Høj kvalitet og køreglæde i ny Opel Astra

IMG_6423

Foto Malene Raith

“Er den sort?” Manden rynker brynene og kommer nærmere.

“Nej, den er mørkegrøn, men det skal man nok ud i lyset for at se,” forklarer jeg, smækker bildøren igen og går i gang med et mindre foredrag om den mørke vogn.

For nok hedder farven, Emerald Green, og den er da også smuk, men når vi taler om den nye Opel Astra, er der så sandelig flere andre væsentlige ting, der er værd at fremhæve ved vognen.

IMG_6468

Den blev kåret til Årets Bil i Danmark 2016, og nu er den nye Opel Astra så sandelig også blevet kåret til Årets Bil i Europa 2016 ved Geneve Motor Show for to uger siden.

Og det er så absolut ikke uden grund. For jeg kan afsløre med det samme, at det er en rigtig gedigen vogn, som Opel har skabt her.

IMG_6445

Det lægger man mærke til fra det øjeblik, man sætter sig ind på det komfortable sæde bag det store multifunktionsrat.

Forsæderne i denne model har lårstøtte, en skøn ting for alle, der skal køre langt, instrumentbordet er elegant og overskueligt med knapper til de hurtige funktioner som Start/Stop (den slår jeg altid fra), samt sikkerhedsfunktioner som Lane Departure Warning, Parkeringsassistent og i denne model: en dejlig sportsmode knap.

IMG_6486

I 2009 lavede GM (General Motors) og Opel en plan, som handler om at tjene penge. Per 2016 skal de være i brakeeven (altså i 0) og per 2017 skal de lave sorte tal på bundlinjen.

For at nå det mål har Opel blandt andet lukket en fabrik og planlagt i alt 29 lanceringer af forskellig art (indenfor både person- og varebiler) frem til 2020. Og det ser ud til at virke, for Opel har vækstet de sidste 3 år og ligger nu på fjerdepladsen over personbiler i Europa.

IMG_6453

Også i Danmark går det fremad. I 2014 solgte Opel således 9.100 vogne, i 2015 ca. 12.800 (800 over målsætningen), og de satser nu på at komme ud af 2016 med 15.000 solgte biler.

Blandt andet skal den nye Opel Astra stå for en stor del af tallet.

IMG_6475

Jeg starter motoren og sætter fluks gang i både sæde- og ratvarme, som er en lise på kølige vintermorgener. Gearene kræver ingen tilvænning, men glider uden problemer smooth gennem de seks trin, og jeg har ikke bevæget mig mange meter, før jeg allerede nyder at køre af sted i den behagelige vogn.

Den nye Opel Astra er komfortabelt affjedret, rattet tilpas stramt til at give en dynamisk følelse, og motoren er på en gang frisk og solid.

Også som jeg når ud på motorvejen, sætter i sport og giver den gas. Vognen flytter sig herligt let uden at støjniveauet stiger synderligt i kabinen, og fartgrænserne nås nemt.

IMG_6464

Jeg sidder perfekt bag rattet, selvom jeg er lang, men der er skam også rigelig plads til både børn og voksne på bagsædet, uden at man mangler ilt i kabinen.

Og i bagenden er det heller ikke noget problem at få plads til det hele i det dybe bagagerum, hvadenten det er de daglige indkøb eller større anskaffelser, der kræver, at man lægger sæderne ned.

IMG_6482

Praktikken kan der altså ikke sættes en finger på, men stadig er det mest slående ved den nye Opel Astra den gedigne køreoplevelse og høje kvalitet. Specielt, når man efterfølgende kigger på prisen.

Den nye Opel Astra føles og kører som en vogn i en højere prisklasse, og jeg er desuden vild med rækken af LED Matrix forlygter (ekstraudstyr), der glimter som diamanter, når jeg låser vognen op, og automatisk selv kan blænde op og ned for de enkelte lygter, når der kommer en foran- eller modkørende.

IMG_6434

Dog kunne designet, efter min smag, godt være en smule mere bidsk uden at det ville skræmme nogen, men omvendt er det her Opel, og de følger naturligvis de linjer, som er deres signatur.

Og Årets Bil i Europa 2016 har uden tvivl fortjent sin titel.

Det er en vogn, som kan nydes hver gang man sætter sig bag rattet, uanset om man kører langt, kort eller har familien med. Her er rigelig med plads, komfort og køreglæde og så er prisen på den nye Opel Astra skarp nok til, at man også har råd til en smuk metalfarve, hvis man altså er en af dem, der går op i den slags.

IMG_6448

Opel Astra 1,4T 4 (cyl.) Dynamic

Pris kr. 275.000,- (uden ekstraudstyr såsom læderindtræk, navigation og LED Matrix lygter)

Hestekræfter: 150

Topfart: 215

0 – 100 på 8,5 sekunder

Kilometer på literen: 19,6

Opel Astra fås fra kr. 196.000,- (Essentia)

Author: Malene Raith

Share This Post On