Klassiske køreture i Sochaux

IMG_6577

Foto Malene Raith

”Its just like driving a modern car …” siger mekanikeren med fed fransk accent, slår elegant ud med hånden, som om jeg intet har at bekymre mig om, og går tilbage til den smukke gamle grønne Peugeot 402.

Jeg har netop plantet min bagdel på det lyse uldsæde i en fin gammel Peugeot 203, og kniber nu skælmsk det ene øje i, mens jeg kigger på gearpinden, der sidder i højre side af rattet.

Hvorfor er der bare noget, der siger mig, at det her ikke kommer til at gå super smooth?

IMG_6563

Vi befinder os i den franske by Sochaux, Peugeots vugge og hjemsted for Peugeot Museum, hvor vi netop har afsluttet en rundvisning i Peugeots 200 år lange historie – se og læs historien fra rundvisningen HER

Næste punkt på programmet for vores lille privilegerede gruppe er køreture i nogle af de fine gamle biler.

IMG_6580

Regnskyerne truer med at lukke solen ude, som vi går om bag museet til værkstedet.

Heromme restaureres og konserveres alle Peugeoterne, som enten doneres til museet eller bliver fundet rundt omkring i gamle lader, og der er næsten ikke det, som mekanikerne ikke kan fikse på bilerne.

Vognene står allerede klar i gården til testkørsel, ældste køretøj er den smukke og yderst velholdte grønne Peugeot 402 fra 1938.

IMG_6567

Peugeot 402 havde verdenspremiere på Paris Motor Show i 1935 og blev produceret frem til 1942.

Den blev et vendepunkt for Peugeot med sit elegante strømlinede design, og som man står og betragter den, opdager man flere og flere detaljer.

IMG_6583

Som for eksempel fronten med løven, den skjoldformede kølergrill med forlygterne monteret bagved, og vingerne udenpå karosseriet, der går ned over baghjulene.

Peugeot 402 kunne fås som 4-dørs sedan, stationcar, coupé, cabriolet, pickup, foruden med den ekstra lange akselafstand (afstand mellem baghjulene) i 402 ”Familiale,” der havde hele tre sæderækker, og derfor blev populær som taxa.

IMG_6572

Og det bliver også kun til taxakørsel i den her i Sochaux, da den grønne Peugeot 402 er alt for kompliceret, og sikkert også værdifuld, til at blive kørt af udenforstående.

Passer mig fint, jeg hopper i den yngste vogn i flokken, Peugeot 505 STI fra 1984.

IMG_6536

Jeg smækker døren, lyden vækker minder fra barndommen, og noterer mig straks de herligt bløde affjedrede sæder.

Gearstangen er en lang stilk med 5 gear, der er lidt hårde, men dog bekendte.

505 var en familiebil og resultatet af et samarbejde mellem Pininfarina (berømt italiensk bildesign virksomhed) og Peugeots egen designafdeling. Den blev produceret fra 1979 til 1992.

Peugeot 505 STI var desuden første model med elektronisk benzinindsprøjtning, og den første med en turbomotor med 160 hestekræfter.

Og den kører dejligt. Det hele er herligt simpelt, affjedringen er blød, og da regnen drypper en smule, findes viskerne med forskellige intervaller helt uden besvær.

De larmer til gengæld så meget, at jeg ikke kan lade være med at grine.

IMG_6568

Men bedst som jeg har det hele under kontrol, skal vi skifte biler.

Regnen er stoppet igen, og jeg sætter mig ind i den sjove Bedstemor And bil Peugeot 203 fra 1959.

IMG_6546

Og her sidder jeg så med klamme hænder på det smalle hvide rat og har netop fået at vide, at det er ligesom at køre en moderne bil.

Cool. Hvor svært kan det være?

Jeg drejer nøglen, trykker på startknappen, rykker gearpinden ind mod mig og sætter i 1. Gear, og slipper koblingen samtidig med, at jeg træder på speederen.

Men jeg flytter mig ikke ud af stedet og til sidst går motoren ud.

Mon dieu! Jeg vidste det.

IMG_6555Da det samme sker efter fire forsøg, kommer min franske ven tilbage. Vognen er udstyret med håndbremse under instrumentbordet, der har et pistolagtigt håndtag, som man skal løsne. Disco.

Og så kører det for mig, op og ned gennem alle fire gear og 42 hestekræfter, sågar de små vinduesviskere fungerer fortrinligt, omend de er lidt komiske.

Peugeot 203 blev præsenteret på Paris Motor Show i 1948, produceret frem til 1960 og solgt verden over i næsten 700.000 eksemplarer.

Den har suicide doors, baghængte døre, der åbner ”den forkerte vej,” hvilket optimerer ind- og udstigning, men til gengæld er livsfarlige, da de kan smække op under kørsel. Fedt i en vogn fra en tid, hvor der ikke var noget, der hed sikkerhedssele.

IMG_6557

Glad og lettet skifter jeg over til en noget nyere bil igen.

Peugeot 404 blev produceret fra 1960 til 1975 i næsten 3 millioner eksemplarer.

Den er måske den mest populære peugeotmodel nogensinde, og er produceret i flest varianter. Udgaven, jeg befinder mig i, er fra 1974.

IMG_6562

Jeg elsker det blå interiør, og igen er instrumenterne meget overskuelige. Med askebæger oppe i forruden.

Gearet sidder stadig på rattet, men jeg er ved at have styr på, at trække pinden ind mod mig og forsigtigt rykke et gear frem ad gangen.

IMG_6558

Men da vi holder for rødt ved en lille bakke, er der lige præcis ikke plads til mig på toppen, så jeg må holde på skråningen.

Uha. Pludselig er det ikke sjovt at skulle finde koblingspunktet. Slet ikke, når man ikke helt kan huske om 1. gear var oppe eller nede.

Note til mig selv: Jeg elsker moderne biler med Hillassist.

IMG_6564

Solen har brændt skyerne af, som vi vender tilbage til værkstedet i Sochaux, og til vores store glæde får en sidste vogn nu lov til at komme ud at lege.

Den meget fine Peugeot 204 cabriolet fra 1966.

IMG_6576

Cabriolet i solskin er altid fantastisk, men den smukke vogn er desværre ikke helt bygget til lange mennesker, jeg kan skifte gear med knæene både frivilligt og ufrivilligt, og så stikker jeg altså lidt op over forruden.

IMG_2780

Der er sket utroligt meget med bilerne siden det forrige årtusinde.

Det går for alvor op for en, når man sætter sig ind i de fine gamle automobiler. Naturligvis står de ældre årgange ud, men så sandelig også de yngre.

Sikkerhedsselen, eller manglen på samme, de bløde fjedrende uldsæder, den bløde undervogn, vognenes udformning, og ikke mindst mekanikken under motorhjelmen.

Det sidste bliver smukt illustreret, da der er startproblemer med Peugeot 404. Mekanikerne kommer over, smækker motorhjelmen op og banker lidt rundt, mens de bander lidt på fransk, inden hjelmen smækkes i på ny, og vognen startes.

Den går ikke på moderne biler.

At man så måske i stedet kan have lidt problemer med at finde den pistolformede håndbremse, er en detalje, som er glemt for årtier siden.

Se de smukke gamle Peugeoter in action og lidt fra museet i Sochaux her:

Rigtig god weekend!

Author: Malene Raith

Share This Post On