Storcharmøren ADAM

IMG_7038

Foto Malene Raith

”Den minder lidt om en drosche med listen ned langs ruden, ikke?” Siger pressemanden henkastet.

Pling! Sætningen går rent ind hos mig, pludselig får jeg klarsyn, og jo mere jeg tænker over det, jo mere kan jeg se trækkene fra de første gamle hestetrukne vogne i den lille moderne bybil. Hvor genialt!

IMG_6990

Drosche? Med kaleche og fine hjul …

Adam Opel åbnede i 1862 en fabrik i sin onkels stald i Rüsselheim Tyskland, hvor han producerede symaskiner. Det blev senere udvidet med cykler og i 1899 begyndte Opel også at producere biler.

IMG_6995

150 år efter åbningen så den lille bybil Opel Adam så dagens lys, og ud over at være Opels bud på en bybil i mikroklassen, er den en kærlig hilsen til manden bag det hele.

IMG_7014

 

Den fine colafarvede (farven hedder helt korrekt ”Mr. Darkside”) vogn, gør da også alt hvad den kan for at charmere mig, som den glimtende står der og smiler i solen.

Jeg prøver at spille hard to get, men det er altså lidt svært.

IMG_7088

Og da jeg åbner døren og ser det lyse interiør, er jeg næsten solgt. Næsten.

Men en lys kabine virker bare indbydende på mig, specielt med sort på instrumentbordet som kontrast. Foruden at det sorte også forhindrer genskin i forruden.

IMG_7086

Jeg hopper ind, åbner for glastaget og trækronerne over hovedet på mig og triller ud i trafikken.

Interiøret er let overskueligt med aircondition og touchskærm, den kan parkere selv, her er p-sensorer for og bag (ekstraudstyr), og selvom vognen hører til i ”littleleague,” er det altså rart i et dovent øjeblik.

IMG_7092

Urene er simple, omdrejningstæller, fart og et lille display imellem, som f.eks. giver advarsler og fortæller om brændstofforbrug.

IMG_7076

Indrømmet. Det er ikke første gang, jeg sidder bag rattet i en Opel Adam.

I efteråret tog jeg nemlig en hurtig runde på Jyllandsringen i en Adam, og jeg kan huske, at den overraskede mig positivt ved at være både kvik og sjov at manøvrere.

IMG_6974

Derfor kom det heller ikke helt bag på mig, at den kører friskt til ud ad motortrafikvejen, er så let i servoen, at den kan styres med neglene, og elegant manøvreres gennem byen.

Da jeg slutter af med at suse op og parkere på toppen af Magasin, er det slut med at spille utilnærmelig. Opel Adams charme har overvundet mig.

IMG_6999

Den ikke bare klæder mig, den passer også perfekt til en hverdag med ærinder på kryds og tværs i byen.

Og der er skam også plads til veninden, der lige skal have et lift tilbage til kontoret.

IMG_7091

Vores pakkenelliker kan med fordel lægges på bagsædet, hvor der faktisk også er to ISOFIX beslag.

Det kræver dog nok, at det fortrinsvis er børn uden ben, der sidder deromme, i hvert fald med mig (185 cm) på forsædet.

IMG_6971

Pyt med det. Ud med veninden, og ind med sønnen på forsædet i stedet.

Han elsker udsigten og airbaggen slås nemt fra i passagersiden.

IMG_6816

Bagagerummet har den størrelse, man kan forvente i en lille bil.

Her er plads til et par poser indkøb, en kasse vin og en kontortaske. Har man brug for mere til hverdag, kan man lægge sæderne ned. Eller vælge en større vogn.

IMG_6979

For det her er selvfølgelig ikke en familiecontainer, men en livsstilsbil. En frisk og sjov lille livsnyder for både mænd og kvinder, der gerne vil have et fikst transportmiddel i byen, der lige er niveauet over og har en lidt større motor end de gængse mikrobiler.

IMG_7009

Opel Adam kan styles på rigtig mange forskellige måder, men jeg er faktisk stor fan af lige præcis den farvekombination og de fælge (ekstraudstyr), der er på testbilen.

Det er måske det med droschen igen. En spændende nyfortolkning af noget meget gammelt. Af det oprindelige.

Tanken er charmerende, men jeg blev først gjort opmærksom på den efter, at jeg havde kørt bilen.

Og da havde Adam for længst vundet mit hjerte.

IMG_7049

Opel ADAM 1,4 GLAM

Pris for testbil inkl. ekstraudstyr kr. 196.980,- (grundpris kr. 169.990,-)

Hestekræfter: 87

Topfart: 176 km/t

Kilometer på literen: 19,6

Billigste Opel ADAM koster kr. 149.990,-

 

 

 

Author: Malene Raith

Share This Post On