Nye fikse Hyundai i20 versioner

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

IMG_9741

Foto Malene Raith

“Er det den lille røde, mor?” Jeg nikker til sønnen, som glad løber over til den fikse Hyundai ix20, som står og glimter i solskinnet.

Nok kalder han den lille, men udseendet snyder, for ligeså snart vi kommer ind i den røde vogn, er der faktisk rigtig god plads til os begge på for- som bagsæde.

Hyundai kalder da også ix20 for en lille MPV, og den betegnelse er ikke helt ude i hampen.

IMG_9742

Den koreanske bil, som er udviklet i Europa, er nemlig en ny variation af den friske Hyundai i20 med fokus på plads og praktik.

For at fremme MPV indtrykket sidder man lidt højere bag rattet, og sammen med den store forrude med de karakteriske MPV sideruder, er overblikket over trafikken derfor godt, som jeg triller ud i trafikken i den lille rummelige bil.

IMG_9749

Udstyrsniveauet på Hyundai ix20 er som udgangspunkt højt, og selvom vognen har en overskuelig størrelse, som gør den nem at manøvrere rundt i byen, nyder jeg alligevel, at den har p-sensorer, som gør, at jeg kan parkere helt tæt uden at skulle dreje nakken af led.

Her er også et nemt betjent klimaanlæg, sædevarme og multifunktionsrat med autopilot.

IMG_9754

Den fikse bil er desuden dejligt frisk på motorvejen, hvor den uden problemer, eller for meget støj, følger med op til fartgrænsen. Faktisk så fint, at jeg godt kunne bruge et sjette gear.

Komforten er rigtig god, jeg nyder min plads bag rattet, men også bagved sidder sønnike godt og kigger ud. To børn kan snildt sidde deromme og indkøbene til børnefødselsdagen uden problemer være i bagagerummet.

IMG_9767

Hvor den almindelige Hyundai i20 er lidt mere dynamisk i sit udtryk, er ix20 altså mere praktisk og familieorienteret i sit, men ønsker man et mere aktivt og bistert look, er det Hyundai i20 Active Cross, man skal gå efter.

IMG_8259

Som navnet antyder er den mere crossoveragtig med ny bister front, tagbøjler til for eksempel mountainbikes, og lidt højere frihøjde (hævet fra jorden), som giver den et aktivt og sporty look.

Selvom udseendet er derhenne ad, vil jeg dog ikke anbefale, at man begynder at køre decideret off road i Hyundai i20 Active Cross, men en gammel hullet vej behøver man ikke at frygte.

IMG_8258

Interiøret er enkelt og meget overskueligt, specielt fordi knapperne både er store og har stor skrift på, som for eksempel til aircon og rat- og sædevarme.

Også på denne vogn kan jeg sætte fartpiloten på rattet, og det nyder jeg på de længere ture, hvor trafikken ikke er alt for tæt.

IMG_8286

Vognen styrer dejligt stabilt, kører rapt gennem sine fem gear, og er behageligt støjisoleret og frisk at stryge af sted i størrelsen taget i betragtning.

Også denne vogn er dejligt rummelig. Jeg sidder, som lang person, komfortabelt bag rattet, og da der kommer et sæt bedsteforældre på bagsædet, har de også fin plads (ja, måske ikke til en tur Ålborg – København tur retur).

IMG_8279

Frihøjden gør det nemmere for os allesammen at komme ud og ind af bilen, så selvom Hyundai i20 Active Cross gerne vil signalere aktiv livsstil betyder det ikke, at den ikke også kan være praktisk.

De to nye varianter af Hyundai i20 er på den måde ens med hensyn til rummelighed, komfort og gode køreegenskaber, så hvad man er til må derfor være en smagssag.

Personligt kan jeg rigtig godt lide Hyundai ix20s store forrude og sideruder, der giver mig masser af overblik og lys ind i kabinen.

IMG_8271

Omvendt passer Hyundai i20 Active Cross udseende (også selvom jeg hverken er aktiv eller har en mountainbike) mig bedre på grund af den bistre og lidt mere kantede front.

Uanset hvad eller hvem man er, så får man med Hyundai i20 variationerne en meget velkørende vogn, der ikke sakker bagud på motorvejen, eller er svær at få rundt i byen, pakket ind i et design, som passer til smag og behag.

IMG_8248

Hyundai ix20

Pris fra kr. 159.995

Hestekræfter: 90

Topfart: 168 km/t

Kilometer på literen: 17,9

Hyundai i20 Active Cross

Pris fra kr. 159.995

Hestekræfter: 100

Topfart: 178 km/t

Kilometer på literen: 17,9

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On