Rå køreglæde i ny Ford Focus ST

IMG_2395

Foto Malene Raith

”Wuhuu!! Ups, øhm …?!” Jeg drøner for fuld fart af sted gennem hårnålesving i bjergene, da jeg pludselig kommer tanke om, at jeg ikke kan finde min taske.

Den ligger ikke ved siden af mig eller bag mit sæde, så med 120 i timen svinger jeg vognen ind gennem porten til en fabrik og bremser på p-pladsen, så støvet står om bilen.

Pyha. Den ligger heldigvis på bagsædet. Man glemmer bare nemt tid og sted, når man med smil på læben flyver hen ad asfalten i det gule lyn: den nye Ford Focus ST.

IMG_3493

Og det er ikke så lidt af en køreglad gaderacer som Ford har inviteret til testkørsel af her i bjergene bag Barcelona, Spanien.

Allerede i lufthavnen stiger min puls, da jeg bliver mødt af det cool line-up af nye Ford Focus ST, der tripper efter at få luftet motorerne, og jeg tiltusker mig fluks nøglerne til en benzinudgave.

IMG_2360

Det er der to grunde til. For det første er jeg vild med den gule metallic farve (og navnet på den: ”Tangerine Scream,” omend den grå ”Stealth” er nu også ganske fed), og for det andet har den 250 hestekræfter. Nice!

Ford Focus ST er ellers pænt underspillet i forhold til, hvor stor en bandit den er på asfalten, men kendere ved naturligvis, hvad de skal kigge efter.

IMG_2383

For eksempel har den en unik kofanger på fronten med sort grill og et lille, men vigtigt, ST emblem i venstre side.

På bagenden er det spoileren, der står ud, foruden den frække dobbelte udstødning og endnu et ST badge.

IMG_2414

De smukke 18” fælge er selvfølgelig heller ikke hverdagspynt, men ellers er der ikke meget mere, der får Ford Focus ST til at stå ud.

Altså lige til jeg åbner døren.

IMG_2431

Goddag. Eller hola. Her er der til gengæld ikke så meget at tage fejl af.

For de hårde Recaro (en tysk virksomhed, der bygger sæder til biler og fly) sportssæder med delvist læder er altså ikke noget, man sætter i en helt almindelig familievogn.

Det slutter da også fuldstændig tæt om mig, så jeg sidder helt fast på en behagelig måde, som jeg forventningsfuld trykker start.

IMG_2423

Resten af interiøret i den nye Ford Focus ST ligner til forveksling interiøret i en tjah, ny Ford Focus, dog med en lille afvigelse til glæde for de seriøse racernørder: urene under forruden, der viser turbotryk, olietemperatur og olietryk.

Den slags har jeg bare overhovedet ikke tid til at kigge på, når jeg med øjnene klistret til forruden (skuelende efter evt. fartkameraer) og hænderne fast om rattet giver den gas på motorvejen på vej ud mod bjergene.

IMG_2408

Jeg trykkes tilbage i sædet, som jeg accelererer, og den gule Ford Focus ST har masser af motorkraft i alle 6 manuelle gear til at sende mig flyvende og storgrinende gennem trafikken.

På landevejen er det fantastisk at overhale tankvognen på et kort stykke, og som jeg kommer op i bjergene, får jeg fuld glæde af sportssædet, som holder mig fast, når jeg tonser rundt i svingene.

IMG_2403

Ford Focus ST er forhjulstrukket, og det skal jeg lige vænne mig til. Fordi jeg mest har kørt hurtigt i baghjulstrukne biler.

Forhjulstrukne biler bliver mere levende i styretøjet, fordi det jo sidder på hjulene, der trækker (så blev den vist lige skåret ud i pap), og fornemmelsen, når man giver gas, der trækker i rattet, overrasker mig altid.

IMG_2405

Men faktisk har Ford gjort sig ekstra umage med at gøre den nye Ford Focus ST endnu mere stabil i svingene, og den kan indstilles efter kørerens kvalifikationer, humør og efter vejforholdene:

Standard Mode (ESC og Traction Control slået til)

Sport Mode (ESC og Traction Control slået fra, reduceret ESC nedbremsning)

Off Mode (alle assistencesystemer slået fra – for de erfarne)

IMG_2411

Og den hurtige vogn med det kontante stramme styretøj og dejligt hårde undervogn ligger da også super fast på vejen, her er ikke meget trafik, så jeg kan køre helt ud til min egen grænse med pulsen i top, uden at jeg på noget tidspunkt føler, at jeg også har nået grænsen for den nye Ford Focus STs formåen.

Efter at have genfundet min taske, går turen videre til den store Ford Focus ST surprise: Ford har nemlig for første gang også lavet en dieseludgave.

IMG_2418

Diesel er sjældent kedeligt, og selvom jeg er gået betydeligt ned i hestekræfter, efter at have sat mig bag rattet i den røde Ford Focus ST, kan jeg stadig følge med de dyre sportsvogne ude på motorvejen.

Til gengæld overrasker det mig lidt, som jeg skal overhale en skraldebil, der trækker hale på landevejen, at vognen pludselig går død i 2. gear.

IMG_2421

Jo, jo, der kommer da fuld smæk på igen, da jeg hurtigt skifter til 3. gear, men i sammenligning med benzinudgaven, der trak helt ud i alle gear, er det en lidt flad fornemmelse.

Til gengæld kan man nemmere slippe af sted med at bruge en hurtig dieselvogn i sin dagligdag.

IMG_2427

Og Ford Focus ST er rummelig nok til sagtens at kunne bruges i hverdagen, og man kan skam også køre den helt almindeligt.

Kræver man lidt mere plads, fås den naturligvis også som stationcar med masser af plads i bagagerummet og fin plads til voksne på bagsædet.

Jeg (185 cm) kørte med på bagsædet den sidste del af turen, og havde ingen problemer med at være der. At det så ikke var så rart for en mave fuld af morgenmad, at kollegerne pludselig besluttede, at maxe vognen ud i svingene i bjergene er en anden sag.

Den nye Ford Focus ST er en super sjov køremaskine, fuld af rå køreglæde, fantastiske egenskaber og masser af fart.

Det er ikke stangtøj det her, og Ford regner heller ikke med at sælge mere end 30 styks i Danmark i år, men har man benzin (min favorit) – og nu også diesel – i blodet og hang til gaderæs, er den ny Ford Focus ST varen, der giver fuld smæk for skillingen.

Ford Focus ST 2.0 EcoBoost

Pris fra kr. 451.190,-

Hestekræfter: 250

Topfart: 248 km/t

0 – 100 på 6,5 sekunder

Kilometer på literen: 14,7

Ford Focus ST 2.0 Diesel

Pris fra kr. 446.140,-

Hestekræfter: 185

Topfart: 217 km/t

0 – 100 på 8,1 sekund

Kilometer på literen: 23,8

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On