Knivskarp sommerstil Audi TT Roadster

IMG_8426

Foto Malene Raith

”Alle arme ind i bilen,” kommanderer jeg sønnen og ruller vinduerne ned, så vi nu kører helt åbent gennem den hede eftermiddags trafik.

”Og tryk på knappen …!” Drengen adlyder prompte og den store windbreaker (læskærm) skyder fluks op bag os, så vi ikke får træk.

Duften af blomstrede syrener bølger ind i vognen, solen skinner over vores hoveder fra den uendelige blå himmel, og fuglesangen fra de lysegrønne træer blander sig med den herligt hule brummen fra motoren, når jeg træder på speederen.

Åh, manner! Man skal være lavet af sten for ikke at blive i godt humør af den knivskarpe nye Audi TT Roadster.

IMG_8448

Og det starter såmænd allerede ved første blik.

For nok er den nye Audi TT utroligt veldrejet, men som åben sportsvogn bliver den bare lige en tand skarpere i sit udtryk.

Måske fordi det passer bedre til den korte brede vogn at være en roadster (to personers åben bil) uden det symbolske bagsæde, men med læskærm og styrtbøjler i stedet.

IMG_8457

De dynamiske linjer på vognen er desuden ekstra tydelige i den hvide udgave her, hvor det er en nydelse at studere de lodrette buer over hjulene og de markante lige linjer hen langs siden. Så skarpe, at man næsten kan skære sig, når man kører hånden hen langs med.

Kantet, enkelt og utroligt effektivt design. Det samme gælder også for den vrede front med den sorte brede sekskantede grill og de store luftindtag.

IMG_8289

Sammen med de dobbelte L-formede forlygter, som understreger de lige linjer, gør det vognen helstøbt og harmonisk.

Også bagenden på Audi TT Roadster er smuk med rene vandrette linjer uden voldsom krom og lir og de to store udstødningsrør glimter kun diskret i solen.

IMG_8473

Jeg placerer mig tilfreds på de sorte alcantara sportssæder (ekstraudstyr), der ikke klistrer til bare ben, som læder kan gøre, og lukker hænderne om det tykke læderrat.

Klimaanlægget er i fuld stand til at varme kabinen op, når jeg kører åbent på en kølig aften (kan sågar som ekstraudstyr blæse varm luft i nakken på mig fra sædet), og kompenserer selv, hvis man lukker taget, med at skrue ned for varmen. Smart!

IMG_8478

Jeg har adgang til kørecomputer og infotainmentsystem på displayet mellem urene, det styres på en drejeknap på midterkonsollen, men jeg foretrækker blot at have navigationen på – fordi jeg kan.

Over midterkonsollen er nogle få knapper blandt andet den vigtige køremodeknap. Den vender jeg tilbage til.

IMG_8437

Jeg trykker forventningsfuldt start, men bliver ikke mødt af et arrigt brøl, som jeg lidt havde håbet på. Bare rolig, vognen brummer skam dybt og lækkert, men noget andet er i højsædet her: komfort.

Det mærker jeg straks, som jeg begynder at cruise af sted. Undervognen er behagelig blød uden at være gyngende, rattet er kontant uden at være tungt, og selvom jeg trykker vognen i Dynamic køremode, bliver Audi TT Roadster aldrig hård og ukomfortabel.

IMG_8445

Det er nemlig en solflyder, det her, en rigtig livsnydervogn, som heldigvis også er i stand til at dække mit behov for dynamisk støj ind på motorvejen.

Vognen har et 7-trins S Tronic automatgear, som glider helt utroligt smooth, og sætter jeg i Dynamic lyder der herlige onde pop fra turboen, hver gang jeg slipper speederen.

Åh, himmelsk!

Vognen føles dynamisk og accelererer skønt, og jeg nyder at trække fra en Audi A8 (som til sit forsvar bliver lukket inde af en mikrobil), der dog hurtigt kommer efter det. Og så er mig i Audi TT Roadster, der bliver sat af.

IMG_8499

Men med håret piskende ind i ansigtet, har jeg nu heller ikke behov for at køre vildt i solcruiseren.

Audi TT Roadster er det modsatte af en praktisk vogn, men der kan alligevel være adskillige liter mælk og weekendtasker i bagagerummet.

Mormor, som havde håbet på et lift, må derimod blive hjemme eller tage cyklen, når barnebarnet har indtaget passagersædet. Og sådan er det bare med to sæders livsnyderbiler.

Både mor og søn havde da næsten også tåre på kind, da vi afleverede den fantastiske komfortable flyder i det knivskarpe design tilbage.

For Audi TT Roadster gør bare en dejlig dansk sommerdag meget bedre.

IMG_8440

Audi TT Roadster 1.8 TFSI (4 cyl.)

Pris inkl. en masse ekstraudstyr (Audi Connect, elektrisk windbreaker, sportssæder, køremodes, belysningspakke, m.m.) kr. 912.412,-

Hestekræfter: 180

Topfart: 237 km/t

0 – 100 på 7,3 sekunder

Kilometer på literen: 16,9

Audi TT Roadster fås fra kr. 620.440,-

Læs mere i PRÊT-À-PARTIR Magasin herunder …

 

Author: Malene Raith

Share This Post On