Frisk forårsnyt fra Nissan

Foto Malene Raith

“Nåhm, hej, hej …” mumler jeg til kollegaen, der indtil for et par sekunder siden kørte lige foran mig, men nu giver den fuld gas ud ad motorvejen og øjeblikket efter er væk over bakken. Ingen tvivl om at den bil, han sidder i, ikke bare ser frisk ud, den er det også, men den vender jeg tilbage til.

Jeg befinder mig nemlig i en helt anden, og lidt mere hverdagsagtig nyhed, nemlig den nye Nissan Qashqai med benzinmotor, 115 hestekræfter og nyheden: Xtronic automatgear.

IMG_2738

Nissan har inviteret til pressemøde og test i København, og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, der er både spændende og hurtigt nyt på vej.

Det er dog ikke lynets hast, der er interessant ved den første vogn, som jeg kører af sted i, men derimod som nævnt automatgearet, Xtronic.

Gearet er et trinløst CVT gear (som er en speciel opbygning af gearkassen med kegleformede skiver, der trækker en rem, i stedet for tandhjul), der blandt andet kan kendes ved, at motoren får mange omdrejninger til den har fundet sit leje ved konstant fart. På de første modeller, kunne det lyde lidt voldsomt, men det nye Xtronic er blevet en hel del mere sagte. Jeg bemærker det faktisk ikke.

IMG_2746

Pudsigt nok er der blevet indbygget en slags små trin i gearet nu, alene fordi at folk har haft svært ved at vænne sig til, at de ikke var der.

Vognen kører dejligt og roligt, uden at være en raket, der kan følge med den iltre kollega.

Nissan Qashqai benzinmotor med Xtronic og 115 hestekræfter kører 17,9 kilometer på literen, og koster fra kr. 282.900,-

Den næste nyhed, jeg sætter mig bag rattet i, er der så noget mere smæk i. For det er en Nissan Qashqai med en dejlig stor ny 163 hestekræfters benzinmotor.

IMG_2751

Og den rykker altså godt i alle 6 manuelle gear og har en god og stærk motor, som man absolut kan give gas på motorvejen med, køre almindeligt i byen med, bruge som stærk arbejdshest eller sætte campingvognen på og trække ned gennem Europa uden at frygte bakkerne ved Kassel.

Og så kører den endda pænt langt på literen, nemlig 17, 2 kilometer.

Pris for Nissan Qashqai med den nye store motor koster fra kr. 291.900,-

IMG_2744

Nissan Qashqai er en god og populær bil i Danmark, den er diskret, nydelig og stikker ikke for meget ud.

Det kan man ikke sige, om den næste nyhed, som jeg hopper ind i.

IMG_2755

Den nye Nissan Juke Nismo RS.

Nissan Juke er i forvejen en bil, der deler vandene. Nogen synes, den er for løjerlig, mens andre, deriblandt mig, synes, den netop er fantastisk, fordi den står ud som helt sin egen.

Og i den nye udgave, er den lige taget skridtet videre og ikke bare blevet lidt vildere at se på, men også meget friskere i motoren.

IMG_2763

De indviede ved allerede, at Nismo står for fart. Og nej, det er ikke et sjovt nissenavn, men derimod forkortelsen af Nissan Motorsport og med et RS på, kan det kun blive rigtig underholdende.

Den nye Juke Nismo RS har da også 218 hestekræfter (214 med Xtronic), den er super stylet og super hurtig, klarer 0 – 100 km/t på blot 7 sekunder, og det var såmænd den kollegaen lidt tidligere forsvandt i i en sky af støv.

IMG_2759

Den er blevet forstærket i chassiset rundt omkring, hvilket gør den endnu mere sporty, er blevet sænket, har fået Nismo 18″ fælge, lækre detaljer på fronten, røde sidespejle og spoiler på bagen, for at nævne lidt, og indvendigt er kabinen spiffet op med Nismo sportssæder i ruskind og alcantara, som der også er på rattet.

Lækkert fra yderst til inderst.

Vognen rykker hurtigt og larmer vredt imens, og på den måde vækker den nye Nissan Juke Nismo RS endnu mere opmærksomhed i trafikken, mens den stikker af fra de andre.

Den nye Nissan Juke Nismo RS koster fra kr. 367.790,-

IMG_2730

Sidste bil, jeg sætter mig ind i, er i sig selv ikke nogen nyhed, men så alligevel, der sker nemlig noget lige om lidt.

Nissan laver jo ikke kun for familie- og miljøvenlige vogne, men er også meget involveret i motorsport. Det er Nissan 370z et tydeligt eksempel på, og i løbet af foråret skulle der være et nyt Nismo facelift på vej, wuhuu!

Nissan 370z’s historie i Danmark er lidt speciel. Den blev nemlig lanceret i 2009, hvor finanskrisen for alvor brød ud, og vognen udgik som følge deraf igen i 2011 efter ikke at have solgt en eneste. Bum.

Men så vendte optimismen så småt tilbage, Nissan 370z blev relanceret i Danmark igen i efteråret 2013 til nedsat pris, og selvom den ikke har solgt vildt, lysner det hele.

IMG_2733

Den perlemorshvide vogn slår lidt ud med bagenden, som jeg giver gas og griner højt, de 6 korte gear skiftes nemt med et vip med håndledet, og de 344 hestekræfter sender den flyvende ud ad motorvejen.

Fornemmelsen, når man trykkes tilbage i sædet og den lidt utæmmede rå køreoplevelse er fantastisk, omend jeg slet ikke fik givet nok gas på min lille testtur.

Nissan 370z kører 0 – 100 km/t på 5,2 sekunder, har en topfart på 250 km/t, og koster fra kr. 649.000,-

Og dagens sidste bil, blev jeg nødt til at tage to ture i. Ganske enkelt fordi jeg ikke kunne få nok.

IMG_2732

Author: Malene Raith

Share This Post On