Urban off-road i Seat Leon ST X-Perience

IMG_0368

Foto Malene Raith

”Luk op for himlen, mor!” bliver der kommanderet fra bagsædet, og jeg trykker straks på knappen over bakspejlet, som ruller det lange gardin tilbage.

Jo, da. Man kan sagtens leve uden, men på de kølige sommerdage er det bare fantastisk at kunne kigge op til de hvide skyer, der jager af sted på lyseblå himmel, gennem det enorme panorama soltag.

Specielt, når man befinder sig på bagsædet af en stor Seat Leon ST X-Perience.

IMG_0343

Det spanske bilmærke (som er ejet af Volkswagen) har haft nogle svære år, hvor ikke mindst finanskrisen har ramt hårdt. Men hvor det endnu er for tidligt at sige, at Spanien er helt igennem skærene, er der endelig kommet sorte tal på bundlinjen hos Seat efter første kvartal 2015.

Det er de naturligvis pænt glade for, en optimisme som jeg allerede bemærkede i februar, hvor jeg var i Spanien for at køre en vild Seat.

IMG_0353

Nu befinder jeg mig jo så i en ny “vild” Seat Leon ST (stationcar), omend med betegnelsen X-Perience på bagenden fortolkes vild som natur.

Seat Leon ST X-Perience er ikke bare en stationcar, der har fået et off-road design med beskyttelses skærme over hjulkasserne og let øget frihøjde, så den ser skarp ud, den kan skam også begå sig i terrænet takket være sit firehjulstræk.

IMG_0350

Indvendigt er det hele luksuriøst og lækkert med tykt læderrat, dellæder på sæderne og alcantara på dørene. Al sammen toppet af med orange syninger.

Meget indbydende og komfortabelt uden at være overlæsset.

IMG_0338

Fartpiloten stilles nemt, og kørecomputeren mellem urene, der viser brændstofforbrug, range, fart m.m. er meget let at bladre i via en lille rulleknap på rattet.

Farveskærmen over midterkonsollen er dejligt stor og navigationen lige til, så jeg stiller klimaanlægget på 24 grader, man er vel en frossenpind, og sætter i Drive.

IMG_0348

Firehjulstræk gør altid en vogn lidt tungere, men Seat Leon ST X-Perience har så meget kraft, at det ikke er noget problem.

Den accelerer skønt, og selvom den har paddleshift, så jeg selv kan skifte gear, har jeg ikke brug for det. Automatgearet gør det nemlig rigtig glimrende.

Motoren føles så gedigen med masser af spansk temperament, at det eneste jeg mærker til firehjultrækket, er den stabilitet det giver den store vogn, som jeg tager afkørslen fra motorvejen for fuld gas. He, he, he …

IMG_0382

Men en stationcar er jo en praktisk vogn, og i X-Perience varianten skulle den det altså også være det i let terræn, så jeg drejer kækt vognen ind på en stor kløvermark tæt ved byen.

Frihøjden (altså pladsen under vognen) er ikke så enorm, at man kan køre hen over store stubbe i skoven, men bumpede jordveje og højtbegroede grusstier er intet problem.

IMG_0397

Seat Leon ST X-Perience trækker trofast og uden tøven gennem det hele, og jeg ælter lykkelig rundt på kløvermarken og høster mælkebøtter urban style uden mindste bekymring om bilens formåen eller evne til at køre tilbage ad den hullede grusvej.

IMG_0414

Senere, da jeg får sønnike ombord, er det så, at han får brug for at betragte skyerne, og det smelter lidt en mors hjerte, at se drengen sidde bomstille på bagsædet og kigge betaget op i himlen under køreturen.

Men han har også det bedste vue ud af glastaget deromme, hvor det ikke skorter på plads.

Det gør der heller ikke i bagagerummet (ville også være sært i en stationcar.)

IMG_0333

Jeg elsker plads, men det jeg elsker allermest er poseholderne og de to aflange rum på hver side af bagagerummet, som også tillader mig at købe ind i mindre voluminøse mængder.

En plante kan sågar stå fast her, så jeg undgår jord over det hele. Praktisk og gennemtænkt.

Men det er Seat Leon ST X-Perience i høj grad også.

IMG_0362

En praktisk, rummelig og samtidig luksuriøs vogn, en Seat for feinschmeckere, med et elegant interiør, et tjekket design og en gedigen motor, der kan trække den aktive familie hele vejen ud til stranden, ud i skoven eller ud gennem kløvermarken i sommerferien.

Men Seat Leon ST X-Perience kan i høj grad også nydes i hverdagen på vej hjem fra børnehaven, især når man trækker gardinet til side og lukker himlen ind på en halvgrå kølig dag.

IMG_0357

Seat Leon ST X-Perience 2.0 TDI DSG

Pris kr. 411.900,- (foruden ekstraudstyr som alcantara, mediasystem, panorama tag, 18” letmetal fælge, LED kørelys mm. for i alt kr. 105.100,-)

Hestekræfter: 184

Topfart: 224

0 – 100 på 7,1 sekund

Kilometer på literen: 20,4

Seat Leon ST (helt uden off-road) fås fra kr. 199.900,-

Author: Malene Raith

Share This Post On