Ny moderne klassiker Jaguar F-Type

IMG_1479

Foto Malene Raith

”Er det din bil?” lyder det bag min ryg. Jeg sænker kameraet, sukker trist og vender mig om.

Det kan godt være, at jeg befinder mig på en helt øde og afsidesliggende mole i Nordhavn. Normalt er her aldrig et øje, men området er pludselig blevet levende af mænd, der vandrer hen imod mig.

Hvor de kommer fra aner jeg ikke, til gengæld er jeg ikke i tvivl om, hvilken magnet, der har trukket dem frem.

”Nej, desværre,” må jeg svare for 117. gang i dag, også selvom det gør lige ondt hver gang.

Den smukke hvide Jaguar F-Type R Coupé er nemlig strøget lige ind i top tre på min liste over ønskebiler, og at dømme på den store opmærksomhed vognen får, er jeg ikke den eneste.

IMG_1483

Den første Jaguar F-Type blev lanceret som cabriolet i marts 2013, skarpt forfulgt af den lukkede udgave, Jaguar F-Type Coupé, som afsløredes på Los Angeles Auto Show i november samme år.

Jaguar F-Type er efter sigende en længe ventet afløser for Jaguar E-Type, og med længe ventet, menes der 38 år. At Jaguar XK8 egentlig var den første afløser for E-Typen, hopper vi så elegant hen over her.

IMG_1523

E-Typen fra 1961, som hører til blandt de, (hvis ikke det er den), smukkeste og mest formfuldendte sportsvogne nogensinde, gik ud af produktion i 1975, men slægtskabet mellem Jaguar E-Type og F-Type er meget let at få øje på.

Navnlig bagfra, når man kigger på linjerne fra taget til kofangeren, det runde øje i baglygten og den afrundede bagende.

IMG_1534

Men hvor vi andre måske har fået lidt flere rynker siden 1975, så er Jaguar F-Type Coupé en ung, stram og skarp vogn fuld af fest, liv og rabalder.

Især hvis man sætter sig ind i topmodellen, som jeg har gjort.

IMG_1497

Jaguar F-Type R Coupé, som den hedder, er nemlig en ægte high performance vogn med 550 hestekræfter, men selvom det lyder vildt (og bare rolig, det ER vildt), så kan vognen faktisk køres som en helt almindelig vogn (en ualmindelig smuk en af slagsen), hvis man kører den normalt uden at træde speederen i bund.

Det betyder ikke, at vognen ikke kan lide at spille med musklerne. Blot jeg trykker på den orange startknap brøler Jaguar F-Type R så vredt, at det sender samtlige katte på flugt i nabolaget.

Hæh, min betingede refleks trækker straks begge mundvige helt op til ørene og sender endorfiner ud i mit blod. Åh, lykke!

Herefter er det blot at sætte i Drive med den lille joystick og køre af sted. Der er ingen ben i det, så længe man som sagt ikke træder for hårdt på speederen eller piller ved nogle af de spændende knapper.

IMG_1612

Men da en taxa, som åbenbart ikke har fattet, at vi er ved at passere et pænt berømt vejarbejde, hvor der netop er blevet blitzet over 5000 fartsyndere, nærmest kører helt op på min hattehylde, føler jeg mig nødsaget til at give speederen lidt at lave, da fartbegrænsningen ophæves.

F-Typen vræler arrigt, som jeg flyver ud ad vejen og på ingen tid ryger op i fart, for blot at knalde og brage som et tordenvejr, da jeg slipper speederen igen.

Taxaen er nu en prik i bakspejlet, som jeg lige akkurat kan få øje på hen over spoileren med sølvjaguaren på bagenden, der netop har løftet sig.

IMG_1490

Og det bliver bedre endnu. For nu har jeg fået blod på tanden og vipper den orange knap i Sport, svinger ud på motorvejen og skifter over til paddleshift på rattet.

Åh, mamma! Bilen suger sig fast til motorvejssneglen, rattet er stramt og kontant, speederen belønner velvilligt hver en centimeter jeg træder på den med et hidsigt ryk, V8 motoren brøler (min favorit, alle biler burde have en) og udstødningen smælder … jeg er i himlen.

Tror jeg. For nu får jeg øje på knappen.

IMG_1595

Den gode knap. Som nok ligner en teaterkikkert, men giver ekstra lyd fra udstødningen.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg er så vild med den slags. Det gør ingen forskel på de gedigne køregenskaber, men knappen skaber et rabalder uden lige, som får nakkehårene til at rejse sig i begejstring, og nuvel, nær havde sendt en dame i rabatten på sin cykel i Gilleleje, da hun drejede hovedet af led for at se, hvad det var, der nærmede sig bagfra.

IMG_1538

Nogen vil sikkert mene, at jeg bare ikke har fået opmærksomhed nok som barn. Men de læser sikkert ikke med her. For andre forstår det rush, det giver, at opleve en så gedigen køremaskine som Jaguar F-Type R Coupé.

Undervognen er nok hård, som den skal være, men ikke så hård at det er ukomfortabelt, og selvom vognen også er lav, kan man sagtens passere vejbump og mindre huller i vejen uden at frygte for snudetøjet. Og desuden stige ud iført kort kjole uden at være nødsaget til at lave rullefald (eller komme til at forulempe andre mennesker).

IMG_1482

Og det gør faktisk også Jaguar F-Type til en brugbar sportsvogn, som kan anvendes til mere end ren fornøjelse. Man kan for eksempel sagtens køre ned efter morgenmad i den, tage en rolig køretur i byen (med alle komfortknapper slået til og larmen slået fra) og bruge den som hverdagsbil uden at det er alt for meget overkill. Eller …

Der er desuden fin plads bag rattet til mine 185 cm og god plads på bags … Nårh, nej.

Der er så ikke noget bagsæde.

IMG_4039

”If you’re happy and you know it and you really wanna show it …” Sønnike bryder spontant ud i sang, som han kommer med på et spin, om end det først kræver en konsultation af manualen at finde ud af at slå passagerairbaggen fra.

”Hov? Nu blev den vred igen …” griner han bøvet, som jeg speeder op på motorvejen side om side med en frisk Cadillac.

IMG_1593

Jaguar F-Type R Coupé er på alle måder en vogn, der har chaufføren i centrum. Man kan uden problemer køre et par dage sydpå (weekendtaskerne kan sagtens være i bagagerummet), kabinen er både rummelig og komfortabel nok til to, og man er pænt hurtigt fremme, men børn og barnevogne må blive hjemme.

Ganske som det hører sig til med denne type vogn.

IMG_1529

Tag Jaguar F-Type R Coupé på bane og få fuld valuta for de 550 hestekræfter, nyd brølet, de fantastiske og rå køreegenskaber, eller kør børnene stille og roligt i skole. En efter en.

Det er op til dig. Det hele kan lade sig gøre i denne betagende, elegante og noget nær perfekte sportsvogn med den dybe stemme, hvis pris måske ikke er et greb i lommen, men hvis fuldendthed griber en om hjertet.

Det her er ikke blot et kvikt transportmiddel, det er rendyrket livsglæde for de heldige.

Jeg (som ellers er dedikeret 911 fan) bøjer mig i støvet.

IMG_4036

Jaguar F-Type R Coupé (5.0 V8)

Pris fra kr. 2.180.000,-

Hestekræfter: 550

Topfart: 300 km/t

0-100 på 4,2 sekunder

Kilometer på literen: 9 (bedre end min gamle Saab 900)

Author: Malene Raith

Share This Post On