Elegancen fylder 60 år

DS_DSCL 15.005.004

Elegant, strømlinet og futuristisk, den fantastiske Citroën DS fylder 60 år i år, og det bliver fejret i en hel uge i Paris fra 19. til 24. maj med stor udstilling, motorløb og parade.

DS eventyret tog egentlig sin begyndelse helt tilbage i 1938 på initiativ af Citroëns daværende Vice President, Pierre Boulanger (der omkom ved en ulykke i 1950), som søgte en erstatning for Citroën Traction Avant (betyder forhjulstræk). Resultatet blev DS 19, som fik sin debut 17 år senere på Paris Motor Show i Grand Palais i 1955.

Tre mænd stod bag udviklingen af den nye smukke bilmodel. André Lefebvre havde en baggrund som flyingeniør og var stor fortaler for forhjulstræk, såvel som eurodynamik, letvægt og lavt tyngdepunkt, al sammen noget, der gav vognen gode køreegenskaber.

Paul Magès, en selvlært ingeniør, skabte det hydraulistiske system, og opfandt den karakteristiske hydropneumatiske affjedring, tillige med hydraulisk servostyring, kobling og bremsesystem. Dette gav DS 19 behagelig komfort foruden godt vejgreb og kort bremselængde.

Sidst, men ikke mindst arbejdede den italienske designer Flaminio Bertoni på formgivningen af den elegante vogn sammen med sit team.

DS 19 solgtes i 12.000 eksemplarer på udstillingens første dag, og da Paris Motor Show 1955 sluttede ti dage senere havde salgstallet nået 80.000.

DS 19 debuterede allerede i 1956 på Monte-Carlo Rally, hvor den over årene konstant lå i top positioner, inden den i 1966 vandt Monte-Carlo Rally.

I 1956 kom ID 19, efterfulgt af DS 19 Prestige, som blev lanceret i 1959 og var en chauffør udgave med opskydelig glasrude mellem fører og bagsædepassagerer, samt samtaleanlæg og radio som tilvalg. Det var state-of-the-art luksus, som aldrig før var set i en fransk bil, og vognens komfort appelerede da også til politikere og erhvervsledere. DS 19 Prestige blev produceret, med diverse opgraderinger undervejs, helt frem til 1975.

På Paris Motor Show i 1960 var det DS Cabriolet tur til at have premiere, efterfulgt af DS Pallas i 1964, som bragte komforten op til nye højder med blandt andet luksusudstyr som kromdetaljer, tykkere sæder og noget helt nyt: metallak.

Efter flere opgraderinger gennem årene af DS 19, så DS 21 dagens lys i 1965, den blev efterfulgt af DS 23 i 1972, hvorefter den aller sidste DS rullede af båndet i 1975, med SM som sin afløser.

Men i juni 2014 skete der så noget stort, DS blev relanceret, denne gang løsrevet fra Citroën og nu som selvstændigt premiummærke.

Alt dette fejrer franskmændene i uge 21, så er du tilfældigvis i byernes by på det tidspunkt, kan du se den store DS udstilling med vogne, fotos og design i Tuileries-parken ved Louvre den 23. og 24. maj ganske gratis, foruden en 600 biler lang parade ned ad Champs-Élysées lørdag og ræs i de strømlinede vogne på racerbanen Montlhéry lidt uden for Paris søndag.

Tillykke til det smukke ikon!

DS_triumfbuenCL 56.006.004M

 

 

 

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On