På luksuseventyr i Göteborg

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_1103

Foto Malene Raith

”Google siger, at vi er her?” Jeg kigger hen langs bygningen og får så øje på den diskrete indgang.

”Jep, jeg tror, det er lige der …” Den er god nok. Der står Hotel Pigalle på det lille grønne skilt.

Som vi nærmer os dørene smækker de automatisk op. ”Her begynder eventyret,” står der på den tykke måtte. Vi kniber øjnene sammen, og begiver os forventningsfulde ind i den dæmpede belysning i entreen.

IMG_1078

Vi befinder os i Göteborg, Sverige, ca. tre en halv times kørsel fra København, hvor vi er taget på en lille hyggelig getaway for at slappe af, opleve noget andet og eventuelt kigge på julegaver.

Hotellet ligger nemlig midt i byen lige ud til butiksgader og havnen. Men der er en vigtig ting, man skal vide om Göteborg. Centrum er lukket for biler, og derfor er det en god ide at få en kørselsanvisning af hotellet, inden man havner på sporene mellem sporvognene i forsøg på at nå derhen.

IMG_1112

Bilen skal efterlades inden, og Hotel Pigalle har heldigvis en aftale med et P-hus lige ved siden af.

Vi ankommer i regnvejr sidst på eftermiddagen, tanken om shopping er gået lidt i sig selv, men det gør heller ikke spor. For som dørene på Hotel Pigalle lukker sig bag os, glemmer vi alt om byen, og begiver os hen i den særlige og helt unikke verden, vi netop er trådt ind i.

IMG_1053

For det fuldstændig som at vandre ind i en parallelverden. Eller en tidslomme om du vil. Det to år gamle Hotel Pigalle er et såkaldt boutique hotel, en betegnelse man bruger om mindre hoteller med et unikt særpræg. Stemningen er fransk Noir med en blanding af luksussaloon fra Det Vilde Vesten, Art Deco og Moulin Rouge med de svulstige svungne velourmøbler, tunge gardiner, svære bogreoler fulde af læderindbundne bøger, tykke lysestager med dryppende stearin, perlekæder og ikke mindst vældige guldrammer med letpåklædte damer.

Burlesque rammer nok bedst indretningsstilen, altså vovet, forførende og lystigt men også med humor og glimt i øjet.

IMG_1006

Vi tjekker ind i den elegante Bar Amuse i stuen, hvor man kan nyde cocktails, østers og skylle efter med champagne i en verden, der allerede føles fjern fra de sporvogne, der i ny og næ ruller forbi udenfor vinduet.

Og som vi går mod værelset ad de snoede gange med tykke bløde tæpper, kan jeg ikke lade være med at tænke på Anne Rice (forfatteren bag Interview With The Vampire).

IMG_1072

Stilen og den dæmpede belysning går igen overalt på hotellet også på det smukke værelse med den høje seng dynget til af tykke bløde puder. Det hele er gennemført til fingerspidserne, selv lysdæmperne er guldknapper, man drejer, og stemningen går så meget i blodet på os, at vi på ingen måde har lyst til at begive os ud i regnen igen for at kigge på neonoplyste butikker.

Selvom Hotel Pigalle ikke er et decideret familiehotel, har vi taget vores 6-årige søn med, og der går ikke mange minutter før hele familien, som det naturligste i verden, ligger i en stor klump mellem alle puderne i sengen og chiller, læser bøger og spiller iPad.

IMG_1009

Oppe under taget på 4. Sal ligger Restaurant Atelier, som er lige så fuld af særpræg, luksus og fascinerende indretning som resten af hotellet. Den gamle elevator, som ankommer på etagen med et lystigt kvindegrin, kører os hele vejen derop, da sulten tvinger os på benene igen.

En knitrende pejs ved de bløde sofaer indbyder til en lille cocktail, inden vi bliver sat til bords i vores egen karnap.

IMG_1059

Menukortet er let overskueligt (også på engelsk, hvis det kniber med det svenske), og vi vælger Skafferimenuen, hvor man selv vælger en af to forretter og to desserter, foruden de to fastlagte hovedretter. Dertil vælger vi vinmenu (den billigste).

Første ret er en yderst delikat rørt tatar med jordskokker, creme fraiche og stenbiderrogn, knasende lækkert, fuld af smag og dejligt let, sammen med et køligt glas Riesling fra Mosel.

IMG_5927

Vi får også et lille bræt med fransk smør, hjemmelavet brød, skinke og fransk gåselever, inden vi ryger på første hovedret, kogt hanelår med årstidens grønsager, sødet løg og kørvel. Igen velsmagende, velafbalanceret og friskt. Til det en speciel, meget velsmagende mild spansk hvidvin fra Mallorca.

Anden hovedret er stegt ørred med gratineret blomkål og lokale svampe, dertil en frugtfuldt og super lækker østrigsk rødvin.

IMG_5928

Vores maver er ved at være mætte, og vores smagsløg super forkælede, allerede inden vi når til desserten. Maltmarineret æble- og havtornkompott vanilleis og italiensk marengs. Igen utroligt smagsfuldt og godt komponeret. Restauranten skriver at de indretter menuen efter årstiden, og til det, kan tilføjes, at de i høj grad også får det ypperste ud af de friske råvarer.

De sidste dråber af den spanske dessertvin Moscatel nydes i fulde drag, inden vi tilfredse triller ned på værelset og de bløde bløde puder.

IMG_1092

Næste morgen vi sidder længe i den store sofa ved pejsen og drikker kaffe og nyder det overdådige morgenbord med udvalg af omeletter, lammepølser, brød, pålæg, kanelbullar, croissanter m.m.

Og hele vejen hjem gennem det svenske efterårslandskab sidder jeg og drømmer videre om den gode mad, det bløde interiør og den unikke stemning på eventyrshotellet i Göteborg. Vi kom selvklart ikke hjem med en eneste julegave. Den slags stress var nemlig slet ikke længere interessant, da først vi var trådt indenfor dørene på det luksuriøse Hotel Pigalle.

IMG_1096

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On