Vild legetøjsbil fra Toyota

Foto Toyota

Indrømmet, jeg greb faktisk mig selv i seriøst at overveje at købe en til sønnen i julegave, men så nærlæste jeg liige pressemeddelelsen igen.

Nej. Den kan ikke stå på en hylde. Og sofaen skal nok flyttes, hvis den skal stå i stuen.

Camatte_LED_low

For Toyotas nye legetøjsbil Camatte57s er nemlig tre meter lang og knap halvanden meter bred. Den er bygget af aftagelige paneler og har en LED skærm, der dækker hele motorhjelmen.

Sejt!

Den er netop blevet vist frem på en legetøjsudstilling i Tokyo, er tredje generation af bilen, første kom for to år siden, og så kan den skam køre. Den drives nemlig af en lille elmotor.

Men det sjoveste er alligevel motorhjelmen. For den giver mulighed for at man kan tegne en tegning, scanne den ind og efterfølgende få den vist på den store og fantastiske LED skærm.

Forestil Jer lige det … man kan skifte motiv efter humør! Eller påklædning!

Camatte_front_low

Her uden “påklædning”

Legetøjsbilen er dog ikke skabt med forfængelige kvinder for øje, men er et forsøg på at bygge en bil, som når ud til en yngre målgruppe, der sammen med deres forældre kan dele glæden ved selv at tilpasse, designe og ikke mindst køre bil. Måske ikke i stuen, men så i haven.

Camatte er japansk og betyder ”omsorg”, mens s’et er forbogstavet i det japanske ord Sawaru, der betyder at røre eller berøring.

Tjek den sjove vogn her:

Author: Malene Raith

Share This Post On