Opels ergonomiske AGR (Aktion Gesunder Rücken) godkendte sæder og et enkelt og overskueligt instrumentbord med få knapper.

Hvad der ikke kan ses ved første øjekast, er at de to forskellige motorer, som kan fås til Grandland X, en 1,2 liters turbobenzin motor med 130 hestekræfter samt en 1,6 liters dieselmotor med 120 hestekræfter, er fra PSA.

Gårdagens to gæster fra Tyskland er for længst draget videre mod Norge, Opel Grandland X vil nemlig først være tilgængelig i Danmark fra oktober, hvor prisen forventes at starte omkring kr. 290.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin helt gratis hver måned, Tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On