Imponerende og komfortabel Toyota Prius

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_2406

Foto Malene Raith

“It may not make sense to you, but we are Japanese, so it makes sense to us,” citatet stammer fra pressemødet ved testkørslen af Toyota Prius i Spanien februar 2016, og det er pt. mit yndlingscitat.

Det omhandler nemlig det specielle design, der altid har og stadig præger Toyotas berømte hybridbil. Bilproducenten har gennem tiderne, som citatet jo så smukt understreger, skulle høre meget for vognens særegne udseende, men det tager de ikke af. For nok kan citatet tolkes som en slags indrømmelse, men jeg vælger at tolke det anderledes: Vi ved, hvad vi gør, og forstår I det ikke, er det jo bare synd for Jer. Sådan!

IMG_2427

At Toyota Prius efterhånden er legendarisk, den originale og ægte hydridbil, er der vist ingen tvivl om. For eksempel ser jeg i øjeblikket serien “Silicon Valley” på Netflix, en satire om it-nørder og it-industrien i den berømte dal i Californien, og stort set alle biler i serien, er Priusser.

Hybridbilen er en af de vigtigste blandt Toyotas modeller, banebryderen for de efterhånden mange forskellige hybridbiler, og den blev, som navnet betyder: en frontløber. For Prius var unægtelig foran sin tid, da første generation så dagens lys i 1997. Altså dengang hvor Al Gore kun mente, at han havde opfundet internettet og endnu ikke kastet sig over global opvarmning, men det er en anden historie.

IMG_2409

Men det var faktisk først i 2004, at Toyota Prius kom til Danmark. Og nej. Danskerne havde ikke travlt med at blive miljøvenlige. Toyota Prius solgte kun i 476 eksemplarer herhjemme frem til den nu nye generation. Men det kan der blive lavet om på nu, hvor tiden er blevet mere moden, hybridteknologien begyndt at vinde mere indpas og med de nye generationer bilister, som er blevet langt mere miljøbevidste end deres forældre.

Den nye Toyota Prius er første bil bygget på Toyotas nye globale platform, og blevet lidt lavere og lidt længere, og så har Toyota Prius ikke mindst fået et nyt dynamisk og mere futuristisk design.

IMG_2435

Det er som sagt meningen, at bilen skal skille sig ud, det er der så mange meninger om, men personligt synes jeg, at Toyota Prius ser bedre ud end nogensinde, uden at være utro overfor sin oprindelige lidt kuffertlignende form.

Og det sciencefiction-agtige interiør er en fornøjelse at sætte sig ind i med det farverige instrumentbord fuld af levende displays med diverse informationer. Lige noget for en nørd som mig og min søn, der fra bagsædet følger med i – og kommenterer – flowet af energi ud af batteriet, når jeg accelererer, eller til, når vognen ruller.

IMG_2445

Hybridbiler har jo altid dejligt komfortabel automatgear, i Prius er den lille blå gearskifter (CVT gear) placeret lodret under det store infotainmentsystem og nedenunder er der mulighed for at oplade mobilen trådløst. Det kræver et særlig cover til telefonen, men jeg er ikke i tvivl om, at Prius også her er en forløber.

Jeg sidder meget behageligt i det komfortable dybe sæde i den flotte kabine og nyder den stille start, inden benzinmotoren tager over med et lille vroum.

IMG_2449

For det er jo sådan med de “almindelige” hybridbiler, at batteriet supplerer brændstofmotoren, som på den måde kan køre længere på literen. Batteriet får kun tilført ny energi, når man triller eller bremser, og derfor er det heller ikke uvæsentligt at den nye Toyota Prius er blevet mere effektiv med et nyt hybridsystem og en nyudviklet 1.8 liters benzinmotor. Man kan faktisk tillade sig at køre pænt til og stadig køre langt på literen.

Batteriet, som ligger under bagsædet, er blevet lidt mindre, men 28 procent mere effektivt. Kort sagt, den nye Prius er hybrid på den fede måde.

IMG_2420

Jeg kan sagtens stryge ud ad motorvejen for fuld fart og køre vognen, som en helt almindelig vogn, men så skal jeg altså også tanke noget mere. Kører jeg derimod pænt, kan den køre op til 33 kilometer på literen, og det er vel at mærke i en vogn med plads til hele familien. Imponerende!

Hybridteknologi er stadig lidt dyrere end tilsvarende brændsstofvogne. Til gengæld er udstyrsniveauet som udgangspunkt højere, den nye Prius dejligt støjsvag med komfort i top, og så kan man ikke komme udenom, uanset hvad man end mener om designet, at Prius fra et fremtidigt og miljøvenligt synspunkt totalt giver mening.

“Se mor, nu bruger du strømmen …!” Kommenteres der fra bagsædet igen. Javel. Jeg skal køre min bil rigtigt. For jeg må nemlig ikke glemme, at verden også går i arv til ham.

Se filmen fra testkørslen i Valencia her:

Toyota Prius 1.8 Hybrid H3

Pris kr. 448.990,-

Hestekræfter kombineret: 122

Topfart: 180 km/t

Kilometer på literen: Op til 33,3

Toyota Prius fås fra kr. 419.990,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On