Helstøbt og sporty BMW X1

IMG_6069

Foto Malene Raith

”Hov? Nårh, for Søren, det går vist ikke …” Jeg smiler skyldigt og stopper vognen.

Det er lige gået op for mig, at det, jeg antog for hjulspor i sneen, faktisk er spor fra ski, og at det her slet ikke er en skovvej, man må køre på.

Altså, nu er det ikke fordi, at den nye BMW X1 xDrive 20d, som jeg befinder mig, har problemer med det hvide terræn. Det er bare ikke så sympatisk at høvle af sted i sin vogn på en fodgængersti.

Jeg vipper derfor gearskifteren i Reverse og triller stille og roligt ud af skoven igen.

IMG_6104

Den nye vogn er anden generation BMW X1, og selvom den ved første øjekast ikke skiller sig synderligt ud fra den første, så er vognen faktisk ved nærmere eftersyn meget mere vellykket.

For det er netop de små forbedringer, der gør den mere helstøbt. BMW X1 er nemlig blevet en lille smule kortere, lidt bredere og lidt højere.

Signaturgrillen (som BMW kalder nyreformet, og jeg kalder næsebor) er blevet en lille smule større og går i lige linje med de såkaldte ”Doubble Round” forlygter (med to ringe i hver).

IMG_6094

Baglygterne er desuden gjort smallere, en lille ”winglet” (spoiler) på bagenden forbedrer aerodynamikken, og linjerne ved hjulkasserne er gjort mere muskuløse.

Nok små ændringer i sig selv, men summen af dem gør den nye BMW X1 meget mere kompakt og velproportioneret at se på end forgængeren fra 2009.

IMG_6113

Og så har jeg oven i købet gemt det bedste til sidst.

For nok er BMW X1 den mindste SUV i sortimentet, et 1-tal klinger måske ikke helt så butch som et 5-tal, men det skal du nu ikke tage fejl af.

Den kompakte form og nydesignede kabine får nemlig BMW X1 til at virke overraskende mere rummelig.

IMG_6126

”Panoramic feeling” kalder BMW det, og det er faktisk sådan, det føles at opholde sig bag rattet.

Jeg sidder nemlig ikke bare højt i det komfortable sæde med lårstøtte, instrumenterne er også placeret lavt, så det ikke er i vejen, når jeg kigger ud af forruden.

Det giver mig et optimalt overblik over trafikken, og får vognen til at føles meget større, end den syner.

IMG_6124

Ikke, at det gør den sværere at håndtere. Tværtimod.

Når udsynet er godt, kan jeg bedre se hjørnerne på vognen, og parkeringssensorer hjælper desuden diskret til på smalle steder (en del af xLine udstyret).

Urene er til gengæld umiskendelig BMW og drejeknappen til infotainmentsystemet i midterkonsollen ligeså.

IMG_6118

BMW X1 fås med både firehjulstræk (xDrive) og forhjulstræk (sDrive). Sidstnævnte får måske BMW fanatikere til at se rødt, da BMW jo altid har haft baghjulstræk (kendetegnende for sportsvogne), men i en vogn som denne betyder det faktisk ikke så meget.

Og med firehjulstræk kan vognen ikke bare køre let og elegant gennem sneen i skoven, den kører også herligt dynamisk og stabilt gennem de 8 trin i automatgearet (steptronic) på motorvejen, hvor den på den jævne asfalt slår over på forhjulstræk af hensyn til brændstofforbruget.

IMG_4836

BMW X1 xDrive 20d er (som d antyder) en dieselvogn, men det er ikke noget, man lægger mærke til med mindre man holder i frigear, og den store vogn er i det hele taget behageligt støjsvag.

Bagagerummet har rigelig plads til skitøj, kufferter og bobslæder (pladen kan desuden tages ud, så rummet bliver dybere end på billedet), og passagererne på bagsædet har desuden lidt mere benplads end hos forgængeren.

IMG_6134

Den nye BMW X1 er altså ikke bare mere dynamisk, skarp og vellykket at se på, den er også blevet mere praktisk, rummelig og komfortabel.

Sammen med størrelsen, motorerne (tre diesel og tre benzin), der er taget fra BMWs TwinPower Turbo familie, og brændstofforbruget gør det vognen super brugbar.

IMG_6086

Slå i Eco mode (knap ved gearskifteren) og kør fornuftigt gennem byen, sæt i Sport og giv gas ud ad motorvejen, eller nårh, ja, rul komfortabelt ud gennem den nyfaldne sne i skoven, velvidende at firehjulstrækket nok skal få dig ud igen (inden skovløberen kommer efter dig).

Se BMW X1 in action og bliv i sommerhumør i min lille film fra testkørslen i Alperne sidste år.

BMW X1 xDrive 20d

Pris kr. 598.291,- (uden xLine udstyr m.m.)

Hestekræfter: 190

Topfart: 219 km/t

0 – 100 på 7,6 sekunder

Kilometer på literen: 20,4

BMW X1 fås fra kr. 449.340,- (BMW X1 18i)

Author: Malene Raith

Share This Post On