Mokka & Den Forbistrede Kutteklædte, 4. Afsnit

(Læs Introen HER – Afsnit 1 HER – Afsnit 2 HER – Afsnit 3 HER)

IMG_0001

Resume: Endnu engang er det hele en værre redelighed. Damen med det hampre hår og seje detektivomdømme, Mokka Jensen Jr. er havnet i en håbløs mission. Hun er blevet hyret, i hvad hun antager for at være en afløbsrensrus, af en mørk kutteklædt mand, der lokker madammen ind i sine lyssky affærer ved at sige, at hun skal undercover og afsløre firmaet G. Lade Hjul i Glostrup, der lukrerer fælt på julen og folks gavmilde humør. Med til historien hører, at Mokkas sekretær, Jørgen, er gået på barsel, kontoret er på fallittens rand, og detektivfruen herself sat på gaden. Så da den kutteklædte lover at diske op med klejner, kan hun kun sige Okaj.

G. Lade Hjul er ej heller for flinke folk, en spidssnudet sekretær antager Mokkas velproportionerede krop som værende i lykkelige omstændigheder, og efter næsten at have mistet sin lædernederdel til en plastiksofa, bliver Mokka hyret som julemand. Hun skal lade som om, at overskuddet går til de sultne børn i Afrika, men hendes bøsse, døbt Eskild, forbliver øreløs i lang tid, mens hun kæmper for sit liv som juledronning på et aggressivt strøg. Først da hun ved en tilfældighed bryder ud i “Do They Know Its Christmas” løber pengene ind som skidt fra en spædekalv, fremtiden ser pludselig lys ud, til Jens Jørgen, urobetjent fra Jylland, sætter en stopper for festen, kører Eskild væk med blå blink og efterlader en trist Mokka alene på Strøget juleaften. Med en mission, der er slået fejl. Besynderlig fanget i en bizar moderne udgave af “Den lille pige med svovlstikkerne” kigger Mokka mod stjernerne med tåre på kind og frossen spyt på tænderne, og som den sidste smøg tændes, gøres en ildstribe på himlen – en ånd daler ned fra en lampe over Strøget …IMG_0004

4.Afsnit

>>Åh, nej, er jeg…er jeg..?<< Hulkede jeg meget dramatisk og fik fluks en flad.

>>Mokka, dit tudefjæs, hold nu op med den larm, min hjerne værker værre end en ko under en sømpistol, og jeg har tabt mine kodyler et eller andet sted i julemylderet,<< skældte ånden ud med en stemme, der bar præg af lemfældig omgang med sekondhand smøger og efterladte ølsjatter.

Han havde omend endnu mere nikotinfarvet tøj end jeg. Og en hel stang Gauloise i brystlommen.

Jeg snøftede lidt, tørrede mine øjne og prøvede at fokusere. En hel stang?!

>>Gar?<< Spurgte han roligere og en smule medlidende.

>>Takker,<< svarede jeg hurtigt og nappede to. Nu var det om at være snu. Det gjaldt om at få ånden til at snakke, så han ikke gik lige med det samme, og uden at være spor interesseret spurgte jeg sødt:

>>Men… hvem er du?<<

Han kiggede dødt på mig, som om han ikke helt hørte efter, og en sort sky gik for hans ansigt:

>>Somme tider ønsker jeg bare helt at stå af rotteræset …<<

Jeg rettede mig undrende op. Nok havde jeg hørt om skildpaddespurt og brevdueløb, men rotteræs?

Det lød lige lovligt åndet, og jeg havde under alle omstændigheder berørt en rotte for sidste gang. Med voldsomme kuldegysninger kiggede jeg på ham.

Han lignede unægtelig et skod, men var den type ånd, man ikke lige kunne sætte alder på.

Faktisk, inde bag al snavset, så han rigtig flink ud.

>>Jeg prøver, Mokka,<< sukkede han og slog opgivende ud med hænderne, >>Tro mig, jeg prøver hvert evigt eneste år, men det bliver bare ikke lettere.<<

Jeg fattede stadig ingenting, men som ånden sad og filosoferede trist, lænede jeg mig medfølende ind over ham, fik lirket en cigaretpakke ud af brystlommen og skjulte den fluks i mine skørter.

Småfløjtende vippede jeg uskyldigt med fødderne, smilede kært, og lod som om jeg var oprigtig interesseret i hans problem.

>>De lovede mig en lampe i Sydens varme, og se hvor jeg havnede? Stol aldrig på en ejendomsmægler. Slet ikke dem med de hurtige handler. Kæft, jeg er også bare ligeglad nu,<< han slog surt ud med armene, mumlede noget uforståeligt og tørrede en tåre af kinden.IMG_0012

Av, han var jo oprigtig ked af det, måske man skulle give ham smøgerne tilbage?

Jeg blev lidt bekymret, men besluttede at se tiden an. Han kunne jo spille skuespil.

>>Tror du, at det er let at være mig? Fuld af håb og gode ønsker bevæger jeg mig år efter år rundt på gader og stræder for at sprede lidt glæde, men efterhånden råber folk jo bare:

>>Uha, der har vi jo Juleånden, han er nok tidligt på den i år hva´…<< spytter og løber deres vej, hvis de altså ikke lige pudser hunden på mig.<<

Det der med hunden kendte jeg godt fra min juleklokke, men jeg lod ham ikke distrahere mig i mit forsøg på at score flere smøger, og ganske ubemærket lagde mine skørter hus til endnu to pakker.

>>Mokkatøs, folk har bare ikke mere respekt for juleånden. De har så travlt med gaveindkøb, slankekure og nytårsforsæt, at de glemmer at nyde årstiden, julelysene og forventningernes glæde.<<

Han sukkede inderligt, og jeg blev grufuldt rørt, måske man skulle sige noget pænt:

>>Hey, op med humøret lille lugteånd…<<

Jeg greb mig selv i at have fistelstemme, gik tilbage i mol, og havde nær knaldet ham en på skrinet med en dramatisk armbevægelse af min veltalenhed:

>>Se dig om, sneen lægger et lag sukker på alle huse i byer. Julen er kommet i dag, stresset er forbi og Juleånd? Vi to, vi har da hinanden, ikke…? Merci, juleånd. Merci, fordi du er til…<<

Jeg tog hans hånd og fortalte oprigtigt, tæt og fortroligt om Jens Jørgen, Eskild og den forfejlede mission, mens den sidste pakke Gauloise fandt vej til skørtet. Sammen med en lille farvet æske aflange chokolader, der lugtede af tobak.

>>Mokka, Mokka, din gamle fjordreje, du færdes da også altid i iltfattige fjorde,<< sagde han pludselig glad, smilede og kiggede varmt på mig.

>>Men ikke alting er, som du tror…<<

>>Øhm, næ, << svarede jeg afsløret og kiggede forlegen ned i fortovet.

Æv. Kunne han virkelig gennemskue, at jeg hverken var blond eller havde egne negle?

Men ånden fortsatte upåvirket:

>>Hvem mon virkelig stod på din dørmåtte? Mokka, tænk dig om…<<

Åh, fuck, det var jeg sgu da holdt op med for mange år siden. Tankevirksomhed gjorde mig svimmel, men modvilligt trykkede jeg på rewind, og spolede filmen tilbage.

Døden stod på mit dørtrin, jeg havde drukket afløbsrens, så det var vel ikke så mærkeligt, hvor ville ånden hen med det her?

>>Tænk nu Mokka, jeg ved, du kan..<<

Jeg vred mit fjæs i alskens grimasser, det var da også hulens, når man nu havde sendt hjernen på pension. Argh, hvordan var det nu…

Den kutteklædte havde fablet om ditten og datten, jeg sagde ja, og en vind gik gennem hans skørter…. Hey, vent lidt, der var noget der. Det var jo rigtigt, jeg havde da lagt mærke til den seje røde støvle, som et øjeblik havde fanget mit blik under hans kappe.

Helt benovet røg jeg bagover og sprællede med benene af glæde, så smøgpakkerne blev spredt over det ganske strøg. Så var det virkelig sandt, kunne man være så heldig?

>>Jeg vidste, det var løgn – Elvis lever…<< hylede jeg euforisk, men ånden knaldede opgivende en hånd i panden på sig selv og rystede på hovedet.

>>Åh, Mokka, ikke Elvis…. Julemanden!<<

Øhm, halløj, hvad slags tobak røg den ånd?

Jeg stoppede op og gloede trivielt på ham. Alle vidste sgu da, at julemanden ikke fandtes.

Jeg satte mig op igen med et bump, et eller andet i mit hoved kortsluttede og startede et øjebliks klarsyn.

En fjollevind og en juleånd, hvorfor så ikke en julemand? Min Elvislykke forstummede, og ånden nikkede:

>>Jep, ingen andre, kære Mokka, og det er faktisk derfor, jeg er her. Han har bedt mig sige tak og fortælle, at der venter en pakke, som lovet, på dit dørtrin.<<

Helt paf antændte jeg mit julemandsskæg, så det futtede af.IMG_0006

Jeg var altså blevet sendt til Glostrup af julemanden?

>>Rigtig glædelig jul, Mokka. Du har den rette juleånd, når du sådan bruger tid på at sprede glæde og juleløjer. Det er folk som dig, der gør, at jeg gider bevæge mig ud af lampen år efter år. Folk som dig, Mokka, husk det, og i øvrigt… behold bare smøgerne.<<

Han kyssede mig hjerteligt på kinden og gled så op i sin lampe igen for at checke Lottotallene.

>>Jamen…?<< Jeg sad lidt og stirrede lykkelig på lampen.

Jeg havde altså gjort det rigtige?

Juleånden var blevet opmuntret til at vende tilbage med glæde og overraskelser igen i år 2008, og min mission for julemanden var gået som planlagt?

Som julefreden endelig sænkede sig over det ganske land, bundfældede hele scenariet sig.

For første gang i mit liv havde jeg gjort noget rigtigt, opløftet af glæde blev mine ben grebet af en usynlig kraft, og inden jeg vidste af det, fandt jeg mig selv stavrende mod en stald i staden.

Oven over mig var himlen så ganske overskyet, men alligevel lyste en SAS maskine op gennem tågerne og viste mig vejen.

Som jeg nærmede mig Grå Hal på Christiania, kunne jeg høre latteren, musikken og de anderledes musikinstrumenter.

Jeg slog den store port op og blev mødt af et syn, der fik mit hjerte til at smelte:

Et pragtfuldt ølanker, der helt tog glansen fra de flot pyntede juletræer, julegodter og hjemmebag.

Efter at have ligget lidt under hanen og slukket min tørst, blev jeg mødt af velkomstkomiteen.

Morgensol og Tjalfe ønskede mig en smadder glædelig jul og gav mig et glas økogløgg, som jeg venligt takkede nej til.

De var begge alternative terapeuter, smadder dygtige og smadder under­vurderede i deres arbejde.

Tjalfe forlod os et øjeblik, for at synge en lille munter julebarbershop med sine gode venner Malthe, Kårde og Leif.

De var bare dygtige, og det hele lød smadder godt.

Jeg satte mig over til bordet og talte lidt med Morgensol, der forsigtigt masserede mine kolde fødder, checkede min aura og fortalte, at hun i virkeligheden hed Pia, og at Tjalfe hed Morten.

>>Det passede lissom bare ikke til os. Vores biorytmer tiltrak jordstråler fra hele byen og dræbte vores økologiske planteavl, til vi slog op i nummerviseren og fandt en dybere mening med vores navne, hvis du forstår…?<<

Næh, det gjorde jeg faktisk ikke, men for fanden, det var jo juleaften!

Pludselig var der en blid stemme, der hviskede mig i øret:

>>Vil du ikke med ud og høre noed djass?<<

Dér stod Leif og smilede lumsk.

En svag skælven rystede mig, som det gik op for mig, hvor meget han mindede om Bjørn i den store pjuskede hjemmestrik, han havde iført sig.

Og over sine smalle skuldre havde han, marsvinemanden, forføreren, handyret Leif hængt en lædervest… jeg var blød som en pakke nougat foran en åben pejs.

Han fik dog fucked sin indre harmoni noget op, da jeg forsigtigt forklarede, at jeg egentlig mere var til rockerbank end jazz, men han slog det flot hen i sjov og gik op på scenen for at læse et digt, han helt selv havde skrevet.

Det hed “Min polske fætter” og handlede om en handelsrejsende med frodigt overskæg og brunt tøj.IMG_0011

Det var bare smadder intellektuelt og dybt, og folk græd af glæde.

Sikke en pragtfuld aften.

Bagefter kom Leif over og gav mig et vådt kys. Han havde læber som slime og syntes, at jeg lugtede godt – ? – tog blidt min hånd og førte mig ud i mørket.

I udgangen stod der en yndig ung pige med en kurv, som hun rakte ud til folk, når de gik forbi.

Nogle valgte at lægge mønter eller sedler i, jeg valgte at sige tak og tømme indholdet ned i min lomme.

Leif førte mig hjem til sin hyggelige arkitekttegnede tipi ved vandet, og da han forklarede mig, at der fandtes bedre ting at ryge end Gauloises, følte jeg mig vovet og røg mit julemandskostume.

Det var bare smadderfedt.

Sæsonen som julemand var ovre, min karriere ligeså, men det var alt sammen ligegyldigt i aften, hvor lædermanden Leif sad under lyset fra ledelanternen og lærte mig at hækle og spille “Do They Know Its Christmas” på ballalajka.

Og mens stjernerne glimtede i frostnatten over os, blinkede de blå lygter på porten hos Hr. Lade Hjul.

Bagmandspolitiet stormede kontoret, mens han sad med sin sekretær på skødet og sin lommeregner i hånden, og talte pengene fra alle de julemænd, han havde snydt.

Jens Jørgen blev manden, der sørgede for, at hver en krone blev sendt til velgørende formål. Og hvem ved…. måske blev det alligevel jul et eller andet sted i Afrika?

Aftenen var gået, før vi fik set os om, og Bjørn havde ikke fået mad i to uger.

Leif must go on. Og det gjorde han.

Væk fra mig og ind i det nye år.

Jeg rettede tilfreds min slidte bh, filede neglene på en trappesten og fandt på mirakuløs vis min pink læbestift i asken fra mit kostume.

Leif havde blot været et peberkorn i livets store spegepølse, og det var på tide at skære nyt pålæg.

Iført Sloggi, poncho og no more gik jeg, med en rocker i den ene hånd, en urobetjent i den anden og en smøg i kæften, ud i snevejret og lige hjem til en stor pakke nybagte klejner efterladt på min dørmåtte.

Som så mange gange før bekræftede også denne mission de viise ord:

Blondes have more … nårh, ja, bare more …IMG_0026

Rigtig glædelig jul

Author: Malene Raith

Share This Post On