Praktisk mikro? Jep, Suzuki Celerio

IMG_3821

Foto Malene Raith

”Hør her I to, så er det nok,” jeg låser dørene på vognen med centrallåsen, inden de fnisende drenge på bagsædet får lavet for mange ulykker, men det får bare banditterne til at trykke på alle knapper, og el-bagruderne kører nu op og ned i et væk.

Heldigvis befinder jeg mig i den højest udstyrede udgave af den helt nye mikrobil Suzuki Celerio, og derfor kan jeg både lukke og låse samtlige vinduer i vognen fra min plads bag rattet.

Fedt!

IMG_3826

Ved første øjenkast giver den lille sorte Suzuki Celerio ellers ikke udtryk for mere end den er: en fin lille mikrobil.

Den mest praktiske i klassen, kalder Suzuki den dog selv, men det griner jeg lidt overbærende ad i begyndelsen.

Come on, praktik og mikrobil i samme sætning? Jo, parkering og bykørsel, men så da heller ikke mere?

IMG_3818

Men jeg bliver klogere. For jo mere jeg kører i den lille bil, jo mere begynder jeg faktisk at se fornuften.

For Suzuki Celerio er nok lille, men den er en slider, og det får den til at skille sig ud fra andre mikrobiler.

Specielt på grund af en yderst anvendelig anordning, men det vender jeg tilbage til.

IMG_3867

Indvendigt byder interiøret ikke på de vilde features og systemer.

Her er, hvad der skal være, speedometeret er centralt placeret, så man nemt kan holde øje med farten, der er også gearskifte indikator i det lille display samt ur og udetemperatur. Basic og simpelt.

Og det samme gælder for CD-radioen og airconditionen, der vist ikke kræver nærmere gennemgang, og for omkring kr. 7000,- yderligere kan man desuden få monteret en touchscreen med navigation.

IMG_3869

Men allergladest er jeg nu for knapperne i døren ved førersædet på Suzuki Celerio, som de to knægte uden at vide det åbner mine øjne for.

En rigtig praktisk foranstaltning, når man har børn på bagsædet, som man som oftest har i mikrobiler. Eller det vil sige …

IMG_3862

”Det er altså en mikrobil,” forsøger jeg at advare, men det generer ikke de tre andre voksne, der gerne vil med på køreturen fra Nordsjælland til midten af København.

Og vi sidder faktisk rigtig ok alle sammen også på bagsædet. Bevares, vi ville nok ikke klare den til Hamborg, men kabinen har fint højt til loftet, og det går glimrende ud ad motorvejen, hvor den lille vogn tappert ræser af sted gennem de fem gear.

Selv med over 300 kilo menneske ombord har den kække Suzuki Celerio ingen problemer med at følge med til toppen af fartgrænserne.

IMG_3838

Mere kan så heller ikke klemmes ud af den, men det er også i orden.

For mikrobiler gør sig alligevel bedst i byen, og herinde mangler den ikke kraft. Bilen sætter hurtigt i gang, bevares den larmer lidt, når man giver den godt med omdrejninger, men til gengæld kommer man også af sted.

IMG_3841

Og kører man den pænt og mindre larmende kan vognen faktisk køre op til 27,8 kilometer på literen.

Men aller mest praktisk og super anvendeligt er det nu, at Suzuki Celerio, som en af de få i den størrelse, må trække en trailer (op til 400 kilo på krogen) og for at understrege dette, fås den lille bil i forbindelse med introduktionen med aftageligt anhængertræk og trailer for blot kr. 9.990,- ekstra.

IMG_3848

Så kan man ikke få bikset den gamle vaskemaskine ind i bagagerummet, kan man smække den på traileren og køre den op i sommerhuset.

Eller ræse på genbrugsstationen med det gamle kontorbord eller grenene fra haven. Praktisk, indeed!

IMG_3854

Og på den måde, er der faktisk plads til det hele i en Suzuki Celerio. Banditter, der leger med elruder, venner, der mangler et lift, eller de gamle ting fra loftet, der skal af sted på loppemarked.

Det er disse muligheder, der får Suzuki Celerio til at stå ud imellem andre mikrobiler.

IMG_3831

Som nævnt syner den lille vogn ikke af meget ved første øjenkast, men begynder man at udfordre den, giver Suzuki Celerio tappert igen med overraskende kraft og optimeret anvendelighed.

Den kan bruges til større udfordringer og opgaver end blot indkøb, børnetransport og bykørsel, og jep, det gør faktisk Suzuki Celerio til noget så selvmodsigende som en rigtig praktisk mikrobil.

IMG_3824

Suzuki Celerio 1.0 Dualjet Exclusive

Pris kr. 109.990,- (ekskl. metallak)

Hestekræfter: 68

Topfart: 155

Kilometer på literen: 27,8

Suzuki Celerio fås fra kr. 89.990,-

 

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On