Opels komfortable flagskib

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto Malene Raith

“Hvad? Skal jeg allerede dreje fra nu?” Udbryder jeg skuffet. Kollegaen nikker.

Øv. Det går bare flyvende stærkt, når der er fri fart. De fem kilometer er overstået, inden jeg ser mig om, og jeg må modstræbende dreje den komfortable dueblå Opel Insignia væk fra autobahnen og vende snuden mod bjergene og de små snoede veje.

Jeg var gerne fortsat nogle kilometer endnu med fri fart, for selvom det ikke er topmodellen af den nye Opel Insignia med 260 hestekræfter, som jeg befinder mig i, men blot den med 165 hestekræfter gør den det altså både behageligt dynamisk og godt på motorvejen.

Det er bare i Taunusbjergene ved Frankfurt, at Opel har inviteret til testkørsel i, og så må man jo hellere gøre, hvad navigationen siger. Men allerførst lægger vi dog vejen forbi Opels fabrik i Rüsselsheim til pressemøde. For Rüsselsheim er Opels vugge. Der har været bygget biler her i 120 år, og i sidste uge gik produktionen af den nye Opel Insignia i gang i bygningen ved siden af.

Der kommer 7 nye lanceringer fra Opel i år, blandt dem er Insignia den største. Deres flagskib, kalder de firmabilen, som så dagens lys første gang for snart ti år siden i 2008.

Allerede i 2009 blev den Car of the Year, og er siden produceret i 940.000 eksemplarer. Derfor er det da også med slet skjult stolthed, at Opel viser den nye Insignia frem i dag. Vi får en detaljeret gennemgang af alt fra elektrisk bagklap til lygtelys, men mest af alt bider jeg mærke i, at Opel med vognen ønsker at begynde at konkurrere i premiumsegmentet. Med A, B og M, som de kalder dem, og så må vi jo selv konkludere hvilke tyske mærker, de mon mener. Om de kan det, vender jeg tilbage til.

Highlights af den nye Opel Insignia handler i høj grad om design. Det nye brede udseende, dynamiske look og ikke mindst vægttab.

Insignia er nemlig bygget med nye letvægtdele og hærdet stål, hvilket har medført et vægttab på hele 175 kilo på sedanen og 200 kilo på Sports Toureren (stationcar). Hver “hest” skal altså trække et kilo mindre, og den slags kan naturligvis mærkes på køregenskaberne.

Med det nye design er fronten gjort mere bred, den lange motorhjelm med den lodrette grill skal give et sporty look, der er nye kromlister omkring logoet, og de nye Intellilux Matrix LED-lygter gjort så smalle som muligt. Det samme gælder for dobbelte baglygter, og så har den nye Insignia desuden en markant linje langs siden.

Den nye generation er desuden blevet en lille smule lavere og længere, men specielt er den øgede akselafstand med til at gøre kabinen mere rummelig. Man sidder nu 30 mm dybere bag rattet, for, ifølge Opel, at få en mere sporty følelse, og på bagsædet er der 25 mm mere knæplads. Og så er vognen udstyret med headupdisplay, diverse sikkerhedssystemer såsom Active Lane Keep, der venligt, men beslutsomt holder dig i banen, bakkamera, her er infotainmentsystem med navigation, og Opel Onstar, som er Opels butlerservice. Her er også mulighed for 4G Hot Spot, trådløs oplader til telefonen, men det jeg er allermest fan af, er sæderne.

Opel gør nemlig en dyd ud af, at man sidder godt bag rattet, og derfor samarbejder de med AGR, Aktion Gesunder Rüggen, om at lave ergonomiske sæder. Perfekt i en firmabil, som man skal bruge meget tid i.

Og det er en komfortabel og behageligt vogn at flyde af sted i på landevejen og på motorvejen, hvor man hurtigt runder 170 km/t uden at det føles specielt hurtigt. Den nye Insignia virker let, faktisk så let, at jeg lidt glemmer, hvor stor vognen i virkeligheden er. At det er et stort flagskib bliver jeg så mindet om, da jeg kæk synes, at jeg lige vil vende bilen i et snuptag på en smal landevej.

Uha. Det bliver en lettere manisk trepunktvending med bippende p-sensorer og nervøs skuen efter flyvende lokaltrafik. Kein problem, men glem at presse bilen ind på lille plads i byen.

Til gengæld kan familien smækkes ind i vognen og tages med på ferie til Sydeuropa uden at mangle hverken internet, komfort og plads, og til daglig kan komforten, sæderne og køreegenskaberne til fulde nydes i en vogn med et nyt skarpt og dynamisk design.

Det er en velkørende firmabil, som selv med meget ekstraudstyr, er billigere end de tre andre, men om det er nok til at få A, B og M til at ryste i bukserne, kan kun tiden vise.

Jeg kan i hvertfald godt komme i tanke om andre firmabiler fra både Tyskland, USA og Japan, som måske skal begynde at se sig over skulderen.

Den nye Opel Insignia fås med tre benzinmotorer fra 140 hestekræfter og fire diesel fra 110 hestekræfter, og koster fra kr. 320.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On