Gennemført ny Nissan Micra

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_6378

Foto Malene Raith

“Bemærker du det, Malene!” Udbryder min kollega glad og drøner rundt i svinget på den snoede bjergvej for fuld fart.

“Ja,” svarer jeg eftertænksomt. Ud over at et lille display mellem urene rent faktisk viser mig, når vognen får aktiveret sit stabiliseringssystem, kan jeg nu sagtens mærke, at den kække vogn ligger godt og sikkert fast på asfalten.

Men det er bare ikke det allerførste, som jeg bider mærke i ved den røde Nissan Micra. Det jeg falder for allerede ved ankomsten i lufthavnen er nemlig det nye skarpe design.

IMG_6388

Vi befinder os i begyndende tusmørke i bjergene bag Dubrovnik, Kroatien, hvor Nissan har inviteret til testkørsel af den helt nye Nissan Micra.

Og den har de ikke overraskende meget store forventninger til. Det er femte generation, vi er ude i nu, af den succesfulde model, der så dagens lys første gang i 1983. Siden er den solgt i over 7 millioner eksemplarer verden over, ca. halvdelen i Europa alene, hvor den i øvrigt i 1993 også blev første japanske bilmodel nogensinde, der blev kåret som “European Car of the Year.”

IMG_2771

Med den nye femte generation er der igen skruet op for ambitionerne. Vognen er produceret og designet til det europæiske marked og Nissan forventer, at den vil bringe dem tilbage i top ti i segmentet, og lokke en del nye og yngre kunder til.

Derfor fortæller Nissan da også stolt, at alt faktisk er ændret på den nye Micra, undtagen navnet.

IMG_6391

Femte generation Nissan Micra fås kun med fem døre, den er lige under 4 meter lang, 17 cm længere end forgængeren, 8 cm bredere og 6 centimeter lavere.

Al sammen virkemidler, der sammen med den nye front med den v-formede grill, de små skarpe boomerangformede LED-kørelys og lodrette bagende giver vognen et flot dynamisk og kækt udseende.

IMG_6395

Og så kan den nye Micra personificeres, som den røde vogn vi kører i, med farver på skørter, tag, kølerhjelm og på hjulene. Den slags appellerer nemlig til de unge, og stylingen kan føres videre ind i kabinen.

Også herinde er der fokus skarpt og funktionelt design i gode materialer med syninger på instrumentbord og midterkonsol, ergonomiske sæder, 7” infotainment touchskærm samt en helt ny mulig feature lavet i samarbejde med Bose: højttalere i nakkestøtten.

Well. well, det er dog kun chaufføren, der kan få glæde af det, hvad enten det er for at nyde musikken, eller bare for at få en lille privat timeout fra unger og kæreste.

IMG_6399

Den nye Nissan Micra kan desuden fås med sikkerhedsteknologier som intelligent vognbaneassistent, automatisk nødbremse som er standart, og selvfølgelig Nissans Around View Monitor, som gør det muligt at se hele vejen rundt om bilen, når man bakker.

Den friske røde 90 hestekræfters benzinudgave er en sjov og frisk oplevelse i bjergene, hvor den styrer dejligt og let, og jep, mærkbart ligger super fint i svingene takket være det nye stabiliseringssystem. Men også i bytrafikken er den nye Micra en smal sag og åle sig gennem trafikken i, og det gør den til en perfekt all rounder.

IMG_2772

Pladsen i kabinen er glimrende til kernefamilien, voksne kan også godt være med på bagsædet, og bagagerummet har rigelig plads til hverdagens indkøb og pakkenelliker. Det praktiske er med andre ord på plads, køreegenskaberne er mere end godkendt, og det gælder såmænd også for dieseludgaven med 90 hestekræfter.

Oven i det kommer så det, i min optik, virkelig vellykkede og gennemførte design, der præger vognen fra inderst til yderst, som fuldender den nye Nissan Micra.

IMG_2764

Nissan Micra

Pris fra kr. 139.900,-

Hestekræfter: 73 og 90

Kilometer på literen: op til 31,3 (diesel)

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On