Komfortabel amerikansk bøf Ford Edge

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_9842

Foto Malene Raith

”Prøver han mon at sige noget, ham der?” En modkørende bil blinker med lygterne, og jeg tjekker straks, at farten er på de 110 km/t, som fartgrænsen netop er skiftet til. Nu er det jo Odense, vi er på vej imod, og der er der næsten altid …

”Der var den!!” udbryder min kollega og jeg i munden på hinanden, så jeg nær er kørt i grøften. Ude i nødsporet står den lille sorte kasse med kameraet, mens selve fotovognen er parkeret bag en busk på marken.

Så kan jeg lære at slå teknologien til. For man behøver slet ikke være så nervøs bag rattet på den store nye Ford Edge, hvor fartpilot og skiltegenkendelse såmænd kan sørge for at fartgrænserne automatisk overholdes, så kørslen forbliver afslappet, komfortabel og helt uden frygt for paparazzien i det skjulte.

IMG_9835

Jeg befinder mig på motorvejen på vej mod Oksbøl i Jylland, hvor Ford har inviteret til testkørsel af den nye Ford Edge på militærets terræn.

Ikke fordi den store amerikanske SUV er specielt skudsikker, men fordi vi her har mulighed for at prøve kræfter med vognens firehjulstræk (AWD) på veje fulde af løst sand og dybe hjulspor fra tanks.

IMG_9853

Og det er faktisk pænt sjovt at mærke vognen ”sejle” gennem sandet for fuld fart, og det bliver ikke mindre underholdende af, at vi pludselig bliver jagtet af militærets vogne, fordi de har glemt, at vi skal komme.

Sørger man for at holde tempoet nogenlunde oppe er det intet problem at forcere selv større sanddynger med det intelligente firehjulstræk (som selv fordeler kraften på hjulene efter behov), køre gennem skarpe sving eller rulle roligt ned ad en stejl skrænt.

IMG_9865

Ford Edge (2.0) fås med to forskellige dieselmotorer på henholdsvis 180 hk med manuelt gear og 210 hk med automatgear. Jeg er fan af den sidste. Ikke fordi et par af kollegerne med manuelt gear sidder fast i sandet et par gange, men fordi det bare passer bedst til den her store komfortable vogn.

Sandet og gruset klares uden problemer, vognen er stærk og ser dejligt bister ud med sin sorte grill og store sorte 20” fælge, men en decideret off roader er den ikke.

IMG_9845

Frihøjden er selvfølgelig i orden, hvilket gør, at jeg sidder dejligt højt bag rattet og spejder over heden (efter snigskytter). Kabinen er stor og rummelig, bagsædepladsen rigelig til tre børn og bagagerummet har plads til det hele.

Takket være firehjulstrækket kører Ford Edge dejligt stabilt på både lande- og motorvej, hvor den er nem at manøvrere rundt, også når den skal parkeres (med sensorer og kameraer).

Derudover er udstyrsniveauet højt, og foruden den adaptive fartpilot (som er perfekt til at cruise), skiltegenkendelse m.m. er der aktiv køreassistance, som hjælper dig med at holde vognen i banen.

IMG_9840

Kombineret med en fint støjfri kabine, og ja, som sagt også gerne med automatgear, gør det Ford Edge til en stor fed SUV flyder, som kan transportere hele familien kort som langt på komfortabel, flot og behagelig vis.

Men hvad vil Ford med sådan en dyr bil, er der måske nogen, der spørger. Set med amerikanske øjne er mikrobiler ikke noget, man kører. Overthere er en almindelig bil ofte på størrelse med en SUV.

I Europa har folk også fået øjnene op for store biler de senere år, og her giver Fords nye luksus SUV Ford elskere lidt mere af det hele – hvilket desværre i Danmark betyder meget mere til statskassen.

IMG_9854

Ford Danmark forventer da heller ikke, at køre læssevis Ford Edge ud af butikkerne. Men det at den er her, synes jeg er et godt tegn. For i det mindste har vi adgang til den store amerikanske bøf, som heldigvis ikke er blevet sorteret fra i jantelovens navn.

Ford Edge kan fås eller nydes i de fem Ford Stores, som ligger fordelt i landet.

IMG_9832

Ford Edge (2.0)

Pris fra kr. 661.770,- (med automatgear fra kr. 768.470,-)

Hestekræfter: 180 og 210

Topfart: op til 211 km/t

Kilometer på literen: 17,2

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

Author: Malene Raith

Share This Post On