Bag om barnedrømmen

 

IMG_8180

Foto Malene Raith

”Lettede vi lige begge to der?!” råber jeg grinende til min kollega i den røde Ford Mustang GT Fastback.

”Jeg gjorde i hvert fald, men kunne ikke se dig …” griner han tilbage gennem larmen fra de buldrende V8 motorer.

Vi bliver afbrudt af et jubelbrøl fra filmfolkene ovre på bakketoppen, som vi netop har forceret i fuld fart.

Reaktionen er ikke til at tage fejl af. Vi fløj begge to.

IMG_8146Jeg befinder mig i bagende sol bag rattet på en vild pony. I vognen ved siden af mig sidder en hest. Med gul røg ud af udstødningen.

Ovre ved målstregen står en mand, klædt ud som pruttepude, og vifter med et ternet målflag, mens en nuttet hundehvalp fornøjet trisser rundt i græsset.

Og hvis du synes, at det lyder en lille smule syret, er det ikke fordi jeg har spist svampe. Næh, det er såmænd blot fordi, jeg er med i en drøm.

IMG_8159

Drømmen er ikke min, men en 7-årig piges, som rigtig gerne vil være racerkører en dag, og det er vi netop ved at lave en film om.

Ford er nemlig gået sammen med Foreningen Barndrømmen, som gennem kunst og kultur ønsker at styrke børn og unge i Danmark, for at skabe opmærksomhed omkring projektet Go Creative.

Projektet er et fagligt og kreativt forløb, skabt i samarbejde med fagfolk, kunstnere og kreative konceptudviklere, som henvender sig til skolebørn i hele Danmark (og deres lærere), og hjælper dem med at udvikle sig som selvstændige individer, der tør gå efter deres drøm. Uanset social, økonomisk og geografisk baggrund.

Lær at drømme og få mod til at gøre drømmen til handling, er hovedtemaet. Projektet starter efter sommerferien og vil blive fulgt op af forskellige events i efteråret.

Alles drømme kan nemlig blive til virkelighed.

IMG_8161

”Vi har brug for en kvindelig racerkører, var det ikke noget for dig?” Man behøver ikke spørge mig to gange, om jeg vil hjælpe til med at køre ræs i den nye Ford Mustang. Slet ikke når det er en GT 5.0 med 421 hestekræfter. Og lækker lækker V8 lyd.

Svaret er naturligvis ja, og det er derfor, at jeg sidder her i vognen i solskinnet på det køretekniske anlæg ved Næstved og smiler. Efter at have kørt adskillige omgange for fuld fart med hvinende dæk i svingene.

Jeg tager hjelmen af og åbner taget. Min vogn er nemlig en Convertible. Kollegaen i den lukkede vogn ved siden af nøjes med at tage hestehovedet af.

IMG_8156

Tidligere racerkører Jacob Dalby kan kun se noget ud gennem et smalt hul i munden på den varme plastikmaske, men han behøver heldigvis heller ikke have den på hele tiden.

Så ville det nemlig også være umuligt for ham at drifte i svingene, lave doughnuts og burnout (til stor måben for kørekursisterne i de hvide VW Up!, der tuller rundt i første gear på banen ved siden af).

Det sidste har Ford Mustang et pænt voldsomt program til, som ryger vildt og bagefter forvandler baghjulene til klister med klam slimet lyd. Faktisk er det så vildt, at det ikke kan bruges i filmen.

IMG_5256IMG_5257

Så er gul drømmerøg nu altså meget bedre i pigedrømme.

”Stop … stop, STOOP …!” Vi har ikke kørt mange meter, før panikken opstår. ”Der er ild i vognen …”

Ja, altså, nu er der så faktisk altid ild i en Ford Mustang GT, men det er jo mest i overført betydning. Det her er anderledes virkeligt.

Røgkapslerne, som er placeret i udstødningsrørene på Jacob Dalbys Mustang, er nemlig allerede overophedet og selvantændt, så orange flammer slikker op om bagenden. Heldigvis er en pulverslukker klar i bilen, som hurtigt, men ikke uden drama, får slukket ilden, mens omgivelserne effektivt hyldes ind i gul røg.

Ikke lige den effekt som var ønsket, men de få sekunders optagelser, vi dog når, er heldigvis brugbare.

GoCreative - Vinder

”Malene, Malene, Malene …” Det er ikke småting, som kan skabes i et snuptag af de mange sære rekvisitter i en filmvogn, og jeg ender dagen med den mest nuttede hundehvalp i armene, for små (og store) piger elsker den slags, på toppen af podiet med luften fuld af gylden konfetti.

Det er filmmagi, når det er bedst!

Hesten ved min side er dog helt upåvirket af det hele, men den har også haft samme udtryk hele dagen.

IMG_8167

Vi havde en fest (eller måske hest?) i de fantastiske røde biler den dag i Næstved.

Og selvom jeg ikke er noget match for racertalentet Jacob Dalby, fik jeg alligevel min drøm opfyldt om at stå øverst på podiet.

Nuvel, nok var det kun fordi, at det stod i manuskriptet, men det blev oplevelsen så absolut ikke ringere af.

Husk, at det er gratis både at læse og abonnere på magasinet!

Author: Malene Raith

Share This Post On