Selvtillid for fuld fart på AMG Driving Experience

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Du kan roligt køre hurtigere, stol på mig, bilen kan sagtens klare det …” lyder det over radioen fra den svenske instruktør, der ligger forrest i feltet og kører pacecar i en smuk sølvgrå Mercedes-Benz AMG GTS. Tjoh, nok er det noget nær den ultimative sportsvogn, han befinder sig i, men der står sådan set Mercedes-Benz AMG på samtlige af de biler, som vi andre kører rundt i bag ham. Hestekræfter og køretøjer er med andre ord i topklasse, ligeså er ekspertisen til at guide os i, hvordan man færdes optimalt på en racerbane, men der skal stadig arbejdes lidt med den sidste og måske mest afgørende faktor: selvtilliden.

Men bare rolig, har man det ikke i forvejen, så får man det, når man deltager i Mercedes-AMG Driving Experience på Falkenberg motorbane.

“Jeg er altså ikke så meget til fart,” lyder det ærligt fra den anden side af bordet. Jeg sidder bænket sammen med 15 andre kvinder fra hele landet på en restaurant i København og spiser morgenmad, inden turen går mod Sverige, hvor Mercedes-Benz har inviteret til deres årlige tilbagevendende begivenhed Mercedes-AMG Driving Experience. I syv uger hvert forår går det løs med handling af smukke kraftfulde vogne på den svenske bane, og en af dagene er reserveret kun til kvinder. Yes, os. Og det er altså ganske rart.

For når det handler om hurtige biler og turde give den gas, er det altså bedst ikke at have villavejens ukronede racerkonge hængende i bagsmækken eller med i vognen som en endeløs kilde af gode råd på passagersædet. Blandt søstrene er der mere plads til at være sig selv, her handler det mest om at prøve noget nyt, have det sjovt og blive klogere. På sig selv og på vognene.

Smilene er da også store og forventningsfulde, alle er spændte på, hvad dagen vil byde på af overraskelser, som vi ankommer i en karavane af Mercedes AMG til banen med den store bøffede Geländewagen som bagtrop. Nogen har deltaget før, de fleste har ikke, men uanset erfaring bliver alt gennemgået til punkt og prikke, fra rigtig sædeindstilling til grebet om rattet (kvart i ni).

Vi skal prøve fire forskellige vogne fra en  AMG C 63 S st (herlig V8 med 510 hestekræfter som kører 0 – 100 km/t på 4,1 sekund) til en AMG GLC 4matic (med 367 hestekræfter og 0 – 100 km/t på 4,7 sekunder) altså alle vogne med masser af styrke og kraft til at sende os ned ad langsiden med op til 190 km/t. Den 1.843 meter lange bane her i Falkenberg lige nord for Halmstad byder på herligheder i form af niveauforskelle, blinde, bløde som skarpe sving, der al sammen kræver, at man lytter godt efter, som vi triller forsigtigt rundt de første par gange.

Alle biler har automatgear, men det er stadig muligt selv at skifte via paddleshift på rattet, og det er jeg fan af, omend det altså lige giver en ekstra faktor at skulle koncentrere sig om. For det er ikke nok bare at følge med bag instruktøren i den elegante GTS, man skal følge hans spor nøjagtigt gennem kurverne og bremse samme sted som han, hvis man vil have den bedste oplevelse ud af det. Og fordi banen former sig som et S, betyder det ikke, at man følge s’et. Næh, man laver en lige linje igennem, så man kan få ekstra meget fart på.

Vi skiftes til at køre bag instruktøren, der sætter tempoet efter den bagvedkørende, som samtidig får personlige tips, ros og rettelser til kørslen. I starten er der ikke noget, der hedder at køre for langsomt. Alle har lov til lige at finde sig til rette og lære banen at kende. Men senere sættes tempoet op.

Ud over hele tiden at forbedre vores omgangtider på banen, skal vi også lære at lave “Bremse undvige manøvre.” Altså at håndtere en uventet situation, hvor noget pludselig står på kørebanen, som vi skal undvige med bremsen i bund. Vi prøver ved fire forskellige hastigheder: 80, 85, 90 og 95 km/t. Det giver naturligvis længere og længere bremselængde, og til sidst bør vi næsten kunne komme udenom forhindringen og ind i banen igen med bremsen i bund.

“Hvad kan jeg sige? Jeg har bare rigtig hurtige reflekser? Og vognen bremser altså virkelig godt ..!?” Jeg slår uforstående ud med hænderne og smiler udglattende, mens jeg gør mit yderste for at fralægge mig ethvert ansvar for at vognen allerede står stille. Instruktøren ryster træt på hovedet: “Du bremsede for tidligt. Igen.” Hmpf. Han ser da også alt.

Bedre går det heldigvis, da vi skal køre slalom på tid gennem en keglebane. Her handler det om at holde hovedet koldt og få god rytme i vognen. Normalt plejer jeg febrilsk at få aktiveret både radio og vinduesviskere ved denne øvelse, men ikke i dag. Her nøjes jeg bare med at køre udenfor banen, da jeg lidt for kækt skal vende rundt for enden med lidt for meget fart på. Alle andre klarer det i mere elegant stil med jubel og store smil og helt uden væltede kegler. Påstå ikke, at kvinder ikke er konkurrencemennesker. Vi har det bare sjovt imens.

“Nåh, Malene, går det for hurtigt for dig?” lyder det køligt over radioen. Argh. Det hele er altså gået lidt i ged her sidst på eftermiddagen. Jeg befinder mig nu bag rattet i AMG GLC 43 4 matic, som er den største og tungeste vogn i geleddet. Nok mangler den ikke hestekræfter og firehjulstrækket stabiliserer den, men at manøvrere den rundt på banen er bare anderledes krævende og krængende (og det selvom vi endda har aktiveret sportsaffjedringen) end f.eks. den noget mere vævre og skarpe spydsspids C 63 S. Og da vægten nu er en anden kommer min opbremsning for sent for enden af langsiden. Jeg kommer derved for hurtigt ind i svinget, hvilket både aktiverer nødbremsen og selen, som fluks trækker mig på plads. Goddammit. Speederen reagerer ikke, før jeg er bremset helt op, og så er det sving ligesom ramt forkert. Ubalancen påvirker de næste sving og udløser den småflabede kommentar fra instruktøren.

Men faktisk er det enkelt nok. Vognene kan klare det, og meget mere, så gør trygt, hvad der bliver sagt. Instruktøren sætter tempoet efter ens evner og vil aldrig gøre noget farligt. Og når man først rammer banen rigtigt, mærker man straks, hvor meget lettere det hele bliver. Selvtilliden kommer op og tempoet ligeså. Man får pludselig mere mod på at udfordre sig selv og gå lidt længere. Gøre det lidt bedre bag rattet på de gedigne biler.

Og som dagen lakker mod enden har alle deltagere flyttet sig milevidt. Tempoet fra om formiddagen er næsten fordoblet, og smilene ikke længere usikre og forventningsfulde, men udfordrende og adrenalinfyldte. Vi vil have mere. Også hende, der ikke kunne lide at køre hurtigt. Men med begyndende træthed og aftagende koncentration er det bedre, at vende snuden mod Danmark. Og drømme om at ramme den ideelle line gennem S-kurven i den ustoppelige AMG C 63 S igen til næste år.

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On