Fin forfriskning VW Golf

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Foto PR

“Sådan skal det lyde,” smiler jeg tilfreds og en lille smule skyldigt. Jeg ved jo, at man næsten bliver lagt i benlås for at køre hurtigt i Sverige, så jeg vælger lige at give den lidt ekstra gas på vej ud ad røret på Øresundsbroen.

Og det får den ellers så nydelige hvide vogn til prompte at vise tænder og med turbopops i slipvinden blæser jeg over grænsen til Sverige. Ja, ja, der står naturligvis også GTI på bagenden af den bidske nye VW Golf.

Altså helt ny er den ikke, men VW Golf er blevet faceliftet. Opgraderet lidt i designet, mere i interiøret, der også en ny motor på vej, og i den anledning har Volkswagen inviteret til testkørsel af vognen i forskellige udgaver fra GTI til GTE på Sturup Raceway i Sverige.

For det er jo, ikke mindst som GTI, en ikonisk model for bilproducenten i Wolfsburg. Golf har siden lanceringen i 1974 solgt i mere end 33 millioner eksemplarer på verdensplan, der sælges over en million om året i øjeblikket, og bilmodellen står for 16 procent af hele Volkswagens salg. På landsplan er tallet 4.500 solgte vogne i 2016.

Og nej. Det er ikke kun dig, der måske ikke liige kan få øje noget stort nyt ved den opgraderede vogn. Meget af det sidder indvendigt, men kig nu efter alligevel. Der er nemlig kommet en ny forkofanger og ny bagkofanger med en udskæring, der gør vognen både bredere og lavere at se på, og så har den (med undtagelse af indstigningsmodellen Trendline) fået en ny kromliste. Også lygterne har fået ny form, som gør vognen lidt bredere, med fuld LED og, tadaa, løbende blinklys. Det ser bare altid blæret ud.

Og så er der jo som sagt interiøret. Ud over, at det nu er muligt for folk, der ikke værdsætter GTi’s oprindelige DNA med det ternede stof på sæderne, at vælge en mere neutral variation, så er der kommet et nyt elegant infotainmentsystem. Discovery Pro hedder det, som i topmodellen kommer med en 9,2” skærm, og det højner oplevelsen en hel del bag rattet.

De fleste knapper er nemlig nu blevet integreret i skærmen, som iøvrigt kan bevægelsestyres fra side til side, og det efterlader instrumentbordet rent og pænt skarpt. Det klæder ikke mindst GTI’en. Det er også muligt at oplade sin telefon trådløst, hvis man vel at mærke har en Samsung telefon. Vi andre, der sværger til Apple, skal anskaffe os et særligt cover for at få det til at virke. Men allerbedst kan jeg lide at instrumentering bag rattet er blevet digital, altså et stort display, hvor jeg kan følge min fart, min kørsel eller som her, navigationen. Så fedt, at man får lyst til at bruge kortet, selvom det er drøn nemt at finde til Sturup.

Sikkerheden er også forbedret med mulighed for kø assistent, som styrer rat og fart i kø op til 60 km/t, der er skiltegenkendelse, vognbane assistent, adaptiv fartpilot, fodgænger overvågning, automatisk nødbremse og sågar trailer assistent.

Og falder jeg i søvn bag rattet, kan vognen såmænd også overtage kørslen ved først at prøve at vække mig med en advarsel, så slingre lidt for til sidst at tage farten af og starte katastrofeblinket. En rød SOS knap kan sætte mig i forbindelse med alarmcentralen, og ringer selv op, hvis der går en airbag.

Under motorhjelmen er der en ny 1.5 liters TSI EVO motor på vej med 130 og 150 hestekræfter, de har fire cylindere med cylinderfrakobling, højere indsprøjtningstryk og en helt ny turbolader. Den prøver jeg ikke, for den kommer først til sommer, men jeg nyder til gengæld et par runder for fuld fart på Sturup Raceway i den potente Golf GTI, inden regnen tager over.

Nuvel, selvom jeg er storfan af denne bil, som er en super sjov og frisk oplevelse på en racerbane, hører den selvfølgelig ikke til blandt bestsellerne. Faktisk vil Volkswagen Danmark være tilfreds med at sælge 20 stykker af gaderaceren i Performance udgaven. Men er du klar til at betale dobbelt op, får du ikke bare alt det nye og dobbelt så meget sjov, du får også en vogn, der om nogen Golf kan få dig ud af røret i en fart.

Den faceliftede VW Golf er hos forhandlerne nu og koster fra kr. 209.994,- (og fra kr. 469.000,- for en GTI).

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On