Livskvalitet på fire hjul Mazda MX-5

IMG_3062

Foto Malene Raith

”Skal vi ikke tale om noget, vi er uenige om?” Foreslår min kollega Morten Brunsgaard Bek.

”Jo. Problemet er bare, at vi nok ikke rigtig er uenige om noget …?!” Svarer jeg alvorligt.

Vi kigger begge bekymret på den lille røde vogn igen. Hmm, måske man skulle påpege, at bagagerummet er lille? Ej, helt ærligt, kan man forvente andet i en roadster?

Vi kan ikke engang lyve om det. Den nye friske Mazda MX-5 lever så meget op til vores forventninger, at der ikke er noget at mundhugges over.

I stedet hopper vi i vognen, smækker taget tilbage og begynder at fortælle om al det, der bringer smilet frem ved den lille røde sportsvogn.

IMG_3043

Motorjournalist Morten Brunsgaard Bek fra Blog Om Biler (seriøs og professionel blog for alle bilinteresserede), og jeg befinder os under den varme spanske sol i Barcelona, hvor Mazda har inviteret til testkørsel af den længe ventede nye Mazda MX-5.

Det er godt et år siden, at vognen første gang blev vist frem for verdenspressen ved et stort anlagt show koordineret over tre tidszoner (Europa trak nitten, vi måtte holde os vågne til kl. 02.00), og nu er den her så endelig. Færdigdesignet med motor und alles.

IMG_3078

Den lille sportsvogns historie går dog helt tilbage til 1979 og Mazdas hovedkontor i Hiroshima, hvor en motorjournalist, ifølge rygtet, foreslog dem, at bygge en enkel, vind-i-håret, classy britisk roadster. Som vel at mærke var til at betale.

Det startede en længere proces, som kulminerede med præsentationen af den første Mazda MX-5 på Chicago Auto Show i 1989.

Sidenhen er der kommet yderligere to generationer til samt et mindre bjerg af Limited Editions, og nu er fjerde generation altså klar.

IMG_3056

Mazda MX-5 har en meget dedikeret fanskare herhjemme, hvilket de 1.619 stykker, som pt. er indregistreret i Danmark understreger, og navnlig tredje generation var en succes, da den kom i 2006, med 64 solgte vogne det første år.

Det tal regner Mazda Danmark med at overgå med fjerde generation.

IMG_3068

Den nye Mazda MX-5 er blevet lidt kortere, lidt lavere og noget lettere. Faktisk har den smidt noget nær 100 kilo, hvilket blandt andet har kunne lade sig gøre ved brug af aluminium.

Og bare rolig, pladsen bag rattet er stadig helt fin til mine 185 cm, jeg kan sågar rykke mit sæde lidt tilbage og har derfor ingen problemer med at sidde godt, som vi åbner kalechen og kører ud i byen.

IMG_3092

Og nej. Kaleshen kan ikke fås med motor, simpelthen fordi det vil fylde og veje for meget. Man har heller ikke brug for det, da jeg blot med en hånd kan klikke den fri, trække den hen over hovedet og klikke på igen. Super nemt og super effektivt.

Interiøret er meget overskueligt og nemt at betjene.

IMG_3088

Nyheden er en 7” touchskærm med infotainmentsystem, som let styres med drejeknappen i midterkonsollen. Desuden er aircondition, fartpilot, læderrat og nøglefri start standard.

Barcelona om sommeren er et leben, specielt når man nærmer sig La Rambla (hovedshoppinggaden), hvor rundkørslerne er femsporede, har indbyggede stoplys og myldrer med fodgængere, scootere, der fletter ud og ind, og dyttende biler.

IMG_3047

For den let nervøse bilist lyder det måske som et mareridt, men i Mazda MX-5 er det ikke noget problem. Navigationen er så effektiv, at jeg får lagt mig i rette bane i god tid, og da det endelig svipser for mig, går det for alvor op for mig, hvor nemt det er at orientere sig, når taget er nede.

For jeg skal bare dreje hovedet, så kan jeg se alt omkring mig, og det er ingen sag, lige at snige den lille vogn over i rette bane uden et eneste dyt.

IMG_3085

Men essensen i Mazda MX-5 handler ikke om at sno sig rundt i byen. Ej heller at give den gas, så håret flagrer på motorvejen.

Den handler om de snoede veje. Det er dem, den lille roadster er skabt til, og her man for alvor får køreglæde for pengene.

Med brede smil på læberne, solcreme på ørene og åben blå himmel over vores hoveder, kyler vi den lille vogn rundt i bjergene bag Barcelona.

Her suger den sig til asfalten, runder hjørnerne uden slinger, og de seks korte gear glider legende let både op og ned gennem hårnålesving.

IMG_3052

Hvis man ikke rigtig ved, hvad køreglæde betyder, så prøv en tur på en snoet landevej i Mazda MX-5.

Motorprogrammet er så enkelt, at selv jeg kan huske det, man kan vælge mellem en 1,5 liters 131 hestekræfters motor eller en 2.0 med 160 hestekræfter.

Begge kører skønt, omend jeg mest hælder til den store motor. Fordi jeg altid gerne vil have mest mulig kraft.

IMG_3099

Og så er vi her lige igen. Ved bagagerummet. Altså, lettere indkøb og to weekendtasker kan sagtens være under den lille klap, men praktisk er vognen ikke.

Det vil sige, måske vil nogen faktisk finde det praktisk, at der ikke er bagsæde, og man derfor er lovligt undskyldt, når man ikke tager ungerne med på spa weekend.

IMG_3044

Men Mazda MX-5 har da, siden ideen begyndte at spire tilbage i Hiroshima i 1979, også kun handlet om en ting: at skabe en sportsvogn med egenskaber som en engelsk roadster. Som er til at betale.

Og det lever den nye Mazda MX-5 til fulde op til. Specielt med en rigtig skarp startpris på kr. 330.000,-

Det er livskvalitet på fire hjul, frihedsfølelse med vind på tandsmil og en sand fornøjelse at køre den lille fikse bil, som bare skal bruges til netop det: køre.

Og det kan Morten og jeg slet ikke blive uenige om, se den glade lille film fra turen til Barcelona her:

Mazda MX-5 (1.5 eller 2.0 liter)

Pris fra kr. 330.000,-

Hestekræfter: 131 – 160

Topfart: op til 214 km/t

0 – 100 på 7,3 – 8,3 sekunder

Kilometer på literen: op til 16,7

Er hos forhandlerne nu.

Author: Malene Raith

Share This Post On