Topløs luksus i Range Rover Evoque Convertible

IMG_9723

Foto Malene Raith

Jeg var en af dem, der tog mig til hovedet og tænkte: hvad skal vi lige med den her? da den nye Range Rover Evoque Convertible blev lanceret for verdenspressen for første gang ved Los Angeles Motor Show i november 2015. Det skal lige siges, at jeg i forvejen skiller mig ud fra målgruppen ved at være en kvinde, der IKKE er synderligt fan af Evoque, som jeg lidt synes ligner en Range Rover, der er blevet trådt på.

Men som jeg står overfor den nye Range Rover Evoque Convertible i sensommersolen, er der pludselig noget, der falder på plads.

IMG_9711

Jeg befinder mig midt i Range Rover segmentet på den eksklusive golfklub, The Scandinavian, i Farum, hvor Jaguar Land Rover har inviteret til premiere på den nye vogn.

Vejret er utroligt nok perfekt til at køre åben bil, men det er nu mere noget andet, jeg bemærker som det første: det klæder Evoque overraskende meget at få den flade hat af. Det er som om, at linjerne bliver rigtige og dimensionerne nu passer.

Jeg sætter mig ind i det bløde lædersæde bag det tykke rat, drejer gearskifteren i drive (og videre over i Sport) og ruller ud på vejen på ovenlegen vis med sol i håret.

IMG_9706

Komforten kan man naturligvis ikke sætte en finger på, det er Range Rover eksklusivitet med masser af plads, og vognen er en behagelig bred flyder, som cruiser ud ad asfalten i smuk og god stil.

Jeg sidder nok højt i trafikken, men faktisk dybt bag rattet og modsat mange andre åbne biler flugter toppen af mit hoved ikke med toppen af forruden. Det bevirker, at mit hår ikke pisker overdrevet ind i ansigtet (det skal dog stadig sættes op), selv da jeg runder 130 km/t på motorvejen.

Men, finder min kollega og jeg ud af, meget af det skyldes den utroligt effektive windbraker, som er sat på lige bag forsæderne (og bevirker, at der ikke kan sidde nogen på bagsædet). Folder vi den sammen, pisker håret på motorvejen, som jeg kender det, men altså … vi kører også 130 km/t. Og kan i øvrigt oven i købet tale almindeligt sammen uden at skulle overdøve vild vindstøj.

IMG_9738

Range Rover Evoque er nok Range Rovers lille SUV, men det er stadig i høj en off roader med alle de kendetegnende stenkravlende egenskaber intakte, og det gælder også for Range Rover Evoque Convertible. Og det er faktisk lidt af en præstation.

For når taget bliver blødt på en vogn, plejer det som oftest at gå ud over stivheden. Vognen giver sig (og det gælder sådan set også for biler med fast tag), når den skal hen over forhindringer, men det gælder imponerende nok ikke for Range Rover Evoque Convertible.

Den er faktisk afstivet så effektivt, at den kan køre over forhindringer hvilende på to hjul, og stadig være i stand til at kunne åbne og lukke dørene.

IMG_9697

Men det er mere nice to know end need to know. For Range Rover Evoque Convertible kan måske nok uden problemer trille en glad jæger ud i skoven, men byttet vil han alligevel næppe trille hjem på bagsædet. Så er den åbne vogn mere egnet til at transportere den glade golfer i ternede bukser hen til klubben, for det er selvfølgelig her den store eksklusive cabriolet hører til.

I luksussegmentet blandt folk, der ikke behøver lade som om, at de kører en stor vogn på grund af praktiske formål, men blot gør det, fordi de kan. Og på den måde giver Range Rover Evoque Convertible nu fuldstændig mening i min bog. En livsstilsvogn i topklasse skabt til at nyde livet og solskinsdagene i engelsk luksus uden undskyldninger eller udenomssnak. Oven i købet i et design, der gør den lille SUV lang mere skarp og elegant at se på.

Range Rover Evoque Convertible (2.0) fås som både benzin og diesel med hestekræfter fra 150 – 240. Den er netop kommet på dansk asfalt og koster fra kr. 914.900,- og op. Jaguar Land Rover har et mål om at sælge omkring 10 stykker det første år, og noget tyder på at de når det, der er nemlig allerede solgt fem på landsplan.

IMG_9703

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

 

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On