Fornyet klassiker BMW 320d

IMG_5967

Foto Malene Raith

“Nåh, drenge, holder I fast? For nu giver jeg den gas …” De to fem-årige på bagsædet nikker forventningsfulde, og som jeg træder speederen i bund, og centrifugalkraften griber dem i svinget hviner de i fryd og klukker af grin.

“Det er ligesom rutchebanen,” udbryder den ene.

Åh, ja. Naturligvis giver jeg den langt fra fuld gas, det er slet ikke nødvendigt. For selvom de små poder intet kender til BMW 3-seriens efterhånden lange historie, er de alligevel helt oppe at køre, fra de ser det blå og hvide emblem på fronten.

Og det kan de også roligt være.

IMG_5977

Vi befinder os i den nye faceliftede BMW 3-serie, helt nøjagtig en BMW 320d Touring (stationcar), og dermed bliver det simpelthen ikke mere klassisk BMW.

BMW 3-serien har netop haft 40 års jubilæum, og det er ikke uden grund, at lige præcis denne vogn har eksisteret i så mange år.

IMG_5953

Med 14 millioner solgte eksemplarer siden 1975, er den nemlig ikke bare BMWs topsællert, den repræsenterer også det bayerske bilmærkes sjæl i både form og dynamik.

Det er den nyeste 6. generation fra 2012, som nu har fået en mindre opdatering, der blandt andet byder på en lettere redesignet front med nye tågelygter og luftindtag. På bagenden finder du nye LED baglygter og ”twinflow pipes” – altså dobbelte udstødningsrør.

IMG_5995

Kabinen har også fået et par lette skud med botoxsprøjten med lidt kromdetaljer og ny midterkonsol med nye kopholdere, men er stadig ganz klassik BMW med den gode joystick (gearskifteren til 8-trins automatgearet), og de efterhånden lidt retro ure med blot det nødvendige (flere features kan skam tilkøbes) og så lidt mere.

Denne BMW 320d er nemlig udstyret med forskellige sikkerhedssystemer som advarsel om vognbaneskift (den ryster diskret i rattet, hvis jeg skifter vognbane uden at blinke), den advarer, hvis jeg nærmer mig noget, der holder stille, og så har den behagelige parkeringssensorer i et tilpas toneleje, der ikke giver stress.

IMG_5993

Jeg sætter mig godt til rette i de komfortable sæder, tænder for rat- og sædevarmen (skønt, når man kommer lige fra kælkebakken), og nyder at spejle og ruder hurtigt varmes op, inden jeg giver mig i lag med at afprøve det vigtigste på vognen: motoren.

For nok betyder design og interiør noget, men på en BMW ligger den største nydelse (og med et smukt strømlinet design, siger det jo ikke så lidt) unægtelig under hjelmen. Og her er der sket ting og sager.

IMG_5931

Der er nemlig kommet nye effektive 3-, 4- og 6 cylindrede motorer til, en helt ny BMW 340i (326 hestekræfter) erstatter BMW 335i og sammen med blandt andet forbedret styretøj og endnu kvikkere speederrespons, er den dynamiske BMW 3-serie blevet endnu mere sporty og sjov.

Det gælder også for denne BMW 320d Touring.

IMG_5997

Jeg lægger ud med at køre bilen en rolig tur op langs Øresund, hvor jeg skifter mellem at køre i Eco mode (længere på literen) og komfort. Jeg sætter fartpiloten (ekstraudstyr) legende let med to tryk på rattet og vipper så ti kilometer op eller ned i hastighed, som jeg elegant glider gennem byerne langs kysten.

Det er en nydelse at cruise afslappet af sted gennem vinterlandskabet i den støjsvage vogn, for nok er det her en diesel, men det hører man ikke noget til, når først vognen kører. I Helsingør vender jeg rundt og tager motorvejen tilbage.

IMG_5983

Her sætter jeg i Sport og nyder vognens mere aggressive, men stadig meget stabile, køreegenskaber, som den æder asfalt og når hovedstaden igen i fuld fart.

Naturligvis er der plads til det hele i det store bagagerum, som har en yndlingsfeature som standard: elektrisk bagklap, og pladsen er god til hele familien i den rummelige kabine.

IMG_6000

Det med pladsen og rummeligheden forventer man vel i en stationcar, men bemærk så lige brændsstofforbruget i BMW 320d Touring: 24,4 kilometer på literen. Det er virkelig flot for denne vognstørrelse.

Og det er al sammen med til at gøre BMW 320d Touring til en rigtig dejlig familiebil med plads til hverdag, job og vigtigst: masser af køreglæde.

IMG_5918

Nok er det ydre facelift i den diskrete ende, men hvorfor også lave for meget om på en god ting? Designet holder absolut stadig, BMW3 er en smuk og veldrejet vogn, og med de nye motorer er den endnu mere dynamisk, komfortabel og effektiv end før.

Og hvis du ikke selv er typen, der jubler, når speederen trædes i bund, så vær forvisset om, at små (og store) drenge vil gøre det, når vognen får fuld gas gennem svinget. For det er umiskendeligt hjertet i det blå og hvide emblem på fronten.

IMG_5988

BMW 320 d Touring

Pris kr. 538.131,- (uden ekstraudstyr)

Hestekræfter: 190

Topfart: 226

0 – 100 km/t: 7,4

Kilometer på literen: 24,4

BMW 3 fås fra kr. 445.068,-

Author: Malene Raith

Share This Post On