Frisk lille ål Audi A1 Sportback Sport

IMG_5314

Foto Malene Raith

“Der er ikke noget, der hedder dårligt vejr …” synger jeg muntert, velvidende, at det er der. Faktisk lige nu udenfor vinduet.

Sådan er Danmark nemlig om vinteren, men det gør nu ikke så meget i den her lille rappe røde Audi A1 Sportback Sport, som er i fuld sving med at opvarme ikke bare mit sæde, men også sidespejlene udenfor så dampen står omkring dem.

For- og bagrude afises i et snuptag, og selvom man nok ikke tænker videre over den slags, når man køber bil om sommeren, så er det altså super rart at komme ud af knaphullerne i en ruf uden at spilde tid på fugt og frost.

IMG_5328

Og det kommer man i mere end en forstand i den nye friske Audi A1, der blev faceliftet sidste år. Vognen har fået en lidt bredere grill, lidt fladere for- og baglygter, og så er det desuden muligt at style den med forskellige kits fra Sporty look til Off Road.

Spoilere, skørter og tagbue kan fås i forskellige farver, så du kan spiffe den lidt op eller sætte dit eget præg på vognen, og den metalrøde vogn ser da unægteligt også noget skarp ud med det sorte kontrasttag.

IMG_5297

Også indvendigt kan du personificere din Audi A1, hvis du altså er til den slags, med forskellige materiale- og farvevalg til lister, luftduser, syninger, sæder m.m. men du kan også bare køre stilen rent og nedtonet.

Oppe under forruden er der en klap i instrumentbordet, som jeg først antager er et aflæggerum til solbriller, men da jeg trykker på den, vipper der i stedet en fin farveskærm op.

IMG_5351

Her kan du følge din navigation (ekstraudstyr) eller vælge radiokanaler m.m. det hele styres let og logisk via drejeknappen og knapperne lige over midterkonsollen.

Længere nede, under airconditionanlægget, finder du desuden en række andre funktioner, hvor specielt den lille diskrete knap til højre er værd at bide mærke i.

IMG_5340

Det er nemlig Drive Select, som giver dig mulighed for at sætte vognen i et af de tre modes: Dynamic, Efficiency (altså grøn kørsel) og Auto.

Hvilket et, du kører i, kan du se på det lille display mellem urene, og jeg trykker naturligvis fluks på Dynamic.

IMG_5344

Jeg sætter mig til rette med god plads i det halvhårde sportssæde, indstiller det store multifunktionsrat og åler mig let gennem bytrafikken i den rappe vogn ud til motorvejen.

Her får vognen gas gennem de fem manuelle gear, der alle trækker utroligt godt, støjfrit og behageligt, til jeg kommer til et langt stykke med vejarbejde.

Vupti, autopiloten sættes fluks på 80 km/t – og det gøres utroligt nemt på pinden nederst i venstre side af rattet. Hurtigt vip op eller ned til den ønskede fart nås, herefter et hurtigt tryk for enden og viola, ingen fartbøder, mens speederfoden slapper af.

IMG_5331

En rigtig komfortabel feature, som jeg (og uden tvivl også mange andre kvinder) slet ikke bruger nok, måske vi ikke rigtig bryder os om, at fjerne foden fra pedalerne.

Det er blot en af de behagelige køreegenskaber, der er i Audi A1 Sportback Sport. Den friske vogn ligger stabilt på vejen også i regnvejr, den styrer godt, og jeg glider glad ud ad asfalten, helt uden at bemærke, at det faktisk er en dieselvogn.

Det bemærker jeg først senere, da jeg holder for rødt i byen og får øje på brændstofforbruget. Nårh, ja, der er da også en svag dieselbrummen.

IMG_4660

Den effektive motor gør det muligt at køre længere ture i Audi A1, men den lille bil er også helt perfekt til hverdagen i byen.

Pladsen i bagagerummet er glimrende til dagligdagsindkøb til en almindelig familie, og der kan sagtens sidde to børn på bagsædet (voksne får det nok lidt sværere på længere ture).

Men har man poderne med er det klart en Sportback med fem døre, man skal gå efter. Det gør nemlig adgangen til bagsæderne og dit travle børnefamilieliv meget lettere.

IMG_5357

Junior Audien er måske nok den mindste i Audis program, men det generer overhovedet ikke Audi A1 Sportback Sport.

Vognens selvtillid er i top, og den både styrer og kører ligeså dejligt, som man forventer af en Audi, navnlig i den her sporty udgave med 116 hestekræfter, som føles større end den syner.

IMG_5316

Sammen med den fine brændstoføkonomi (hvis man altså ikke, som jeg, kører i Dynamic hele tiden) gør det Audi A1 Sportback Sport til en alsidig vogn, som både kan være praktisk hverdagsbil for den lille familie i byen, og en sporty lille egoistbil på motorvejen i weekenden.

Så nej. I det her køretøj er der faktisk ikke noget, der hedder dårligt vejr.

IMG_5300

Audi A1 Sportback Sport

Pris kr. 274.037,-

Hestekræfter: 116

Topfart: 200 km/t

Kilometer på literen: 28,6

Audi A1 Sportsback fås fra kr. 220.530,-

Author: Malene Raith

Share This Post On