Emotionel italiener Giulia Q

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_0283

Foto Malene Raith

”Du skal lige være klar over, at når du sætter i Race, så er alt slået fra …” forklarer den flinke Fiatmand mig.

”Ajm, bare rolig, jeg skal heller ikke ud at køre ræs på landevejen i dag,” svarer jeg fluks, ryster på hovedet og fægter afvisende med hænderne.

Men det skulle jeg.

Godnat og sov godt.

IMG_0331

For ligeså snart jeg placerer min bagdel i lædersædet, finder den røde knap på rattet og starter den dybt brummende motor på Alfa Romeo Giulia Q, sker der noget med mig.

Fornuften fra før ryger i baggrunden, som adrenalinet begynder at rulle i mine årer. Det her er ikke bare et transportmiddel, jeg skal køre lidt rundt i, det er en følelse, som går direkte blodet. Og jeg vil have mere.

IMG_0260

Den første Alfa Romeo Giulia så faktisk allerede dagens lys tilbage i 1962. Vognen var dengang, præcis som i dag, en meget vigtig vogn for Alfa Romeo, og den blev produceret i mere end 1 million eksemplarer frem til 1977. Det var en af de første masseproducerede biler, hvor man kombinerede en højt ydende motor med en letvægtssedan, og det gjorde det til en meget dynamisk og levende vogn.

I dag producerer (Alfa) Romeo sin baghjulstrukne Julie på en fabrik udenfor Rom, og platformen er naturligvis helt ny.

IMG_0329

Dynamik har altid været et kendetegn for Alfa Romeo, den nye Giulia er ingen undtagelse, men vil man have racerfølelse, er det vognen med Quadrifoglio, det lille firekløver, på siden, man skal gå efter. Q står i dag kun på Alfa Romeos ekstreme biler, (tidligere var det QV), mens de højt ydende omkring 250 hestekræfter får et V (for Velocce).

Jeg brummer ind mod København med bilen i normal mode. Den er absolut både komfortabel og frisk nok her, men som jeg modtager tommelfingeren opad af adskillige medbilister, får jeg mod på at sætte i Dynamic.

IMG_0300

Giulia Q bliver straks mere vågen, speederen mere responsiv og rattet strammere, og som jeg lister videre over i Racing er det om at holde tungen lige i munden. Og være gelinde med foden på pedalen.

For jeg skal nærmest bare hoste på speederen nu, for at sende den i warpspeed hen ad asfalten, og selvom jeg elsker lyden af den vrede motor, beslutter jeg hurtigt at forlade byen og Racingmode igen efter at have kørt sidelæns over et kryds. Til underholdning for en måbende flok turister.

IMG_0338

Jeg lukker hænderne om det store lækre rat i læder, kulfiber og aah, alcantara. Tre materialer, som går igen på sæder, instrumentbord og midterkonsol sammen med de smukke røde syninger.

Navigationen viser aktuelle kødannelser på min rute, og det hele styres let med en drejeknap i midten. Også de seks manuelle gear glider nemt med den store runde gearknop, og Giulia er en skøn velafbalanceret dame at glide af sted i adstadigt tempo i.

IMG_0342

Men så snart køerne løsner op og trafikken forsvinder lister jeg over i Racing igen.

Omdrejningerne går fluks op, undervognen bliver hård igen og rattet knivskarpt. Jeg brøler af sted med smil fra øre til øre og lykkefølelse i blodet. Giulia Q er levende og fantastisk at køre af sted med, men fart er nu ikke det sjoveste.

Det er køregenskaberne, det præcise styretøj og kravene det stiller til føreren. Og således havner jeg jo på landevejen.

IMG_0250

Giulia Q er nemlig sjovest at køre gennem sving, over små bakketoppe og rundt om hjørner. Det er ubetinget den bedste ruchebanetur, jeg har været på i mange år, men kræver også at jeg holder tungen lige i munden, øjnene åbne og ikke bliver overmodig.

Og med den indre racerkører tilfredsstillet kører jeg roligt hjemad igen.

IMG_0291

Alfa Romeo Giulia er en smuk, komfortabel og velkørende stor vogn med masser af plads på både for- og bagsæder. Og med et Q på siden kan den elegante firmabil forvandles til en fantastisk kontant racerbil, som kan udfordre selv de dygtigste kørere.

Glem tilbagelænet ræs, hvor mekanikken gør det hele for dig. Giulia Q kræver en indsats, men belønner dig til gengæld også med en køreoplevelse ud over det sædvanlige, som ikke forlader din krop lige med det samme.

Slogannet for den italienske bilproducent er da også ”La maccanica delle emozioni,” mekanik af følelser, og det beskriver perfekt den nye Alfa Romeo Giulia Q.

IMG_0277

Alfa Romeo Giulia Q 2.9 V6

Pris fra kr. 1.395.000,-

Hestekræfter: 510

Topfart: 307 km/t

0 – 100 på 3,9 sekunder

Kilometer på literen: 11,8

Alfa Romeo Giulia fås fra kr. 475.000,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On