Stor, stærk og skarp Mitsubishi Outlander

IMG_8846

Foto Malene Raith

“Hah, er du sikker på, at du kan være der?” Jeg kigger grinende på min søn, men han svarer ikke. Nåh. Det der med ironi er han åbenbart endnu ikke helt stor nok til at forstå.

Men sandheden er, at knægten har oceaner af plads på bagsædet af den store rummelige Mitsubishi Outlander, selv med en lang mor foran, og vil han lige have et par kammerater eller fire med, kan de såmænd også være der takket være den tredie sæderække.

IMG_8849

Det er tredie generation af SUV’en Mitsubishi Outlander, som nu har fået et større facelift (eller opgradering om du vil).

Firehjulstrækkeren har fået en ny markant grill, ny kofanger og nye kørelys foruden, at bagenden er ændret en hel del med nye lister, nye LED lygter og ny kofanger. Det hele er med til at få vognen til at syne bredere og lavere, og det klæder den gevaldigt.

IMG_8875

I kabinen er der masser af lys og luft, jeg sidder, som altid i en SUV, højt og behageligt bag rattet, og med armen hvilende på det brede armlæn cruiser jeg en tur til Sverige og op langs kysten.

Interiøret er nydeligt, meget enkelt og alligevel fuld af gode funktioner.

Navigationen er sat på 6.1” touchskærmen, klimaanlægget holder heden ude, og telefonen lader op i USB stikket imens. Men allerbedst kan jeg lide den adaptive fartpilot. Altså hvor jeg kan sætte farten og så tager bilens selv farten af, når nogen kører ind foran mig, og sætter farten op igen, når de er væk.

IMG_8898

Det er rigtig rart, når man skal køre langt på motorvejen i skiftende trafik, og er desuden med til at sikre, at jeg ikke kører for hurtigt. Den slags slår svenskerne jo hårdt ned på.

Jeg kan også styre hvor lang afstand, jeg ønsker til den forankørende. Den adaptive fartpilot reagerer nemlig lidt for brat og de mange opbremsninger i forholdvis tæt trafik blødes op, når afstanden øges.

Det hele styres nemt og logisk via knapperne i højre side af rattet.

IMG_8891

Mitsubishi Outlander kan fås med manuelt gear, hurtigt CVT gear (trinløst automatgear eller multigear) eller et 6 trins automatgear.

Vognen, jeg kører i, har sidstnævnte, og det fungerer godt og komfortabelt, som jeg ruller ud gennem det svenske landskab. Den har desuden firehjulstræk, det har de alle på nær billigste model, og det er med til at øge stabiliteten på vejen, uden at brændstofforbruget bliver for voldsomt.

IMG_8862

Det er både en komfortabel og støjfri oplevelse at køre her, og Mitsubishi Outlander mangler på intet tidspunkt kraft.

Den stærke dieselmotor beder nærmest tværtimod om, at jeg spænder en hestetrailer eller campingvogn på bagenden, eller i det mindste smækker syv personer ind i vognen med al deres feriebagage, så den kan få noget at lave.

IMG_8882

Som sagt er der rigelig plads på bagsædet, hvor den flade bund også gør det muligt for tre voksne at sidde godt, de to bagerste siddepladser er mest velegnede til børn på kortere ture, men man kan også bare vippe dem allesammen ned og fylde vognen op med reoler fra Ikea.

Bruger man bagagerummet meget vil jeg anbefale, at tage det højeste udstyrniveau, Instyle, for så får man – udover blandt andet det dejlige nøglefri adgang og start, lædersæder m.m. – elektrisk bagklap. Det elsker jeg! Specielt på en stor tung bagende.

IMG_8877

Andet standardudstyr som jeg værdsætter meget, er de høfligt bippende baksensorer, der ikke kører mit stressniveau i vejret med skingre toner, blot fordi hækken i indkørslen er groet liidt for langt ud.

Komforten er i det hele taget god i den rummelige og stærke Mitsubishi Outlander, som både kan bruges til at trække familie og campingvogn til Sydeuropa, og til at trække det tunge læs gennem terrænet, hvis man vælger Super-All Wheel Control. Her er det er muligt at indstille vognen i fire forskellige indstillinger alt efter underlaget.

Det gør al sammen Mitsubishi Outlander til en yderst praktisk bil, men også en bil, man nyder både at se på og opholde sig i – og det uanset om man er gammel nok til at forstå ironi.

IMG_8851

Mitsubishi Outlander 2.2 DI-D Instyle Aut.

Pris kr. 555.635,-

Hestekræfter: 150

Topfart: 190 km/t

Kilometer på literen: 17,2

Mitsubishi Outlander fås fra kr. 345.855,-

Få PRÊT-À-PARTIR Magasin gratis og uforpligtende hver måned, tryk her!

Author: Malene Raith

Share This Post On