Urørligt design i Mercedes-Benz C 250 Coupé

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_0938

Foto Malene Raith

”Næh, hvor … Uh!” Det kommer lige lidt bag på mig, og jeg begynder at grine. Der skal vist skrues lidt ned.

Vanen er jeg nok ikke alene om at have. At tale med mig selv. Heldigvis foregår det endnu oftest kun på steder, hvor ingen kan høre mig. Som i bilen.

Men hvad der giver mig et lille chok, er, hvor højt mit egen stemme lyder i kabinen, som jeg cruiser af sted med 60 i timen i den komfortable og behageligt støjsvage Mercedes-Benz C 250 Coupé.

IMG_0954

Jeg er altid lidt splittet over coupéer. Designmæssigt er det måske den mest perfekte form til en bil, og her er C 250 Coupé absolut ingen undtagelse.

Lige fra den smukke kølergrill med den store stjerne flankeret af de elegante lygter og store luftindtag, over de lige linjer ned langs vognen, mandelformede ruder til den perfekt afrundede bagende med de integrerede udstødningsrør.

IMG_0969

Spitzen, smooth og smukt, som et stort formfuldendt smykke. Navnlig i denne AMG Line udgave med 19” fælge og ”diamanterne” på grillen.

Dørene på en coupé er altid store, hvilket gør udstigning let, elegant og samtidig signalerer, at det her er en bil, der hører til i en indkørsel og ikke på en smal p-plads.

Og det er sådan set det, der splitter mig. For to døre gør også dersens indbydende bagsæde en smule ubrugbart.

IMG_0985

Måske fordi jeg er lang og hader at vippe sæder for at komme til – det får mig jo til at ligne en knækparasol. Men så er det jo bare at gøre det samme, som jeg altid gør med sportsvogne, bruger bagsædet til tasker, overtøj og ind imellem et enkelt barn eller to (der selv kan sætte sig).

For jeg sidder nemlig selv dejligt komfortabelt med masser af plads bag det store læderrat.

IMG_0959

Vognen er som sagt AMG Line trimmet, og det gør interiøret lidt mere sporty med sportssæder i kunstlæder og mikrofiber, sportspedaler, paddleshift og så elsker jeg det lille analoge ur over midterkonsollen.

Infotainmentsystemet styres via den store knap på midterkonsollen, hvor man også kan slå Start/Stop fra og desuden sætte i forskellige køremodes.

IMG_0976

AMG Line betyder også sportsundervogn uden at bilen på noget tidspunkt føles ukomfortabel, om end jeg dog bemærker hver eneste kloakdæksel, som er plantet midt på vejen.

Køremodes går fra Eco til Comfort, mit foretrukne mode i byen, samt fra Sport til Sport+, og Mercedes-Benz C 250 Coupé mangler bestemt ikke dynamik.

IMG_0982

Den er ikke voldsom og vildt brølende uanset køremode, men mere flyderagtig på måden, hvor man ikke bemærker, om man kører 90 eller 130 km/t.

C 250 glider bare upåvirket ud ad motorvejen gennem sit 7-trins G-Tronic Plus automatgear og styrer let og overlegent lækkert.

Vognen er også udstyret med sikkerhedsteknologier som blandt andet adaptiv fartpilot, Lane Keeping Assist, der diskret brummer tre gange i rattet og høfligt retter ind, hvis jeg er på vej over i sidebanen.

IMG_0972

Det hele er med det at uppe køreoplevelsen, ikke på racerkørermåden, men på den luksuriøse livsnydermåde som gennemsyrer hele vognen.

Og glem bare kedelig familiepraktik. Selvom der er masser af plads i bagagerummet, handler C 250 Coupé ikke om kopholdere, nettoposer eller børnesæder på bagsædet. Mercedes-Benz C 250 Coupé handler om nydelse lige fra man kaster første blik på det elegante strømlinede design til man oplever den gedigne komfortable kørestil. Og får man brug for noget til at bryde stilheden, kan man jo altid begynde at tale med sig selv.

IMG_0948

Mercedes-Benz C 250 Coupé

Pris kr. 662.100,- (foruden ekstraudstyr som AMG Line, Førerassistentpakke m.m.)

Hestekræfter: 211

Topfart: 250 km/t

0 – 100 på 6,8 sekunder

Kilometer på literen: op til 18,5

Mercedes-Benz C-klasse fås fra kr. 558.700,- (C 180)

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On