De nye personvogne på Geneve

Foto Malene Raith

I sidste uge handlede det om de mange nye superbiler og koncepter, der blev vist frem på Geneve Motor Show, i dag skal det så handle om et udpluk af personbilerne.

Og hvor det tidligere er mikrobilerne, der har præget biludstillingerne, er det i år de lidt større vogne, Crossovers og SUVer, som står frem hos flere af bilproducenterne i Geneve.

Men vi starter dog i det små med en lille ny fra Opel og verdenspremieren på mikrobilen Opel Karl.

IMG_3321

Den lille vogn er som sagt Opels bud på en mikrobil i et prislag under kr. 100.000,-

Opel Karl har en 1.0 liters motor med 3 cylindre og 75 hestekræfter, og Opel kendere vil desuden kunne genkende designlinjen, fra Opel Karls større søskende.

Mikrobilen forventes lanceret i Danmark i juni.

En anden premiere, som Opel viste frem på Geneve, er den friske gaderacer Opel OPC.

En Opel Corsa med en 1,6 liters turbo benzinmotor og 207 hestekræfter, der kan køre 0 – 100 km/t på blot 6,8 sekunder.

Topfarten er 230 km/t, og vognen har Recaro sportssæder samt anden lækkert udstyr.

Den vilde Opel OPC forventes til Danmark efter sommerferien 2015 og kommer til at koste kr. 309.900,-

IMG_3327

 

Nissan Sway Verdenspremiere

IMG_3173

Nissan Sway er en konceptbil, der mest af alt viser nye spændende tendenser i designet fra Nissan. Den er et bud på en hatchback, en kompakt vogn lavet til europæernes smag med den kendetegnende V-formede kølergrill, som man også kan se på andre af Nissans modeller.

Meget mere fortælles ikke om vognen, der som sagt er et fingerpeg om fremtidens design fra den japanske bilproducent, men rygtet går, at den nye Nissan Micra, som kommer sidst i 2016 vil være inspireret af Sway.

Vi får se, men det tyder unægtelig godt.

IMG_3174

 

Peugeot 208 facelift Verdenspremiere

IMG_3076

Peugeots friske succesmodel, Peugeot 208, er blevet opgraderet med et facelift, der blandt andet giver den en skarpere kofanger og bredere grill foran og mulighed for at køre op til 33,3 kilometer på literen.

Det skyldes de nye motor, den har fået, med hestekræfter fra 75 til 120, og så er den fikse vogn også tilgængelig i nye farver med mulighed for lækkert sportstyling.

Den nye faceliftede peugeot 208 kommer til Danmark i august 2015.

 

Toyota Avensis Verdenspremiere

Avensis2015_01_low

Foto Toyota

Toyota præsenterede det nye design på deres nye store vogn, Toyota Avensis, der blandt andet har fået fine kromlister, LED kørelys og LED baglygter.

Den er blevet lidt længere, mere støjsvag og har fået nyt interiør med en del nye sikkerhedssystemer og udstyr.

Og så har den nye Toyota Avensis fået to nye dieselmotorer fra BMW, en 1.6 liters med 112 hestekræfter, der kan køre 24,4 kilometer på literen, samt en 2,0 liters diesel med 143 hestekræfter og en topfart på 200 km/t.

Også benzinmotorerne er blevet mere effektive med op til 13 procent forbedret brændstoføkonomi og hestekræfter fra 132 til 147.

Den nye Toyota Avensis kommer til Danmark til sommer.

Avensis2015_02_low

Foto Toyota

 

 

Honda Civic Type R Verdenspremiere

IMG_3186

En racerbil til vejen kalder Honda den nye Honda Civic Type R, som har været pænt hypet, siden konceptbilen blev vist frem i Geneve sidste år.

Den heftige gaderacer har en 2,0 liters turboladet VTEC benzinmotor med 306 hestekræfter, der sender den fra 0 – 100 km/t på 5,7 sekunder med en topfart på 267 km/t.

Bum. Det forklarer også, hvorfor så stor en vinge på bagenden er nødvendig (den slags er jeg, sært nok, vildt fan af)

Prisen er ikke fastlagt endnu, men kommer til at ligge i omegnen af kr. 600.000,- når vognen lander i Danmark i juni 2015.

IMG_3190

 

Ford Focus RS Europapremiere

IMG_3138

Og mens vi er i afdelingen for gaderacere, så havde Ford europapremiere på den vilde Ford Focus RS (står for Rally Sport), som med sin 4 cylindrede 2,3 liters EcoBoost motor og 320 hestekræfter for alvor kan sætte ild i asfalten.

Den har firehjulstræk (All-Wheel-Drive), som giver perfekt greb, men kan også sættes i blandt andet Drift-Mode, så man kan lave dougnuts og andet sjovt, hvilket racerkøreren Ken Block demonstrerede på Fords store stand i Geneve.

Ford har herligt nok sat fokus på fart i år, hvor de foruden den fikse blå gaderacer, også udstillede den fantastiske nye Ford GT samt den smukke nye Mustang, som kommer til sommer.

IMG_3136

 

Suzuki iM-4

IMG_3194

Man kunne ikke passere Suzukis stand uden at falde for den lille konceptbil Suzuki iM-4.

Den søde lille vogn kalder de for en mikro SUV, og den lille 3,7 meter lange vogn har da også firehjulstræk, og vil desuden blive tilbudt med Suzukis nye Mild Hybrid teknologi, som de havde premiere på ved samme lejlighed.

Det går i korte træk ud på, at vognen vil opsamle bremseenergien i et batteri, og dens dualjet benzinmotor vil blive koblet sammen med en integreret startgenerator, der giver kraft til motoren ved acceleration.

Det betyder, at den nuttede mikro SUV Suzuki iM-4 bliver brændstofeffektiv, når den forhåbentlig bliver sat i produktion i løbet af 2016.

 

Renault Kadjar Premiere

IMG_3209

Den er egentlig blevet afsløret i Paris i februar, men her på udstillingen i Geneve var det så første gang, at offentligheden kunne møde Renaults nye crossover Renault Kadjar.

Den helt nye familievenlige vogn (crossover er en blanding mellem stationcar og SUV) fås med både forhjulstræk og firehjulstræk og har masser af plads til børn i kabinen og et aktivt liv i bagagerummet.

Renault Kadjar fås med en 110 hestes dieselmotor, der kan køre 26 kilometer på literen, hvilket er pænt imponerende for den størrelse bil, eller en 1,6 liters dieselmotor med 130 hestekræfter samt en 1,2 liters benzin turbo motor ligeledes med 130 hestekræfter.

Prisen er endnu ukendt, men Renault Kadjar forventes til Danmark efter sommerferien.

 

Citroën DS 5 Verdenspremiere

IMG_3093

Det er vel efterhånden ved at være velkendt, at Citroën har udskilt deres premiummærke DS, som et selvstændigt bilmærke (det skete i juni 2014), og nu  har DS så fået tilføjet et Automobile til navnet.

“Spirit of avantgarde” kaldes DS, og den nye DS 5 er den allerførste bil, der bliver præsenteret med det nye DS logo i grillen og spændende nye designlinje. Tjek for eksempel den markante kromeliste, der går hele vejen fra fronten op langs forlygten og op til døren.

Kald det en fornemmelse, men på mig virker det som om, at DS vil bevæge sig tilbage til de gyldne designdage fra forrige årtusinde, hvor Citroën skabte fantastisk smukt design i deres dyre modeller.

Hyundai Tucson Verdenspremiere

IMG_3300

Hyundai præsenterede en ny klassiker, Hyundai Tucson, som er en mellemstørrelse SUV.

En dejlig stor familie og fritidsvogn, som er designet af tyskeren Peter Schreyer, som tidligere har arbejdet for Audi, og han forstår fuldt ud at skabe en linjeføring, som vi kan lide i Europa.

Der er harmoni i designet på alle de nye Hyundais, som kommer på markedet i disse år, og den store Tucson skal nok klare sig fint, når den kommer til Danmark efter sommeren.

Prisen kendes endnu ikke, men den kommer med flere forskellige motorer: to benzinmotorer den ene med 135 hestekræfter, den anden turboladet med 176 hestekræfter, foruden tre dieselversioner med hestekræfter fra 115 til 184.

Seat 20V20

IMG_3330

Seat 20V20 (som står for Vision 2020) er endnu en konceptbil, men endnu en af slagsen, der forventes at gå i produktion indenfor overskuelig fremtid. Den repræsenterer de nye designlinjer fra Seat, som vi vil kunne forvente at se de næste fem år, og er et bud på en SUV fra det spansk-tyske bilmærke.

Det er første gang at Seat søsætter en SUV og markerer, at de ønsker at bevæge sig fra at producere små vogne til også at lave større. Den er bygget på den succesfulde Seat Leon, hvilket Seatfans sikkert kan nikke genkendende til, og ser faktisk super godt ud.

Den kan Seat vist roligt begynde at gøre til en realitet.

Mazda CX-3 Europapremiere

IMG_3155

Også Mazda havde premiere på en herlig firehjulstrækker, som også kan fås med to hjulstræk, i Geneve, den helt nye Mazda CX-3.

En crossover eller mini SUV, som de selv kalder den, som er helt ny i deres modelprogram og lige er nummeret mindre end en CX-5.

Den lille SUV har en god størrelse til byen, men har også offroad præg med sin frihøjde, beskyttelseskærme over hjulene og ja, firehjulstræk.

Mazda CX-3 forventes at få fra 120 til 150 hestekræfter og kommer til Danmark efter sommerferien. Prisen kendes endnu ikke, men vil sandsynligvis starte i omegnen af kr. 250.000,-

IMG_3148

Range Rover Evoque Facelift

IMG_3113

Sidst, men absolut størst: Når vi nu er i afdelingen for SUV’er og firehjulstræk, er det vist på sin plads at bringe nyt fra kongen af dem alle: Range Rover.

De viste deres nye faceliftede Range Rover Evoque frem, som har fået de nye kendetegnende forlygter, som resten af Range Rover familien og nye mere effektive motorer, der har mindre udslip, og, hold nu fast … kan køre op til 23,8 kilometer på literen!

Altså næsten det samme som en mikrobil. Det er pænt sejt gået af den rummelige vogn, og jep, kære miljøforkæmpere, I behøver nu ikke længere spytte blod i raseri, når I møder den nye Range Rover Evoque i byen. Win-win, som man siger.

Range Rover præsenterede desuden også en ny, måske knap så miljøvenlig, men herligt fartgenerøs ny Range Rover Sport, en V8 med 350 hestekræfter, til dem der kan lide at komme hurtigt fra A til B.

Den nye Range Rover Evoque kommer til Danmark efter sommerferien.

IMG_3429

Author: Malene Raith

Share This Post On