Rene linjer og køreglæde i ny Mazda CX-5

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin helt gratis hver måned, Tryk her!

Foto Malene Raith

“Årh, tjek lige den farve!” Jeg ved godt, at det er enormt overfladisk kun at gå op i det ydre. Specielt, når man har med biler at gøre. De kan jo så meget mere, er så tekniske og dyre, at det ikke er særligt seriøst at lægge noget videre i nuancen på lakken.

Men nu er det altså bare den dersens Soul Red Crystal. En ganske særlig metallak fra Mazda, som reflekterer både lys og mørke, og på eleganteste vis fremhæver vognens linjer og får den til at se fuldstændig photoshoppet ud in real life. Og selvom jeg slet ikke er fan af rød på andet end Dannebrog, går jeg bare fluks i coma over udseendet på den smukke nye Mazda CX-5, som står og funkler i solskinnet foran mig.

Og bare rolig. Den kompakte SUV fra Mazda er heldigvis lige så god at køre, som den ser ud.

Jeg befinder mig i Spanien, nærmere betegnet lidt syd for Barcelona, hvor Mazda har inviteret til testkørsel af den nye anden generation CX-5.

Den kompakte SUV så dagens lys første gang i 2012, altså lige efter finanskrisen, men har siden udviklet sig til at blive en nøglemodel for den japanske bilproducent. Den har vundet over 90 priser, solgt i over 1.5 millioner eksemplarer på verdensplan og står for 25 procent af det samlede salg. Det er desuden den mest solgte model i Europa, og i Danmark udgør CX-5 15 procent af salget.

Men den nye CX-5 er desuden vigtig for Mazda af andre årsager. Nemlig designet. Og ja, det ydre igen, og nu kan du godt spænde sikkerhedsselen til en lynlektion i filosofi og linjer.

For den slags kan Mazda som forholdsvis lille bilproducent nemlig godt tillade sig at gå op i, og det allerførste de beslutter, er derfor, hvordan oplevelsen af en bil skal være. Hvad filosofien er. Og den har siden den nye Mazda MX-5 heddet Jinbai Ittai. Et gammelt japansk begreb, som betyder rytter og hest forenet. Man skal simpelthen være et med sin bil, når man kører den.

Når det handler om designet er vi ovre i Kodo filosofien, som iøvrigt er at finde på hele Mazdas nuværende modelfamilie. Soul of Motion, som kort og godt går ud på, at få vognen til at se ud til at være i bevægelse, selvom den holder stille.

Linjerne er det første, der skabes, i form af som strømlinede abstrakte skulpturer i modellervoks inspireret af klassisk japansk æstetik, hvor “less is more.” Skønhed som står ud ved sin enkelthed. Det handler om trække fra i stedet for at tilføre.

Og med den nye CX-5 er det lykkedes at gøre enkeltheden endnu skarpere og endnu renere.

”Fra ”boing boing” til ”Wush,” som Kevin Rice, chefen for Mazdas europæiske designcenter i Frankfurt, forklarede ved verdenspremieren på CX-5 i Los Angeles sidste år. Og kigger man godt efter, og takket være den smukke bemaling, kan man sagtens se, hvordan linjen, der før “bumpede” over hjulene, nu kører fra fronten og breder sig ud over baghjulet. Elegant. Ganske enkelt.

Men jeg er også vild med den store grill på fronten, som bliver ekstra bister og bred takket være de lange smalle LED-forlygter – der lidt minder mig om en kat, der misser med øjnene i det skarpe lys. Totalt Kodo, der iøvrigt også har gepardens styrke og hurtighed, som inspirationskilde. Har jeg ædt al marketingsnak råt? Ja, indrømmet, det har jeg måske nok. Men jeg fan af gode historier, uanset om det handler om måden nogen opfandt internettet på, fandt på navnet til Globen i Stockholm (det er iøvrigt utroligt så mange store ting, der er startet på en serviet) eller lægger filosofi til grund for design. Specielt, når det efterfølgende giver mening.

Indvendigt går de rene linjer igen i den nye kabine med horisontale og harmoniske linjer, infotainmentskærmen sidder højt og godt for blikket, og betjenes nemt med drejeknappen i den brede midterkonsol. Og så kan man desuden nu få rigtig headupdisplay kastet op på forruden, der viser fart, fartbegrænsninger, sikkerhedsvarsler og navigation.

Jeg sætter mig bag rattet på den store 2.0 diesel med 175 hestekræfter, automatgear og firehjulstræk og høvler af sted mod bjergene og de snoede veje. Og det er en god disposition. For nok er der højt til loftet, masser af plads til lange ben på bagsædet og bagage under bagsmækken, men det lader vognen sig ikke mærke af. CX-5 kører dejligt komfortabelt, når man bare cruiser, og er, som noget af det første jeg bemærker, utroligt støjsvag, også på motorvejen, hvor vognen flytter sig friskt og lækkert.

CX-5 er let at køre, det hele er intuitivt og lige til at gå til, styretøjet er behageligt stramt og kontant uden at det er for meget, og automat- såvel som manuelle gear glider så nemt og ubesværet, at man ikke tænker over det. Og det giver en perfekt balance mellem dynamik og komfort. Men allermest overrasker vognen mig på bjergvejene. Jeg ved godt, at ideen med en SUV som udgangspunkt er off road, plads og praktik. Ikke fart og flyven om hjørner. Men CX-5 er dejligt dynamisk at give gas gennem svingene, uden at der er nogen synderlig slinger i valsen. Mazda kalder det for G-Vectoring Control, et system, der fordeler vægten, så man sidder mere roligt i sædet i sving uden gyngen og krængninger, foruden at det retningskorrigerer og giver et mere roligt styretøj. Firehjulstrækket gør også sit til at stabilisere vognen.

Igen, måske er Jinbai Ittai blot en smart marketingsstrategi, men det beskriver i så fald oplevelsen meget godt. Som jeg høvler af sted på den spanske landvej for fuld fart, føler jeg fuld kontrol hele tiden.

Nuvel. Off road kan CX-5 naturligvis også køre. Frihøjden, beskyttelseslisterne over hjulkasserne, den forstærkede bund og firehjulstrækket (kan også fås med forhjulstræk) skal nok få trukket familien, hesten og båden ud ad de grusbelagte ujævne veje, eller transporteret den Billy reol eller fem hjem fra Ikea.

Uanset om man har en aktiv livsstil eller ej, en stor, lille eller ingen familie, så får man i den nye CX-5 en intuitiv let betjent cruiser og dynamisk SUV i knivskarpt design. Og ja. Det betyder altså noget for mig. Nok har jeg intet ønske om at photoshoppe mit liv, men jeg synes ærligt talt, at det er sejt med en vogn, der ser ud til at være det i virkeligheden.

Mazda CX-5 er allerede ude hos forhandlerne, senere på sommeren kommer også en 2.5 liters benzinmotor med 194 hestekræfter.

Mazda CX-5

Pris fra kr. 310.000,-

Hestekræfter op til 175

Topfart op til 206 km/t

Kilometer på literen op til 20

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin helt gratis hver måned, Tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On