Tak for alt Tom K.

1.1

Foto Malene Raith

“En stor tak til alle! Jeg sluttede mit første løb med Audi på Sebring i 2000 på podiet og slutter min karriere på podiet igen – efter et vanskeligt løb. Vi var nødt til at køre mere effektivt mod slutningen af løbet for at spare et ekstra pitstop, og det var min tørn. Tillykke til Porsche med deres første sejr og til Toyota med at vinde titlen. Og jeg er glad for at have brugt min karriere hos Audi med det bedste hold i verden. Følelsesmæssigt var dette den bedste weekend i min karriere. ”

Med disse ord tog Tom Kristensen sit sidste trofæ hjem for Audi ved sæsonafslutningen af FIA WEC i Brasilien her i weekenden og afsluttede dermed sin fantastiske karriere som professionel racerkører.

Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, eftersom Tom Kristensen allerede for små to uger siden annoncerede sin beslutning på et pressemøde i København, men derfor kan man alligevel mærke et stik i hjertet nu, hvor det definitivt er slut.

Specielt som Le Mans fan.

Billede-3

For det er jo hernede på banen i Vestfrankrig, at Tom Kristensen har frydet de mange tilskuere, ikke bare med sine 9 sejre, den første som debutant i 1997, men også med sin dedikation til de danske fans i danskerlejeren, hvor han troligt hvert år har lagt vejen forbi for at hilse på og dele autografer ud.

1.2

Også som journalist oplevede jeg kun venlighed og udadvendthed fra Mr. Le Mans, der altid har været klar til at svare på spørgsmål og smile til fotografen, selv når han træt stod ud af sin Audi nr. 1 klokken 8 om morgenen efter et meget tidligt stint, som jo var hans speciale.

2.2

Under et interview i 2010 tillod jeg mig så at spørge Tom Kristensen, der på det tidspunkt knap var fyldt 41 år, om han havde planer om at indstille karrieren.

Tre år forinden havde han været i et grimt uheld under DTM på Hockenheim, der kom uhyggelig tæt på ikke bare at sende ham ud af motorsport, men helt ud af denne verden. Og selvom han kvitterede året efter med at tage sin 8. sejr på Le Mans, havde ulykken alligevel sat sit præg på ham.

Spørgsmålet om at afslutte karrieren, så dog ikke ud til at behage ham i 2010, hvor han da også understregede, at det ikke var på tale. Endnu.

6.2

Men spørgsmålet har sikkert stået på repeat hos samtlige journalister i de efterfølgende år, og nu har vi allesammen fået svaret.

I vanlig god sportsånd har Tom Kristensen i en alder af 45 år, valgt at lægge karrieren på hylden, mens han stadig er på toppen. I sommer kom han meget tæt på at køre sin 10. sejr på Le Mans hjem, og jeg er sikkert ikke ene om tro, at han stadig har det i sig til at kunne gøre det.

Derfor er det med en klump i halsen, at vi nu alle må sige tusind tak for alt, Tom Kristensen, vi vil savne dig i Frankrig til sommer, for du er og forbliver Kongen af Le Mans!

4.2

Tredjeplads i godt humør i 2010. I 2013 kørte Tom Kristensen så sin 9. og sidste sejr hjem på banen i Vestfrankrig.

 

Author: Malene Raith

Share This Post On