Stærk og gedigen Honda HR-V

IMG_1407

Foto Malene Raith

”Er det mon havgus eller bjergtåge?” Min kollega og jeg kigger undrende ud på de hvide skyer, der fyger hen over vejen og omslutter bilen.

Nok har vi lige gjort holdt på en bjergtop, men så højt oppe er vi nu altså heller ikke, at vi ligefrem ramler ind i skyerne. Eller er vi?

Som vi åbner dørene og står ud af bilen, mærker vi det straks. Luften er varm og bliver skubbet op ad bjerget fra havet, der vist nok er dernede et eller andet sted.

”Havgus,” slår vi fast, sætter os ind i den store sorte Honda igen og kører videre.

IMG_1356

Vi befinder os på en bjergtop syd for Lissabon, Portugal, hvor Honda har inviteret til testkørsel af deres nye Honda HR-V.

Det er 16 år siden, at første generation Honda HR-V så dagens lys, nemlig i 1999. Den var dog noget anderledes i designet, men solgte i over 110.000 eksemplarer i Europa.

IMG_1399

Den nye Honda HR-V er blot anden generation og en såkaldt crossover. Eller som Honda forklarer det: de har taget en SUV som basismodel og tillagt den lidt fra en coupé og lidt fra en MPV, for at gøre den frisk og attraktiv for målgruppen, der er yngre par og singler, som arbejder hårdt i hverdagen og er aktive i fritiden.

Designet er naturligvis ikke bare grebet ud af den blå luft. Næh, Honda har bestræbt sig på at lave vognen efter det japanske ord: Tsuya (der ser cool ud på japansk), og blandt andet betyder forførende, brilliant og attråværdig.

IMG_1413

Sådan. Ingen små sko her.

Men den nye Honda HR-V er faktisk også meget vellykket både i form og funktion.

Det ydre design har fået den genkendelige Honda front med buen under logoet (der giver fin placering til nummerplade), i de skarpe taglinjer fra front til bagende finder man coupé inspirationen, og den brede bagende gør den solid og stærk at se på.

IMG_1425

Kabinen er rummelig, instrumentbordet bygget rundt om føreren af vognen, hvor den store midterkonsol nærmest skærmer af, da det er meningen, at det skal føles som et cockpit.

På instrumentbordet er der en 7” touchskærm med mulighed for at duplikere siderne fra din iPhone med Honda Connect, aircondition og elektronisk p-bremse, simpelt og let at tage i brug.

IMG_1383

Desuden har Honda, for at forbedre komforten, hævet sædet, så man sidder højt som i en SUV, det såkaldte ”Hippoint” er løftet, hvilket gør ud- og indstigning lettere, og den slags sætter jeg, som lang person, meget pris på.

Det MPV-agtige præg finder man så i rummeligheden i kabinen, hvor bagsæderne er ”Magic Seats,” (uden at der er noget som helst hokus pokus over dem), som kan vippes op som et biografsæde og dermed give plads til for eksempel en mountainbike bag føreren.

IMG_1422

Og lægger man sæderne fladt ned er det faktisk muligt at have et 2,4 meter lang surfbord med i den nye Honda HR-V. Bum. Skulle man altså være ivrigt surfer.

Det er jeg så ikke, som vi kører rundt i tågen i bjergene uden at kunne se havet, til gengæld nyder jeg komforten bag rattet, og den virkelig gode og solide dieselmotor, der uden problemer trækker os op ad bjerget endda i 3. gear.

Afstanden mellem gearene er reduceret, og det gør skiftet mellem de seks gear dejligt kort og hurtigt.

IMG_1412

Den nye Honda HR-V fås kun med forhjulstræk, nok eksisterer der en 4X4, men Honda har vurderet at behovet ikke er der for den slags på det Europæiske marked. Og det vil jeg give dem ret i.

Bilen mangler absolut ikke kraft, den er frisk og stærk, og det er jo ret begrænset, hvornår man har behov for rigtigt firehjulstræk, som både fordyrer vognen og koster på brændstofforbruget.

IMG_1359

Også benzinudgaven kører godt med CVT gearkassen (multigear), som har fået indbygget 7 kunstige trin, for at glæde europæerne, der ikke er meget for de mange omdrejninger CVT gear giver.

Der er desuden gjort meget for at støjreducere vognen, og det er al sammen med til forbedre køreoplevelsen.

IMG_1365

Og det gør den nye Honda HR-V til meget vellykket på en gang praktisk og komfortabel vogn i et frisk og sporty design.

Den stærke motor og gode gearkasse giver masser af køreglæde både i en hektisk hverdag og aktiv fritid, størrelsen gør den nem at håndtere i trafikken, og den gennemtænkte indretning giver desuden plads til det meste.

Og det er altså helt uanset, om det så er bjergtåge eller havgus, som du roder rundt i.

Den nye Honda HR-V har premiere næste weekend den 3. – 4. oktober.

 

Honda HR-V

Pris fra 259.000,-

Hestekræfter: 120 – 130

Kilometer på literen: Op til 25

Author: Malene Raith

Share This Post On