Elegant og effektiv Volvo V40CC

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_3052

Foto Malene Raith

Hmm. Jeg kigger skeptisk på den ujævne græsmark, der går hele vejen ud til vandet. Jeg vil egentlig gerne køre derud, men kan ikke rigtig vurdere, hvor dybe hullerne er, om jorden er så smattet, at jeg synker i, eller om der i stedet er glat is under sneen.

Der er kun et at gøre: trille forsigtigt derud. Jeg forlader den sikre asfalt og begiver mig af sted. Vognen klarer alle bump, is og frosne mulvarpeskud så let som ingenting, der er ingen problemer med at manøvrer rundt, og jeg når vandet, parkerer jeg bilen og står ud. Og først da kommer jeg i tanke om det. Selvfølgelig er den bulede mark ikke en udfordring. Det er jo ikke bare en Volvo V40, jeg lige har hentet, det er en V40CC. Og det sidste står jo som bekendt for Cross Country.

IMG_3081

Når man vælger en Volvo V40CC får man ikke bare mere frihøjde, så vognen bedre kan begå sig i lettere terræn, man får også (af samme grund) en højere siddeposition. Måske er det derfor, jeg allerførst, inden jeg begiver mig ud på marken, lige sikrer mig, at jeg ikke har overset en køremodeknap, som kan aktiverer et firehjulstræk. Men det er der selvfølgelig ikke. For selvom den er lidt derhenne ad, så er Volvo V40CC ikke en SUV.

Den nye faceliftede Volvo V40 havde premiere på Geneve Motor Show i 2016, og i Volvo V40CC betyder det altså en smule mere frihøjde samt Volvos labre nye signaturforlygter med det liggende T, kaldt Thors Hammer. Eksteriør designet passer nu med andre ord ind i den nye modelfamilie fra Volvo, og det klæder vognen, der i forvejen har sit eget unikke og cool udseende, navnlig set bagfra.

IMG_3092

Jeg sidder fantastisk i sædet bag det store rat, her er masser af plads, og instrumenterne er overskuelige og nemme at gå til. Nøglen sættes i instrumentbordet, inden man trykker start, og det farverige display med digitalt speedometer mellem urene tænder.

Bilen er udstyret med IntelliSafe Pro sikkerhedspakke som blandt andet giver mig Volvos behagelige adaptive fartpilot og advarsel om trafik i blinde vinkler, der al sammen giver en ustresset komfortabel kørsel. Jeg kan godt mærke, at vognen er tung, men motoren er stærk, og så er den desuden rigtig effektiv.

Det her er nemlig en D3, en 4 cylinders turbodiesel med 150 hestekræfter, og det er ikke bare kraftfuldt for en V40, det giver mig faktisk mulighed for at køre op til hele 26,3 kilometer på literen.

IMG_3098

Det gør denne her bil til ideel som pendlerbil, så længe man altså ikke er mere end to voksne i bilen. For Volvo V40CC hører også til blandt Volvos mindste modeller, men det går først op for mig, da jeg sætter mig om på bagsædet. Eller forsøger på det.

Nuvel. Jeg hører ikke til blandt de mest kortbenede, men jeg kan altså ikke sidde bag mig selv. Ikke, hvis det skal være komfortabelt. Det kan min 6-årige søn til gengæld (altså sidde bag mig), så sålænge børnene er små, kan de godt være med.

Bagagerummet er glimrende til hverdagens udfordringer, men al udstyret skal nok i en boks på taget, hvis familien skal en tur på ski.

IMG_3096

Volvo V40CC kører både friskt, komfortabelt og støjsvagt på motorvejen, og i byen har jeg glæde af størrelsen, som gør den nem at parkere de fleste steder.

Med den glimrende adaptive fartpilot, de fantastiske sæder, som også høje skandinavere sidder utroligt komfortabelt og den effektive brændstoføkonomi er denne Volvo V40CC perfekt til alle, der jævnligt kører langt og ikke har den store børneflok.

Designet er unikt og elegant, omend jeg dog ser frem til at også instrumentbord og midterkonsol bliver opdateret, og jeg har en svaghed for det lidt butch udtryk som beskyttelseslister, frihøjde og skærme giver bilen. Som sagt ikke nok til at være det, men selvom Volvo V40CC altså ikke er en SUV, kan den uden problemer bruges som urban off roader.

IMG_3066

Volvo V40 CC D3 (4 cylindret turbodiesel)

Pris fra kr. 392.000,-

Hestekræfter: 150

Topfart: 210 km/t

Kilometer på literen: 26,3

Volvo V40 kan fås fra kr. 322.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On