Spa så du spinder

IMG_3991

Foto Ystad Saltsjöbad og Malene Raith

”Prrrrrr …” Jeg har netop lukket den hvide badekåbe omkring mig, trukket det bløde tæppe hen over benene, og ligger nu og spinder af velvære, mens regnen siler ned udenfor vinduet.

I sidste uge beskrev jeg den utroligt afstressende getaway oplevelse, jeg havde til Ystad Saltsjöbad, spa hotellet i Sydsverige, som fjernede hverdagens bekymringer og anspændthed og på få timer fik mig længere ned i gear, end jeg har været i årevis (læs om det hele HER).

Og det skyldtes i høj grad Ystad Saltsjöbads super dejlige spa, som netop er blevet kåret til Årets Spa i Sverige 2015. Blandt andet på grund af deres nytænkning, og det må man sige, at spaoplevelsen “The Creek Experience” er.

IMG_1068

Som sagt, havde jeg intet begreb om, hvad der ventede mig i spa’en. Tidligere smålumre erfaringer med mudder, olier og papirunderbukser (som ligner voksenbleer), gør mig derfor en smule skeptisk, som min veninde og jeg nu artigt sidder og venter på en lille bænk i spa området og lytter til Loungemusik.

Hvad der ligner to kærestepar venter også.

Endelig byder en blond svensk pige velkommen, giver os besked på at hænge badekåberne op, inden hun liner os op og åbner en stor dør.

“God fornøjelse,” siger hun, som vi en efter en i vores badetøj går gennem døren og ind i den fugtige korridor med planter voksende ned af væggen (okay, de er af plastik, men illusionen virker) og rindende vand på den ru stengang på gulvet.

1-1

Spændt går jeg gennem det ankeldybe vand og kommer ud i et større rum med en indbydende pool.

Her tager en ny svensk pige imod og guider os over til en lang stenbænk, hvor vi hver især stikker fødderne i et gyldent kar med lunt vand på gulvet.

The Creek Experience har hentet inspiration fra forskellige dele af verden, og fodbadet er en tradition fra Asien, fortæller hun, mens hun rundhåndet drysser en stor skefuld salt i mit kar. Mine ømme fødder, efter to dage med forkerte sko, jubler over denne ”treat”.

Vi får også en lille træhammer, som vi skal banke os forsigtigt på fødder og underben med, for at sætte gang i blodomløbet, samt en skønt duftende fugtig vaskeklud til ansigtet.

sc_exp2

Som jeg fordeler en lille håndfuld nærende ansigtsmaske med avokado i mit ansigt, kan jeg allerede mærke roen falde over mig, og det bliver kun forstærket, som vi vises videre ind i et mørkt dampbad fuld af tæt hvid tåge.

Den fugtige luft gør det af med de sidste rester af mascara, får ansigtsmasken til at synke ind i huden og varmen får alles skuldre til at synke afslappet ned. De fleste lukker øjnene og lytter til dampens hvæsen.

Fra den fugtige varme, bevæger vi os afslappede videre til Norden. Og en stor skål fuld af knust is.

Tanken er, at køle kroppen med håndfulde af is til man fryser, og så skynde sig ind i den varme og skønt duftende sauna ved siden af og blive varmet igennem.

Som sagt, så gjort. Kulden virker opkvikkende, varmen dejligt afslappende.

Note til mig selv: hold isen ude af bikinien, så meget viking er jeg heller ikke.

2-1

Saunaen får kroppen til at svede, så bagefter venter der et lille brusebad under et par store brusere, inden den lille lune pool indtages til et kvarters afslapning.

Jeg samler mit hår til en pude i nakken, lægger hovedet på kanten, og lader kroppen flyde i vandet, mens jeg lytter til chillout musikken. Mere afslapning, inden den store renselse: hamam.

Og bare rolig. Man bliver ikke gennempryglet af store tyrkiske mænd. Det arbejde klarer vi selv.

En lærredsæk fyldes med sæbevand og tilsættes luft, som får vandet til at blive til skum, når man presser den sammen. Med en vaskeklud skrubbes arme, ben og hele kroppen fra top til tå med skummet på den effektive måde. Til sidst skylles sæben af med lunt vand.

dsc_1341

Aldrig har jeg følt mig så gennemrenset og ren! Men det bliver bedre endnu.

Efter et hurtigt stop ved lidt aromatherapi, bevæger vi os en tur til Nordafrika, og et stort gyldent fad med ler fra Marokko.

Ansigt og krop får et ordentligt lag, inden vi sætter os og småsludrer i det dampende baderum, Rasulen, der giver lerets mineraler mulighed for rigtigt at trænge ind i huden.

sc_exp7

Note: Mænd, lad være med at tage for store badebukser på, det er noget rod med leret. Kvinder, badedragt er også super upraktisk.

Det hele vaskes af under et par effektive brusere, inden vi tager en turen videre i regnskoven, som byder på lianer og troperegn, bløde dråber fra loftet, og en springende kilde, der bruser med køligt vand.

Jeg bliver lige stående lidt længere her, og lader det springende vand massere mine skuldre.

sc_exp1

Til slut venter et hvidt håndklæde, foruden en skøn jojobaolie, som jeg rundhåndet fordeler på hele kroppen fra top til tå, inden jeg sætter mig til rette i det lune tørrerum.

Jeg tror ikke, at min krop nogensinde har været så ren og gennemfugtet, som den er nu, følelsen er vidunderlig, og det er ikke med min gode vilje, at jeg forlader creeken.

sc_exp11

Men heldigvis forsvinder velværet ikke lige med det samme, for jeg skal blot påføre mig min badekåbe, og vandre op ad trappen til panorama værelset, de store senge, det bløde tæppe og udsigten over Østersøen.

På to timer har The Creek Experience renset min krop og sjæl fuldstændig, stress og bekymringer er fortrængt, og roen er gået under huden og ind i sindet.

Måske er jeg nødt til at vende tilbage til virkeligheden før eller senere. Bare ikke lige nu.

Nu skal jeg bare ligge her og spinde af velvære.

Se mere om The Creek Experience her: http://www.ysb.se/spa/the-creek-experience

IMG_1090

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On